Læsetid: 4 min.

Globaliseringens skjulte effekter

Danmarks eksport til Kina vokser betydeligt langsommere end vores import - det er væsentligt, fordi globaliseringens største virkninger kommer fra handelen, ikke fra udflytningen af arbejdspladser
24. august 2006

Den er god nok: Flere danske arbejdspladser flytter til Kina. De direkte investeringer fra Danmark til Kina er mere end ottedoblet fra 2004 til 2005, og sidste år investerede danske virksomheder for cirka 1,1 mia. kroner i Kina. Dette niveau vil sandsynligvis blive fastholdt de kommende år. Selvom beløbet er stort, udgør det dog kun cirka 1,5 procent af de samlede danske investeringer i udlandet, hvoraf mere end 95 procent går til andre vestlige lande.

Danske virksomheders investeringer i Kina og andre lavtlønslande foretages i mange tilfælde for at spare på lønudgifter i forhold til simpelt, standard-præget arbejde. Denne trafik mærkes derfor meget direkte i forhold til de danske virksomheder, hvor konsekvensen er, at denne type arbejdspladser forsvinder. Tendensen i forhold til at investere i lavtlønslande er dog ikke ny. Da investeringerne i Central- og Østeuropa var på sit højeste i 2001, investerede danske firmaer mere end 4,5 mia. kroner derovre. Både nu og dengang betød det ændret produktionsstruktur herhjemme og i nogle tilfælde udflytning af arbejdspladser.

Konkurrencepres

Effekten på dansk økonomi og beskæftigelse af de direkte investeringer i udlandet er dog lille sammenlignet med globaliseringens mere skjulte effekt; nemlig den globale handel. I 2005 importerede Danmark således varer for godt 21 mia. kroner fra Kina, og importen fra Kina er næsten fordoblet i løbet af fire år. Kina er da også en af højdespringerne i dansk import, og importen fra Kina er fra 2000 til 2005 steget dobbelt på meget som importen fra f.eks. Østeuropa og Rusland. Til gengæld er vores import fra traditionelle samhandelspartnere i Asien, såsom Japan, Korea og Taiwan, faldet.

En del af de kinesiske produkter konkurrerer med danske produkter - både herhjemme og i udlandet. Det sætter det danske erhvervsliv og det danske arbejdsmarked under pres og koster arbejdspladser. Det er svært at opgøre tabet af danske arbejdspladser på denne konto, men der er utvivlsomt tale om langt flere end tabet af arbejdspladser ved, at danske virksomheder etablerer sig i Kina. Mens forbrugerpriserne samlet steg mere end 40 procent fra 1990 til 2005 (eksklusive skattestigninger), steg importpriserne på forbrugsvarer kun cirka halvt så hurtigt. Den lave prisstigning er selvfølgelig til glæ-de for forbrugerne, men viser også hvilket pres der er på danske virksomheder, som konkurrerer direkte med udlandet.

International handel og international konkurrence er en accepteret effekt af globalisering, som foregår mere skjult, end f.eks. når danske virksomheder flytter fabrikker til Kina. Der kan ikke sættes direkte modtageradresse på jobbene, når en virksomhed, der ikke er konkurrencedygtig, lukker eller skruer ned for produktionen. Men denne skjulte effekt af globaliseringen er ikke desto mindre udbredt. Og det er vigtigt at lægge særligt mærke til Kina i denne sammenhæng, for den danske samhandel med Kina udvikler sig meget atypisk i øjeblikket.

Typisk øges eksporten til et land samtidigt med, at importen øges. Det skyl-des, at lande, der øger deres markedsandel på verdensmarkedet, har høj vækst og indenlandsk efterspørgsel. Den høje indenlandske efterspørgsel stimulerer importen, og på den måde bliver cirklen sluttet. Det ser man bl.a. i forhold til de Central- og Østeuropæiske lande, hvorfra Danmark har fem-doblet importen over 10 år, men hvor eksporten er steget tilsvarende, og Danmark faktisk har haft overskud på handlen de fleste år. Danmarks handel med Kina følger ikke dette mønster. Mens importen fra Kina er vokset med mere end 10 mia. kroner på tre år, er dansk eksport til Kina i samme periode kun steget med godt to mia. kroner. Der er dog ikke grund til panik, selvom globaliseringen i almindelighed og importen fra Kina i særdeleshed lægger pres på os, for generelt set klarer Danmark sig udmærket. Beskæftigelsen herhjemme er højere end nogensinde, reallønnen stiger, og der er overskud på både handels- og betalingsbalance.

Nye strategier

Med globaliseringens skjulte effekt i baghovedet, bør vi i fremtiden i mindre grad gå op i tabet af arbejdspladser, når danske virksomheder etablerer fabrikker i udlandet, og i højere grad gå op i hvordan vi fortsat gør dansk erhvervsliv konkurrencedygtigt og sikrer danske arbejdspladser i fremtiden. Det gøres bl.a. ved at øge forskningen og hjælpe til at indføre ny teknologi samt ved at give gode rammebetingelser for alle virksomheder.

Uanset hvad der sker, er resultatet for medarbejderne stort set det samme; efterspørgslen efter arbejdskraft, der udfører standardpræget arbejde, reduceres, mens efterspørgslen efter specialiseret, fleksibel arbejdskraft øges. Skal de danske lønmodtagere klare sig i globaliseringen, er det centralt, at arbejdsstyrken hele tiden bliver dygtigere og kan omstille sig. De generationer, der kommer ind på arbejdsmarkedet, skal være bedre uddannet end de, der forlader det, og dem, der allerede er på arbejdsmarkedet, skal opkvalificeres.

AErådet udgiver på mandag rapporten 'Økonomiske Tendenser 2006'. Ovenstående er baseret på kapitlet om globalisering.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her