Læsetid: 7 min.

Globalisering skaber kø og handlingslammelse

21. april 2005

Blandt de talrige analytikere, som sammenfatter vor tidalders store forandringsprocesser under betegnelsen 'globalisering', indtager Peter Sloterdijk en særstilling. I almindelighed er betoner man, at globalisering først og fremmest er en accelerationsproces, der ikke blot integrerer og binder verden sammen på nye revolutionerende måder, men også kaster skygger i form af social udstødelse og identitetsforvirring. I sin globaliseringsanalyse fremhæver Sloterdijk derimod karakteristika som 'langsommeliggørelse', 'gensidige hæmninger' og 'tvangssamarbejde'.

- Hvorfor er det forkert at se globaliseringen og den udstødelse, den bringer med sig, som en accelerationsproces?

"Jeg tror, globaliseringsteoretikerne er blevet fanget i deres eget begrebs snarer. Hvis det vitterligt er sådan, at alle sætter sig bevægelse, fordi alle vil opnå de ultimative accelerationsfordele, er det uundgåeligt, at de vil opstå kødannelse. 'Kø' er her metafor for et aktionsrum, hvor talrige aktører er i samtidig cirkulation med det resultat, at alle bliver sat under pres af hinandens initiativer. Og det fører til, at alle gensidigt bremser hinanden. Snarere end en accelerationsproces, ser jeg globaliseringen som en fortætningsproces. Forunderligt nok er det lykkedes globaliseringsteoriernes toneangivende selvhypnotisører at fremstille en verden, der bygger på gensidige hindringer, som en verden, der udvikler sig igennem stadig mere omfattende samarbejde. Deres illusoriske budskab lyder: Til sammen er vi hurtigere. Men den virkelige nyhed der: Til sammen forvalter vi stilstanden bedre."

- Kan du give et eksempel?

"Det tyske stamfund stønner for tiden under den bitre erkendelse, at det, man hidtil har anset for mulig politik, ikke længere kan lade sig gøre. Det politiske rum er allerede så lammet af de gensidige hindringsmekanismer, at der i dag kun kan føres simulationspolitik. Politikernes største bedrift består i dag at fastholde befolkningen i den indbildning, at landet under deres ledelse igen vil kunne styres suverænt fremad."

- Nogle mener, at et mere fleksibelt system som det britiske, der giver regeringen større handlingsspillerum, ville være vejen frem.

"Det er rigtigt, for så vidt at arkaisk agerende mænd med større succes kan opretholde en illusion om energisk handlekraft end lederne af de mere modne og afbalancerede systemer."

- Siger du dermed, at det heroiske subjekt fra tiden, da europæerne åbnede nye rum overalt på Jorden, stadig er attraktivt, selv som det har mistet sin handlefrihed?

"I hvert fald er de gamle tilbøjeligheder fortsat til stede. Det ser vi frem for alt på to felter. For det første i vor tids managerkapitalisme, som svælger i storprojekter og fusioner. Dens megalomaniske management opstår, når dens ledende beslutningstagere vil lege erobrere. Derved vender førmoderne tænkemåder tilbage i den komplekse verden. Det andet felt er terrorismen, som jeg først og fremmest fortolker som et nostalgifænomen: I terrorismen ligger der en hjemve efter den stærke, handlekraftige aktør. Dette billede bliver i lige så høj grad celebreret fra angriberens side som på den side, der er mål for terrorhandlingerne. Stupide enkeltgerninger bliver genstand for en uhyre opmærksomhed, som om hvert eneste anslag mod kollektivet var en påmindelse om noget, det længe har længtes efter."

- Hvad er målet for denne længsel?

"Ved overgangen til det 15.-16. århundrede rørte der sig i Europa en afgørende tendens, som man bedst kan beskrive som en skattejægermentalitet. Man begyndte dengang at ane, at verden er fuld af rigdomme, som bare venter på, at vi drager ud og erobrerer dem. Denne erobringstrang blev en uimodståelig bevæggrund. Siden har europæerne været skattejægere af instinkt. Ironien kom så til at bestå i, at skattejagten i stadig højere grad antog arbejdets form. Det ser vi illustreret i Lafontaines berømte fabel om bonden på dødslejet, der efterlader sine sønner en mark, idet han betror dem, at der ligger en skat begravet i den. Naturligvis giver de sig straks i kast med at eftersøge skatten. Hektisk endevender de markens jord med en forøgelse af høstudbyttet som resultat. Således forstår de grådige arvinger til sidst, at deres eget værdiskabende arbejde var den begravede skat, de søgte. Dette er nøglefortællingen om skattejagtens overgang fra magisk-alkymistisk til kapitalistisk form. Den viser, hvordan skattejægermanien glider over over i en jagt på merværdi. Fremover er den rige mand ikke så meget storbesidderen, som den storentreprenør, der formår at trække kreditter på fremtiden og lade fremmed kapital arbejde i sine maskiner."

- En kendt tese vil vide, at det moderne subjekt reflekterer så længe, at det til sidst ikke mere kan handle. Hamlet er det klassiske eksempel. Hvis du erklærer erobreren for den nye tids prototype, må dette vel indebære, at det moderne subjekt reflekterer med henblik på at finde ud af, hvordan det kan handle hæmningløst?

"Overdrivelsen af Hamlets handlingslammelse er en skavank, vi har arvet fra den tyske idealisme. Denne filosofi, der blev til for det afmægtige småborgerskab, har ført til, at den nyere tids subjekt er blevet stiliseret, som om det var underlagt en stadig handlingshæmning. Det forholder sig modsat. Den nyere tids subjekt har til stadighed entreprenørens træk og fordyber sig sammen med sin tvilling, dvs. sin indre og ydre rågiver, i erobringsplaner. Det moderne subjekt går altid videre til praksisfasen, fordi det altid allerede er et tandempar, der består af en handlingsaktør, der først tøver, og en rådgiver, der formulerer de gode grunde til at gribe ind. Denne aktivistiske tendens kan man sågar påvise hos Descartes, som filosofihistorien jo ellers gerne fremstiller som en grublernatur. I virkeligheden var han lidt af en vovehals, der blev regnet for en af Frankrigs bedste kårdefægtere på sin tid, og som havde ry for en at være homme à femmes (damernes ven, red.). Denne indstilling harmonerer storartet med hans status som grundlægger af den nyere tids filosofi. Hvad Descartes udrettede var at vaske tavlen ren og tage fat på en radikal nyopbygning af tænkningen."

- Terrorismen tilstræber så at få handlekraften til igen at blusse op i glimt og samtidig forfærde offentligheden?

"Terroren er altid ambivalent. Den fremkalder afsky, og alligevel fantaserer mange mennesker om at kunne være lige så ekspressiv og påkalde sig så samme grad af opmærksomhed som en terrorist. Vi ligefrem helliggør terrorismen. Nålestikseffekter i det reelle bliver i vores medier forstørret op i atronomsske fænomeners format. Forklaringen må søges i, at vi, der lever i Vestens store komfortsystem, ligefrem higer efter at modtage informationer, som vores antropologiske program så at sige er forberedt til: Kannibalfjenden har vist sig! På samme måde som eksistensen af hvide blodlegemer beviser, at den menneskelige krop er forberedt på at kunne blive angrebet, beviser vores beredvillighed over for at opfange terroralarmer eksistensen af en apriorisk fjendeforventing. Det hører til det urgamle stressprogram, vi har til fælles med vores andre pattedyr, at vi kan og vil mobiliseres af sådanne signaler."

- I sin reaktion på denne fjende har USA udvist stor handlekraft. I Mellemøsten har dets intervention i Irak udløst en liberaliseringsbølge. Globaliseringens tæthed hæmmer altså ikke altid, men kan også fremskynde forandringer med hast?

"Hurtig udbredelse af nye strømninger forudsætter på samme måde som epidemier en høj tæthed. Men det, som under tæthedsvilkåret foranlediger mennesker til adfærdsændringer, er hverken overtalelse eller overmandelse. Forandringerne indtræder, når succesefterligningernes epidemier løber gennem det sociale legeme. Allerede i slutningen af det 19. århundrede opstillede den belgiske sociolog Gabriel Tarde i bogen Efterligningens love en teori for symbolske epidemier. Men dengang var det borgerlige samfund ikke parat til at kigge i et spejl, der viste den enkelte som smittebærer af mimetiske vira."

- Så vi bør opfatte demokratiet som et smittefænomen?

"Absolut. At positive idealer udbreder sig gennem efterligning er en mekanisme, som oplysningstænkere må forlade sig på. Og da infektion fungerer effektivt i en verden, hvor der hersker stor tæthed, burde demokratiseringen have gode chancer for at kunne lykkes gennem smittende efterligning. Men trods al-Jazeera er det arabiske rum langt fra at have opnået den masse af tæthed, som kendetegner den vestlige verden. Manglende tæthed udgør også det største strukturelle underskud i Afrika og bevirker, at de gode eksempler ikke formår at forplante sig hurtigt. Kun aids galopperer."

- Kan man overhovedet tale om globalisering, når Afrika og millioner af andre er afskåret fra den globale tæthed?

"I modsætning til de gængse udlægninger beskriver min teori globaliseringen som et eksklusionsfænomen, der er uden fortilfælde. Velstandsverdenen tenderer imod at skaffe sig et hermetisk forseglet indre rum, som vel at mærke ikke er organiseret ud fra regional eller national homogenitet. Jeg kalder det kapitalens globale indre rum. Ikke mindst de nationer, der nu er på vej op, er langt fra at være socialt integrerende i deres opbygning: Indien har en velstandszone med 200 millioner mennesker, som flyder oven på et vældigt ocean af gammelagrarisk elendighed."

" I Kina har de kapitalistiske reformer draget 400 millioner mennesker ind i sin tryllekreds, mens der i samme land lever 800-900 millioner frakoblede i udsigtsløse landbosamfund. På patetisk vis forsøger den kinesiske regering at slå bro over kløften mellem disse to befolkninger. Kinas ophidselse i Taiwan-spørgsmålet vidner om, at kineserne søger at afreagere udadtil på de problemer, der forårsages af landets spaltning indadtil. De insisterer så stærkt på den nationale enhed, fordi den for længst kun er imaginær."

- Også i Europa hersker der angst for at blive udstødt af komfortzonen?

"Den trygge socialstats æra er ved at rinde ud. Længe var det indre klima i Vesteuropa iblandet den sociale sikkerheds lattergas - for øvrigt indånder vi også i dag tilsætninger af forbrugerismens luftart, for uden dem kan man ikke starte en ny højkonjunktur. Økonomisk tryghed uden krav om ydelse og kampløs sikkerhed var i et halvt århundrede de eksistentielle grundvilkår, som definerede Europas indre klima. I dag er den smertelige konklusion, at vi må til at lære at klare os med mindre social lattergas og mere selvydelse."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu