Læsetid: 3 min.

Et glokalt museum

15. maj 2000

God who made thee mighty
Make thee mightier yet!

KULTURIMPERIALISME eller kulturel generøsitet? I sidste uge åbnede Tate Modern eller Tate on Bankside, som det kaldes derovre. Hermed henvises underforstået til det andet Tate i London, Tate Millbank, der i dag bærer navnet Tate Britain og nu koncentrerer sig om at præsentere ældre britisk kunst, skabt frem til sekelskiftet 1900. Her er hovedattraktionerne fortsat Blake, Turner og Constable. Modermuseet blev grundlagt af sukkermagnaten Henry Tate. Der var en, der var to, der var tre, der var fire...Tate synes at have erobret hele England og verden med. Det breder sig nu langs Themsen, ligesom det har satellitter i kunstnerparadiset St. Ives i Cornwall og i Liverpool og sender sine ringe ud til fjernere kontinenter. Det er et milliardforetagende.

Åbningen af det nye museum skete med et brag, der efterlod markeringen af det 21. århundrede med indvielsen discount-foretagendet the Greenwich Dome og megapariserhjulet The London Eye, som en svag og sølle optakt til den egentlige eksplosion i torsdags.
Den engelske dronning åbnede museet om formiddagen, og om aftenen gik det løs. 4.500 kändisser inklusive Madonna, Paul McCartney, Mick Jagger, Yoko Ono,Tony Blair m.fl. kastede glans over dette mega-party, der diverterede de fremmødte med et smukt lysshow, opført på det gamle elektricitetsværks facade ud mod Themsen og med gregoriansk kirkesang og Jan Gabareks smukke saxofonakkompagnement, acid-brass-musik inde i turbinehallen m.m. 2.500 flasker champagne til 460 kr. pr. stk. blev nedsvælget sammen med 28.000 sofistikerede kanapéer, serveret af sortklædte tjenere. Til en samlet pris af 100.000 engelske pund, hvilket p.t. (den svage Euro in mente) svarer til 1,3 mio. kr.

ER DE FORARGET, kære læser? Mener De, at kunsten i stigende grad reduceres til penge og berømmelse til fordel for det egentlige, dvs. et stykke åndelige kommunikation fra hin enkelte til hin enkelte?
Hertil skal svares, at det er, hvad der skal til, hvis et stort museum i dag skal overleve økonomisk og indholdsmæssigt. Hvis det skal formå både at skrive ny kunsthistorie og forrykke tyngdepunktet på den globale kunstscene, så skal det alliere sig med the strong and mighty. Museerne i dag er stærkt afhængige af private donationer og firmaer - det har de i øvrigt altid været - der ønsker at sponsere dem. For at opnå de magtfuldes gunst, skal et museum være på alles læber, det skal være trendsættende, en vogue, og det er lige, hvad Tate Modern er.
Direktøren for Tate Modern, Lars Nittve, har indset, hvor vigtigt det er at tiltrække publikum. Bl.a. derfor inviterede han alle Londons taxachauffører til for-fernisering, for at give dem syn for sagn og naturligvis også for at gøre dem helt klart, hvor det nye museum ligger. Som vi ved, er taxachaufføren den første, vi møder, når vi forlader lufthavnen.

Museet er fantastisk imponerende, både i sit ydre og i sit indre, og med den bevågenhed den britiske kunst i 90'erne har nydt - og stadig nyder - med et vitalt kunstcentrum, der nærmest har omdannet Østlondon til éet stort kunstnerisk laboratorium, og med vigtige gallerier med Charles Saatchis i Camden Town i spidsen - så er der ingen tvivl om, at det er i London, snarere end i Berlin og New York, at kunstens dagsorden nu bliver sat. Charles Saatchis spordannende virkning på britisk samtidskunst lader sig nemt aflæse i de navne, som præsenteres i det nye museum: YBA-kunstnere som Rachel Whiteread, Sarah Lucas, Jenny Saville m.fl. har alle en fremtrædende plads i det nye museum, selv om man ikke just skilter med det.

Tate Modern er orkanens øje. Den skriver ny kunsthistorie ved at lade helt nye værker optræde sammen med klassisk modernistiske. Det er temaer i stedet for kunstnere, der er bærende. Det er diskutabelt, når fokus flyttes fra kunstner til tema, og kuratorerne kan udskifte værker i én uendelighed under samme tematiske hat. I nogle rum ses 90'er kunst sammen med kunst fra 1920'erne. Det er ofte ukonventionelt, overraskende og befrugtende, men ikke altid. Under alle omstændigheder suspenderes historien, den lange fortælling, endnu inden den er skrevet, på trods af, at 20. århundredes kunst stadig ikke er fortolket tilstrækkeligt. I en centrumløs verden, der næres af kaos og turbulens, uoverskuelighed og polyfoni, skaber denne organiseringstrang en slags fiktivt overblik og standser de mange, uindfangelige impulser, som den unge kunstscene reflekterer.
Det er stimulerende, men kun een side af sandheden, vi præsenteres for. Det skal vi huske, når vi går rundt i de 188 sale i dette glokale museum i hjertet af Europas største by.lb

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu