Læsetid: 2 min.

Glokale universiteter

29. juli 2005

Angsten for udlændingenes indmarch i det danske kongerige blev malet hen over forsiden på gårsdagens udgave af Politiken: "Udlændinge overtager studier". Avisen påstår, at antallet af udlændinge på universiteterne "udgør nu ni procent af samtlige studerende".

Det er faktuelt forkert. Under hver 20. af de over 100.000 studerende ved danske universiteteter kommer fra udlandet. Ud af de 19.010 studerende, der i år er optaget på universiteterne, er lidt over ni procent udlændinge - over halvdelen af dem kommer fra Norden. Flere universiteter - især i de sidste studieår - er helt eller delvist gået over til engelsksproget undervisning, men bundlinjen er stadig, at de danske studerende udgør et massivt flertal på universiteterne - og udlændingene et forsvindende mindretal. Med til historien hører, at der over 4.000 danske studerende, der tager hele deres uddannelse i udlandet. Den internationale mobilitet går begge veje, og Danmark - som er et lille sprogområde - profiterer på, at unge danskere kan søge ud til verdens bedste universiteter, i den angel-saksiske verden. Men uh ha. Politiken giver den alligevel hele armen under den grå danske himmel og henviser også til, at Roskilde Universitetscenter har optaget 80 procent flere udlændinge i år, og på "30 studier sætter udlændingene sig på mere end halvdelen af pladserne". Med de tal i baggagen er det ikke overraskende, at Dansk Folkepartis ordfører puster sig op i den ellers så humanistiske avis og anklager udfarende universiteter for at gå efter at "få en masse taxameterpenge knaldet ind".

Anklagen retter sig bl.a. mod RUC, der med succes har lavet et offensivt fremstød for deres engelsk-sprogede studier i Kina. Heldigvis får RUC's rektor lov til at imødegå kritikken i avisen, der ellers i går var ubehageligt tæt ved at puste til en ny - og ubegrundet - fremmedfrygt.

De danske universiteter har intet at frygte. At der i år kommer 214 studerende fra Asien eller 103 fra Afrika burde ikke udløse den alarmisme, som Dansk Folkeparti - i går delvist ledsaget af Politiken - lever af. Danmarks universiteter har brug for et mere internationalt studiemiljø, hvis den nationale ambition om at løfte standarden af dansk forskning op i verdensklassen skal blive til noget. Selv om der vil være kulturbærende og klassiske fag, hvor hovedparten af undervisningen stadig vil foregå på dansk, har det store flertal af fag glæde af mere internationalisering, mere mobilitet, samt mere undervisning og forskning på engelsk. Det lokale og nationale skal ikke tænkes som et identitetsmæssigt hjemmeværn, men som noget der beriges af et stærkere globalt engagement.

Universiteterne bliver mere glokaliserede. De nationale og xenofobiske alarmister er hundeangste, men for Danmark som velfærdsnation er der ingen vej udenom. I de kommende år vil nye generationer af unge danskere søge til udlandet i kortere og længere tid. Læreanstalterne må som den mere fremsynede del af erhvervslivet aktivt tage kappestriden op på den globale arena. Derfor er det opmuntrende, at danske universiteter trækker flere udenlandske studerende til. Det næste må være at gøre de danske universiteter så gode, at de bedste hjerner fra udlandet kappes om at komme til Danmark.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her