Læsetid: 4 min.

Globaliseringens paradoks

De nationale politiske institutioner er under pres for forandringer
17. november 2005

Der sker i disse år noget ganske paradoksalt. I takt med globaliseringens fremdrift bliver de nationale politiske institutioner stadig mere aktive. Samtidig bliver nationale strategier for tilpasning til globalisering stadig vigtigere.

Vi ser det i Frankrig og Tyskland, og i andre lande, men også i Danmark - de forskellige landes regeringer er på vej med strategier for, hvordan deres økonomier og velfærdsstater skal reformeres i lyset af fremtidens udfordringer.

I Danmark nedsatte statsministeren for et år siden Globaliseringsrådet, og om en måned kommer Velfærdskommissionen med sin endelige redegørelse. Begge er eksempler på, at det i dag er de nationale politiske institutioner, der er under pres for forandringer, og at det også er de nationale regeringer og ikke bare de internationale eller europæiske organisationer, der bærer ansvaret for at finde løsninger på globaliseringens aktuelle udfordringer.

Nogle vil påstå, at denne udvikling er et resultat af det dobbelte nej til traktatforslaget, men de har kun delvis ret. Uden den store opmærksomhed har globaliseringen ændret de nationale måder at tilrettelægge politiske processer på.

Central rolle

I sidste uge holdt Globaliseringsrådet endnu et møde. Denne gang handlede det om de videregående uddannelser. Næste gang bl.a. om forskning. Hvert møde har haft sit eget emne, og hver gang er regeringens mødeoplæg blevet flittigt citeret i pressen.

Begge dele viser noget om, hvordan tilrettelæggelsen af de politiske beslutningsprocesser har ændret karakter. I tiden fra 1950'erne til 90'erne spillede kommissioner en central rolle i den politiske meningsdannelse. Kommissionerne var sammensat af repræsentanter fra de store interesseorganisationer (især LO og DA), embedsmænd fra administrationen og politikere. De analyserede problemstillinger, forhandlede kompromisser og formulerede konkrete lovforslag. Det foregik i lukkede rum, og resultatet blev først offentliggjort, når kommissionsbetænkningen var skrevet færdig. Gennemsnitligt eksisterede der omkring 300 sådanne kommissioner hvert år i hele perioden.

Det var i disse år, at velfærdsstaten blev tænkt, forhandlet og besluttet. Fra 90'erne begyndte de at forsvinde, og en ny form for kommission opstod.

Globaliseringsrådet er et godt eksempel. Det er ikke sammensat af repræsentanter fra organisationer, men består af personer med særlig ekspertise, herunder fra universiteter og private virksomheder. Det forhandler ikke, formulerer ej heller konkrete lovforslag, men diskuterer et mangfold af problemstillinger. Det gør de på grundlag af oplæg fra regeringens ministerier, som beskriver et fremtidsscenarie, men ikke giver forslag til lovændringer.

Scenarierne forholder sig heller ikke til de klassiske politikområder - arbejdsmarkedspolitikken f.eks. - men lægger de helt overordnede rammer for en flerhed af politikker. Der tales om uddannelserne i bred forstand og deres betydning for beskæftigelse, social arv, livsindkomst, men også for konkurrenceevne, forskning og innovation. Samtidig citeres der livligt fra oplæg. Der holdes konferencer, skrives kronikker; i det hele taget foregår der en livlig polemik, mens rådet arbejder.

Nationale strategier

Nutidens kommissioner fylder m.a.o. helt andre opgaver end tidligere - og samler nogle andre politiske spillere end før. Frem for at forberede lovgivning skaber de nationale strategier. Og i stedet for at forhandle skaber de opmærksomhed. De formulerer scenarier, som regering og Folketing og mange andre efterfølgende kan anvende til at træffe konkrete beslutninger på grundlag af. Samtidig sætter de samspillet mellem politikere og erhvervsvirksomheder i centrum. Og gør påvirkningen af befolkningens holdninger til en vigtig brik i den politiske meningsdannelse.

Der er dog også gode grunde til, hvorfor globalisering ændrer på de nationale måder at føre politik på. For det første er behovet for nationale strategier blevet afgørende. I stigende grad konkurrerer de enkelte lande med hinanden på deres nationale økonomiers konkurrenceevne. Alle lande har sat den nationaløkonomiske patriotisme i højsædet. Hvordan udnytte velfærdsstaters evne til at fremme de private virksomheders konkurrenceevne? Og hvilke dele af velfærdsstaten skal ændres, hvordan og i hvilken retning?

På mange måder er det velfærdsstatens forandring, der skal skabe forudsætningerne for de private virksomheders konkurrenceevne. Og på mange måder er det den offentlige sektor, der skal levere den arbejdskraft, den infrastruktur, den incitamentsstruktur, som virksomhederne skal anvende for at kunne konkurrere på de globale markeder.

Derfor er ikke alene politiske beslutninger, men også nationale strategier blevet afgørende forudsætninger for økonomisk vækst og velfærd. For det andet er politisk stabilitet blevet afgørende.

Nationale strategier skal forholde sig til samfundets grundlæggende institutionelle opbygning og sikre, at befolkningen accepterer konstante forandringer. Hvordan samle befolkningen til styrkeprøven mellem nationer? Hvordan skabe langtidsholdbare politiske flertal bag "de nødvendige reformer"? Hvordan skabe opbakning bag - og flertal for - reformer, der tager mange år at gennemføre, og hvis konsekvenser først bliver anskuelige mange år ud i fremtiden, men alligevel medfører betydelige omfordelinger mellem sociale grupper, regioner og generationer inden for en overskuelig fremtid?

For det tredje er de såkaldte metapolitikker blevet vigtige. De sætter den nationale konkurrenceevne på dags-ordnen og skaber rammer for intervention i og på tværs af mange politikker. De udpeger politiske indsatsområder, som rører ved samfundets institutionelle grundstruktur - holdninger, værdier, ver-densanskuelser, og som retter opmærksomheden mod familiens funktioner, individernes livsvalg, den offentlige debat, og hvad den sætter i fokus.

Hvordan kan de unges valg af uddannelse påvirkes? Hvad skal arbejdskraften kunne om 20 år? Hvordan kan begge køn arbejde fuld tid, men også få mulighed for sammen at producere flere børn? Hvordan fremme fertilitetsraten?

Politik betyder mere

Globaliseringen udfordrer de nationale stater og har startet nationalstaternes styrkeprøve. Samtidig må staterne intervenere i samfundenes fundament - institutionerne.

Den institutionelle konkurrenceevne, dvs. de politiske beslutningstageres evne til at ændre på holdninger, vaner og anskuelser, er blevet omdrejningspunkt for politisk intervention tidligere. Det betyder selvfølgelig ikke, at EU og andre overnationale organer er blevet ligegyldige. Men viser blot, at globaliseringen kan have paradoksale konsekvenser - at europæisk politik kommer til at spille en mere og mere vigtig rolle, men det gør national politik også.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu