Læsetid: 4 min.

Gnister i krudttønden

20. december 2001

»Vi forsøger at bruge diplomatiet som våben, men andre muligheder står også åbne.«
Indiens premierminister Atal Behari Vajpayee om forholdet til Pakistan

VÅBENKAPLØBET i verden er ved at genvinde takterne fra Den Kolde Krigs æra. Over alt på kloden stiger militærudgifterne igen – ikke mindst i kølvandet på terrorangrebene den 11. september. Spændingerne mellem atommagterne Indien og Pakistan er umiddelbart den største trussel mod den globale sikkerhed. Den daglige optrapning af konflikten i Kashmir truer således med at destabilisere den sydasiatiske region, og dermed udvide krigen i Afghanistan.
Konflikten afgrænser sig ikke til regionen, idet landenes atomvåbenarsenal skaber nervøsitet overalt i Asien – og dermed i hele verden. De seneste døgns skudvekslinger mellem indiske og pakistanske styrker på grænsen til Kashmir har sat strøm til de gensidige beskyldninger mellem de to regionale stormagter. Indiens regering beskylder Pakistan for at stå bag terrorangrebet på det indiske parlament i sidste uge, mens Pakistan beskylder Indien for at misbruge ’terrorkrigen’ til at slå ned på muslimske separatister i Kashmir.
Eskaleringen af den årelange konflikt er et udtryk for, hvordan ’terrorkrigen’ i sig selv har næret nye krigshandlinger over hele kloden. Alverdens regimer kan nu bruge et nyt, accepteret motiv for at nedkæmpe oprørsgrupper: Tilintetgørelsen af globale terror-netværk. Også Rusland har udnyttet situationen efter den 11. september til at legitimere sin brutale fremfærd i Tjetjenien.
Verdens mange væbnede konflikter er taget til i styrke. En tendens, hvis årsager desværre rækker længere tilbage end terrorangrebene i september.

UMIDDELBART efter Sovjetunionens kollaps faldt militærudgifterne i verden. Men det varede ikke længe. Det svenske fredsforskningsinstitut SIPRI har udregnet, at militærbudgetterne nu er på vej tilbage til niveauet under Den Kolde Krig. Siden 1998 er der sket en vækst på fem procent. Mere end 2,5 procent af verdens samlede velstand bruges i dag på våbenteknologi og militær.
Formodningen om, at Den Kolde Krigs ophør ville føre til besparelse – den såkaldte fredsdividende – er gjort til skamme. De kommende år tegner tværtimod til et nyt, sprængfarligt våbenkapløb.
USA’s planer om at bygge et nationalt missilskjold medfører i sig selv en eksplosiv stigning i de amerikanske militærudgifter og vil samtidig være katalysator for et uforudsigelig rustningskapløb, som vil sprede sig som ringe i vandet fra Kina over Indien til Pakistan. Og herfra kan ingen overskue konsekvenserne for verdens stabilitet.
Asiens miltære stormagt, Kina, har annonceret en stigning i forsvarsudgifterne på 18 procent som svar på »drastiske ændringer i verdens militære situation.« Det er dog i Afrika, at de allerstørste stigningstakter er: Militærudgifterne i de afrikanske lande er vokset med 37 procent i løbet af de seneste tre år. Målt i kroner er det imidlertid Europa og USA, der har haft de største stigninger. NATO’s mere udadvendte strategi er ikke gratis.

TERRORBALANCEN under under Den Kolde Krig – hvor USA og Sovjet holdt hinanden i skak med atom-våben - er i dag blevet afløst af krigerisk ubalance, der efter al sandsynlighed vil vare mange år endnu. Ifølge en ny opgørelse fra Center For Freds- og Konfliktforskning var der alene i 2001 i alt 32 krige og 14 væbnede konflikter. Og hvad værre er: »Ifølge forsigtige skøn er mere end syv millioner mennesker blevet dræbt i løbet af disse 46 krige og voldelige konflikter. Og det har i særdeleshed været civilbefolkningen, der har lidt mest under krigsforholdene.« Syv mio. i 2001! Alene krigen i Den Demokratiske Republik Congo, har siden 1998 kostet mere end 2,5 mio. liv.
Fremtidsperspektiverne tegner ikke godt. For som centeret skriver videre: »Uheldigvis har forsøgene fra FN og andre internationale organisationer på at inddæmme den globale spredning af væbnede konflikter ikke været særligt vellykkede.«
Årsagen til den manglende ’inddæmning’ af den voksende bevæbning er imidlertid ingen gåde: Ud af den samlede våbenhandel i verden på 300 mia. kr. tegner USA sig for halvdelen. Langt efter på listen over våbeneksportører kommer Rusland, Frankrig, Tyskland og Storbritannien. De vestlige militærmagter – med Rusland som en tvetydig alliancepartner – har altså reelt en finger med på aftrækkeren, når alverdens krige bryder løs. Ifølge en rapport fra den amerikanske kongres går 68 procent af USA’s våbensalg til de fattigste lande.

BESIDDELSEN af våben er ganske vist sjældent den egentlige årsag til krige. Ønsket om at opnå bl.a. national, religiøs og etnisk selvstændighed er almindeligvis drivkraften bag de fleste krige i verden. Muslimske separatistbevægelser fra Kosovo over Kurdistan til Tjetjenien, Palæstina og Kashmir har således forøget våbenefterspørgslen på foruroligende mange fronter. Men den militære oprustning er ofte den udløsende faktor, der laver gnister i krudttønderne. Syv mio. dræbte i 2001!
Ingen lande vil kunne opnå større sikkerhed, hvis våbenkapløbet accellereres yderligere - slet ikke de fattige lande, der drænes for ressourcer til at udvikle deres samfund. En begrænsning i våbensalg ville derfor være langt mere perspektivrig end en nok så mange bistandskroner til udviklingslandene.

lam

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her