Læsetid: 7 min.

Min globus er i brand

Befolkningens afpolitisering, de øgede økonomiske og politiske interessesfærer, hvis strukturer har bredt sig ud i det globale system, og den »hamsterfunktion« vi har som borgere i vores vestlige civilisation, er alle fænomener der er lige skræmmende.
4. august 2005

Når man går rundt under solen med sommervarmen kærtegnende de nøgne arme, kan det til tider være som at gå rundt i en form for eufori: Det er København, det er sommer og en eller anden fællesnævner rammer os. Usædvanligt sendes gladeligt smil over gader til mennesker med glimt i øjnene. Jeg kan mærke mennesker summe med på samme vers, og jeg åbner mit sind og prøver at rive mig selv med ad samme spor. Prøver at lade mig opsluge, men jeg går bare der på gaderne, og ved ikke hvor jeg skal sætte mine fødder. Det hænger ikke sammen for mig. Det er som om asfalten bare er en stor flydende masse der gynger og kaster mig på næsen. Det burde være så let at gå rundt. Men der er bare noget galt. Jeg prøvede desperat at følge i en dames fodspor forleden. Hun bar en rød sommerkjole med små hvide prikker og havde købt en buket liljer. Jeg fulgte duften og fik en kortvarig glædesfølelse af mindet om de overståede eksamener et par år tilbage. Jo, jeg er fri nu, prøvede jeg at overbevise mig selv om. Men jeg føler mig mere fanget end fri.

Jeg går rundt mellem jer derude. En tilskuer der ikke helt forstår, hvorfor I kan virke så uberørte, hvordan I kan gå så ubekymrede rundt, når vi bor i en moderne verden, der nok kan virke fredfyldt en sommerdag på Vesterbro, men som er ved at sprænges af konflikter og fattigdomsproblemer, af religiøse og ideologiske manifestationer, og af en magtkamp der er ved at splitte kloden i to. »I krig og kærlighed gælder alle kneb« hedder det sig, og som om det var noget så uskyldigt som en romantitel, er den i dag med selvfølgelighed blevet korrigeret til: »I krigen mod terrorisme gælder alle kneb«. Verden er bogstaveligt talt i brand, og dog agerer vi for det meste herhjemme som små engle der ler, og forsvinder når snakken bliver for alvorlig, når der er for meget at rumme som vi alligevel ikke helt forstår.

Min globus som jeg fik for over 10 år siden, er nøjagtig lige så stor nu som dengang, men verden, når jeg drejer det begreb rundt i mit hoved, er vokset til en størrelse der langt overgår min fantasi. Vi kan åbne vinduer og døre og se til afkroge af verden, som ikke før har været os mulige: Vi kan se til slumkvartererne i Calcutta, til indianerne i Chiapas og til kaffebønderne i Afrika. De har lige pludselig noget med os at gøre; de er ansigterne i den anden ende af de tråde, der spindes mellem dem og os her i vesten og som tilsammen danner et gigantisk net over kloden. Det kunne umiddelbart virke romantisk, at vi er nået til en tid hvor verden er knyttet sammen af forbindelser. Knap så romantisk er det, at alle de tråde der spindes og danner det globale net, er lige så fjerne for os, som var det en anden galakse vi snakkede om. Når jeg kikker ud af de åbne vinduer er det disse snore jeg ser. Jeg ser dem vejre over mit hoved og følger dem til hoveddøren på Christiansborg, til Dansk Industris hovedsæde ved Rådhuspladsen og til Landbrugsrådet på Axeltorv. Jeg ville gerne kunne hive i dem og se hvad disse globale forbindelser egentlig helt konkret har med Danmark at gøre, men dørene er lukkede, deres talerør ligeså. I hvert fald når det blot drejer sig om et lille menneske på gaden, der stikker næsen for langt frem. Om det så er krige, handel eller bistandshjælp, er alt indspundet i dette globale net, og det er ikke underligt at det forekommer så fjernt, og er så let at skubbe ud af tankerne. For er der noget der ruller stærkt, så er det globaliseringen. Men den ruller over os, for befolkningerne rundt om i verden, har ikke været involveret, og mile vidt fra de steder beslutningerne træffes. Jeg tabes i farten, bliver liggende urørlig på gaden og spejder mod horisonten, mens jeg venter på at der skal ske noget der kan afhjælpe min magtesløshed. Politikerne herhjemme er nøjagtig lige så afstandsskabende og konfuse som globaliseringen synes at være. Herhjemme handler det om magtens taburetter, langt mere end det handler om politik. Jeg synes sjældent vi høre ærlige visioner for det danske samfund, og da slet ikke det internationale? Globale problematikker diskuteres ikke, ej heller den globale dagsorden Danmark selv er med til at skrive! Er det meningen vi skal være de blinde samfundsborgere der nikker og tror på at dem vi har valgt altid gør det rigtige. Er det meningen at vi faktisk slet ikke skal bekymre os om hvad der er rigtigt eller forkert? Distancen mellem os og de lukkede døre på Christiansborg skaber spørgsmål og de der skal svare på dem, er nok os selv. De få offentlige diskussioner der foregår, er en tro kopi af den snævertsynethed som politikerne fodrer os med: Vi snakker lige så lidt om visioner som de, men mest af alt lader vi bare dem lave politikken og overtager konklusionerne, der smutter gennem sprækkerne fra Borgen.

Fortvivlelsen kommer ikke kun med sommervarmen, den er blevet min følgesvend. Der er et lille hul i mig, en manglende sammenhængskraft med omverdenen og med den offentlige væren. En manglende forståelse for hvad der sker, med os borgere i Danmark, eller rettere med os danskere som verdensborgere. Og en manglende forståelse for hvad der sker og hvorfor, ikke kun her tæt omkring mig, men også langt fra vores lille plet på globussen.

Hvad skal jeg gøre for at få jer til at stoppe op og trække vejret, hvordan får man samfundet til at gå i stå et par minutter, hvordan borer jeg huller i rammerne, så at I kan tage et kik gennem dem, og kanalisere jeres tanker væk fra de vanlige tankebaner, den vanlige planlagte dag? Vi er splittede, fornemmer jeg, for min afmagt genspejles ikke i øjne på gaden, mens vi går rundt og støder ind i hinandens indkøbstasker. Jeg vil gerne vise jer noget eller fortælle jer hvad jeg synes, men jeg vil også høre noget fra jer til gengæld. Jeg vil egentlig helst snakke med jer, og det piner mig at det i Københavns gader kun er store firmaer med købte reklamepladser, der vil tale til os. De fortæller ingen hjertesager, ingen livshistorier, ingen små anekdoter fra den virkelige verden, som vi kan tage med os hjem og tygge på. De er til gengæld selve vores moderne tids konstruerede virkelighed, og de snakker overtalende til os om det gode liv og sansernes øjeblik der vil eksplodere i nydelse, hvis vi får fingrene i deres produkter. Kunsten at sno os om lillefingeren, kunsten at lege med vores følelser: Vi sir’ da ikke nej tak til at være lykkelige, til at gribe dagen eller minutterne, velvære er alt og vi betaler gladeligt for de ord vi får med på vejen. De kan dét med markedsføring, og det er ikke helt underligt, når man tænker på hvor store budgetter, der bruges til netop at forske i udbredelsen af mærker som uimodståelige images. Og disse virksomheder ler mod himlen, når pengene tikker ind. Jeg går rundt mellem jer og er bange. Én ting er firmaernes fingerlethed når det handler om fortjenester og overskud, det der bekymrer mig mest er egentlig hvordan hele den danske kultur er blevet infiltreret: Pengeindtjening, pengeforbrug, opsparing, investering. Det er et kæmpe hjul der drejer rundt, og lige nøjagtig det hjul, der får størstedelen af Christiansborg til at skrige af jubel. Vi er altså ikke kun tal i meningsmålingerne, vigtigst af alt er vi forbrugere. Og de råber hæst bag dørene: »det kører sgu for Danmark, vi skal da ha’ mere vækst!« Nu er det lige før jeg mister mine klipklappere i asfaltens varme gab. Jeg bliver svimmel af hjulets spinden, og vil helst bare standse det, stikke en stor kæp i det, og spørge Danmark om vi ikke skulle få os nogle drømme, om vi ikke skulle dreje hovederne og prøve at se til andre sider. Og om vi ikke selv skulle skrive en historie, i stedet for at være hamsterne der får hjulet til at dreje. Skulle vi ikke bygge et hjul på andre præmisser, med andre motiver og med helt andre metoder?

Jeg fortaber mig i min følelse af manglende sammenhængskraft med det samfund jeg lever i. Ingen af delene kommer af sig selv, men bliver til i samspillet med hinanden. Men der er intet af dette der kan fungere uden vores, befolkningernes, medvirken. Om det er dovenskab, ligegyldighed eller frygten for konfrontation, der er årsagen, så er én ting sikkert: Vi har en samlet magt, vi ikke bruger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her