Læsetid: 5 min.

Globalisering giver alle muligheder

I en stor koncern som IBM nyder både ansatte og virksomhed godt af, at det bliver stadigt nemmere at flytte folk rundt globalt, fortæller divisionschef Tove Larsen
6. juli 2005

Hvis IBM Danmark løber ind i en periode med få ordrer, følger der ikke nødvendigvis en stribe af fyringer i kølvandet. Ledige, danske hænder kan flyttes til andre lande i it-koncernen eller løse opgaver som langdistance-arbejder. Og hvis en IBM-projektleder i Danmark står og mangler eksperter inden for et område, kan han fiske i hele IBM's globale dam af gode hoveder.

Det kan lyde som en salgstale for International Business Machines (IBM), men set indefra er der mange fordele ved at arbejde i en af de mest globaliserede virksomheder. Det mener Tove Larsen, som er divisionschef i IBM Danmark.

"Jeg blev en del af IBM for et halvt år siden, da Mærsk Data blev opkøbt af IBM, og gik fra at have ca. 3.500 kolleger til nu at have omkring 330.000. IBM-verdenen føltes i begyndelsen meget stor og næsten uoverskuelig. Men nu ser jeg en række fordele," siger Tove Larsen.

Plusserne ved megakoncernen oplever hun i sit daglige job i IBM's division for transport og logistik, hvor hun bl.a. har ansvar for at finde de rette mennesker til systemudviklings-projekter. Det kan f.eks. ske ved, at hun får fat i it-ingeniører fra IBM-kontorer i andre lande som Italien, Indien og USA. Ud over at finde de rette holder hun og hendes medarbejdere styr på, hvornår ansatte i Danmark afslutter opgaver.

"Vi ved ret nøjagtigt, hvornår folk er færdige med projekter. Dermed kan vi hurtigt styre dem videre til nye projekter eller sørge for, at de får den nødvendige træning eller viden til at kunne påtage sig kommende opgaver. På den måde undgår både virksomheden og den ansatte, at der spildes kostbare ressourcer," siger Larsen, og fortsætter:

Færre afskedigelser

"Hvis der er få opgaver i et IBM-land, så kan arbejdskraften herfra måske bruges i et andet IBM-land. Muligheden for at kunne flytte folk og opgaver rundt globalt giver færre afskedigelser i nedgangstider. Og i opgangstider kan nogle af opgaverne løses ved at trække på relevante kompetencer i andre lande, uden at vi skal investere i nyansættelser."

Adspurgt om ansatte med familier kvier sig ved at blive flyttet rundt på kloden, siger den kvindelige leder:

"Faktisk søger mange af de ca. 7.000 ansatte her i Danmark frivilligt ud i verden. Der er mange, som gerne vil have kone og børn med til f.eks. Japan, Indien eller USA i et par år. Nogle danskere har også en arbejdsuge, hvor de f.eks. er fire dage i Stockholm - flyver hjem torsdag aften - og arbejder hjemme fredag. Endelig skal man huske, at det her med at blive flyttet til udlandet jo er et tilbud og ikke en ordre."

Internationalt parløb

Da Larsen kom til sin nye stilling, blev hun udstyret med det, der i IBM-sprog kaldes en 'buddy' (kammerat).

"IBM udpegede belgieren Marcel som den buddy, der skulle guide mig ind i IBM-universet. Han sidder i Paris og har nogle ansvarsområder, som ligner mine, og kunne derfor give værdifulde råd om f.eks. nøglepersoner. Med ham som udgangspunkt er jeg ved at få opbygget en kreds af folk i IBM internationalt, som jeg kan ringe til og få både råd og inspiration fra. Det er en enorm fordel, når jeg står over for nye udfordringer," fortæller Tove Larsen, der næsten dagligt deltager i internationale telekonferencer.

Den kvindelige leder finder det let nok at begå sig i den store IBM-verden.

"IBM's kontorer rundt om i verden er organiseret meget ens, så der er en stor grad af genkendelighed, selv om kulturerne er forskellige. Og har man tilmed haft mulighed for at mødes ansigt til ansigt, bliver det endnu nemmere at arbejde sammen virtuelt."

Overdosis af email

Privat høster 46-årige Larsen også frugten af at have tråde ud i verden.

"Da jeg for nylig skulle skøbe en pc til privat brug, blev den leveret fra Kina, og via vores it-systemer kunne jeg følge dens færd over kloden. Mens jeg var i Mærsk Data, oplevede jeg eksempelvis, at en kollega fik arrangeret, at jeg i en ferie efter et business-besøg i Chennai (storby i Sydindien, red.) kom til at bo hos en rigmand, der gav mig en fyrstelig behandling."

En af de daglige udfordringer for Tove Larsen er at håndtere 'postkassen' med e-mails.

"I så stor og global en koncern kan man blive helt slugt af sin mailboks, fordi det vælter ind i den på alle tider af døgnet. Kunsten er at prioritere og ikke lade sig stresse af røde (ubesvarede, red.) mail. Det kræver en del disciplin. Heldigvis forsøges det fra hovedkontoret i USA at lære folk i alle IBM-lande, at man ikke altid kan forvente hurtige svar på mails, og at det nogle gange er bedre at ringe til folk." En af de mere pudsige kulturforskelle oplever Larsen også i det elektroniske univers:

"Vi danskere skriver som regel ret korte og konkrete beskeder. De opleves nogle gange ude i verden som hårde f.eks. i USA. Mine amerikanske kolleger har tendens til at skrive længere mails med alle mulige sproglige gesvejsninger."

Global ambassadør

Når Larsen forlader sit kontor - i den gennemrenoverede fabriksbygning i København, hvor Galle & Jessen en gang producerede lakridspastiller - føler hun sig som en slags ambassadør for globaliseringen.

"Når jeg mødes med venner og familie privat, så tror jeg, at jeg er med til at afdramatisere deres syn på globaliseringen. Dels ved at fortælle om positive møder med folk fra hele verden, dels ved at berette om alle de døre, som internationaliseringen åbner for os," siger Tove Larsen med sin lidt fynske dialekt, og fortsætter:

"Jeg tror som privatperson ikke på al den her snak om, at kineserne og inderne vil tage alle vore job. De vil måske tage nogle i en overgangsfase, men på længere sigt vil det udjævne sig, og samlet set vil alle nyde godt af globaliseringen."

Hun forudser f.eks., at inderne vil begynde at købe nogle af de software-systemer, som i dag bliver brugt af offentlige instanser i Europa.

"I EU har vi årelang erfaring med digitalisering af den offentlige sektor, som japanerne har vist interesse for, og som inderne måske også vil være interesseret i, så de ikke selv skal til at opfinde den dybe tallerken," siger Tove Larsen, der i 1980'erne begyndte sin karriere som edb-assistent i det, der dengang hed Statsskattedirektoratet.

Hun ser også gode muligheder for, at kineserne vil købe knowhow og software, som kan hjælpe dem med at opbygge en mere effektiv transport af grøntsager.

"Kineserne producerer i dag ca. 40 procent af alle grøntsager i verden, men halvdelen af produktionen rådner, inden den når frem til forbrugerne. Hvis kineserne kan få mere køletransport og software til at styre det, så kan de opnå en stor gevinst."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu