Læsetid: 6 min.

Globaliserede rengøringsdamer

Fire millioner tyske husstande har en rengøringshjælp. Mange er illegale immigranter, der arbejder uden opholds- og arbejdstilladelse. Tysk sociologiprofessor sætter i ny bog fokus på 'de kosmobile rengøringsdamer', som ofte forlader familie og børn netop for at forsørge disse. Fænomenet findes i hele Europa
19. december 2006

BERLIN - Ljuba er i begyndelsen af 30'erne. En køn, høj og slank kvinde med pænt tøj. Hun kommer fra Ukraine og bor i Berlin. Da Information spørger, hvor længe hun har været her, svarer hun:

"Alt for længe i forhold til hvor dårligt mit tysk er."

Hun tjener til livets opretholdelse ved at gøre rent for otte euro i timen.

Kunne hun ikke tjene sine penge lidt lettere ved f.eks. at babysitte?

"Jo, men jeg er stadig nødt til at gøre rent, for jeg er nødt til at tjene mange penge. Jeg bor alene i min lejlighed. Jeg ville også gerne arbejde på et kontor, men det er jo svært," svarer hun.

Det er svært, fordi Ljuba hverken har opholds- eller arbejdstilladelse i Tyskland. Men det er underforstået. Det taler hun nemlig ikke om.

Fra Ukraine har hun en uddannelse som butiksekspedient. Den kan hun ikke bruge i Berlin, når hun kun har beskedne tyskkundskaber og ingen arbejdstilladelse. Hendes forældre er døde, hun har kun nogle søskende tilbage i sit hjemland.

Ljuba, der er stærkt troende katolik, skal formentlig fejre jul alene i sin lejlighed.

"Måske skal jeg hjem til min kusine, der også bor her. Men det er ikke sikkert," siger hun.

Fire mio. får gjort rent

Rundt om i Tyskland findes der masser af kvinder som Ljuba.

Maria S. Rerrich, professor i sociologi i München, har netop udgivet bogen Hele verden derhjemme om det fænomen, hun kalder "de kosmobile rengøringsdamer". Begrebet dækker over det meget store antal kvinder, som kommer til Tyskland for at arbejde som rengøringsdamer i private husholdninger.

I bogen forsøger Rerrich at gøre ikke bare de kosmobile rengøringsdamers arbejde, men deres liv synligt.

Det er et ikke ubetydeligt antal, der gør rent i Tyskland. Rerrich nævner i sin bog, at en undersøgelse i foråret 2000 anslog, at 7,6 procent af samtlige tyske husholdninger regelmæssigt beskæftiger en rengøringshjælp. Det bliver til samlet mere end 2,9 millioner beskæftigelsesforhold. Derudover har mindst fire procent af de tyske husholdninger lejlighedsvis en rengøringshjælp.

I alt optræder således cirka fire millioner tyske husstande regelmæssigt eller lejlighedsvis som arbejdsgiver. Men kun 40.000 dukker op i beskæftigelsstatistikkerne som legalt ansat hushjælp.

Hvor mange af de sort arbejdende, der er kosmobile rengøringsdamer, ved man ikke med sikkerhed. Men som Rerrich siger ved præsentationen af bogen i Heinrich- Böll-Stiftung i Berlin: "I metropolerne er det en ret stor del."

Ikke set sine børn i fire år

Maria S. Rerrich, der har samlet sit materiale over de sidste 15 år, siger, at hun i forbindelse med bogen kun har lavet otte store interview, men at hun mindst har talt med 60-70 kvinder i løbet af årene. Grunden er den samme, som Information oplevede ved samtalen med Ljuba: Det er svært at finde kosmobile rengøringsdamer, der virkelig vil udtale sig. Dertil frygter de for meget for deres skrøbelige situation.

Rerrich har koncentreret sig om rengøringsdamer i München, hvor de hovedsagelig kommer fra Polen og det tidligere Jugoslavien, og i Hamburg, hvor de overvejende kommer fra Syd- og Mellemamerika.

Rengøringsdamerne kan inddeles i to kategorier: De ældre, som har affundet sig med, at rengøring bliver deres arbejdslivs 'endestation'. Og de yngre, der ser rengøring som en overgangsbeskæftigelse eller som en del af en omfattende eksistensforsikringsstrategi, som indebærer forskellige slags arbejde herunder rengøring. Men også f.eks. børne- og ældrepasning.

Fælles for kvinderne er, at de som regel er taget af sted med idéen om at være væk i et til to år for at tjene penge til at virkeliggøre et bestemt projekt i hjemlandet eller for at få råd til at løse et økonomisk problem. Og så er de blevet hængende.

Som for eksempel Julia fra Honduras, der har gjort rent privat i Hamburg i 11 år og ikke har set sine børn i fire år. Hun gør rent i 11 forskellige hjem og går senest hjemmefra klokken syv om morgenen og kommer tidligst hjem klokken otte om aftenen. Manden er for flere år siden flyttet med en anden kvinde til Miami, så Julia arbejder for at sikre sine børns uddannelse. Hendes højeste ønske er, at hendes datter bliver lærer.

De familiære forhold i hjemlandet spiller en stor rolle i kvindernes afvejning af, om de skal blive eller tage hjem. Så længe de kan regne med, at deres børn er i gode hænder, er det de økonomiske ressourcer, de opnår ved at arbejde i Tyskland, der motiverer dem til at holde ud.

De stærke tager af sted

De illegale rengøringsdamer er sårbare i forhold til bolig og aflønning. Ingen af dem, Rerrich har talt med, modtager syge- eller feriepenge, når de selv eller arbejdsgiveren tager på ferie. Der er det bare med at holde næsen oven vande. Hvis de bliver syge eller udsat for et seksuelt overgreb, er det svært at få hjælp, selv om både humanitære og kirkelige organisationer ofte sørger for lægehjælp til folk uden papirer. Men man skal vide, hvor man skal henvende sig.

Rerrich beskriver, at flere af hendes interviewpersoner først er blevet syge med svage led og dårlig ryg på grund af det hårde fysiske arbejde, når opholdstilladelsen endelig var i hus. Som om de først 'tillader sig' at blive syge, når det er muligt.

Mange af de kosmobile rengøringsdamer har psykiske problemer. Det kan være ensomhed, angst for at deres status som illegale bliver opdaget eller en vanskelig boligsituation. Men også det faktum, at mange af dem har en uddannelse fra hjemlandet og dermed er stærkt overkvalificerede i forhold til at gøre rent, kan være en psykisk belastning.

For det er ikke kvinder uden kvalifikationer, der tager af sted. At tage til et fremmed land, hvor man ikke kender sproget, og hvor man tilmed skal arbejde illegalt, kræver et vist mod. Så for hjemlandet er der tale om et brain drain og for modtagerlandet om et brain waste.

Eller som Rerrich siger ved præsentationen af bogen:

"Jeg har netop hørt sundhedsministeren i Zambia udtale, at der mangler 700 sygeplejersker på University Teaching Hospital, som er Zambias største hospital. Men landets sygeplejersker er rengøringsdamer i Storbritannien."

Der er dog også lyspunkter. Med de vestlige husholdningers stadigt voksende antal kvadratmeter pr. person og stadigt større renlighedskrav er der arbejde nok at få for de kosmobile rengøringsdamer. Grunden til, at de vælger ét land frem for et andet, er som regel, at de kender nogen, der bor og arbejder der. Og det er bemærkelsesværdigt, hvor meget netværket betyder og gør for disse kvinder.

Som f.eks. Celina Gonzales, der er kommet til Hamburg fra Ecuador. Hun tog af sted fra mand og tre børn, fordi hun var blevet gravid med sin elsker og var bange for, at manden skulle opdage det. Hun flyttede ind hos sin transseksuelle prostituerede søster, der boede sammen med syv andre ecuadorianske kvinder i en toværelses lejlighed på 32 kvadratmeter med et køkkenhjørne og et lille badeværelse. Ud over Celinas baby havde ingen sin egen seng. De sov bare på skift. Få dage efter hendes ankomst blev hendes søster anholdt af politiet. De øvrige kvinder, der ikke kendte Celina, før hun ankom, lod hende med selvfølgelighed blive boende og hjalp hende i gang med forskellige rengøringsjobs.

For os lyder forholdene umenneskelige, men Celina og hendes samboersker betragtede det som en væsentlig fremgang i levestandard. Celina var vokset op i Ecuador uden varmt vand i en gade med huse med kun ét rum. Gadens beboere benyttede sig af ét og samme toilet. Svin og høns løb frit rundt i gaden.

* Maria S. Rerrich, 'Die ganze Welt zu Hause', Hamburger Edition, 2006.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu