Læsetid: 4 min.

God dårlig smag

18. november 2005

Først gjorde han det fremmede kendt. Nu gør han det kendte fremmed. Tag til 'Planet X' med Jakob Stegelmann – og få en oplevelse man skulle tro var løgn

For mange af os, den sidste generation af børn, der voksede op under DR-monopolet i 80'erne, var Jakob Stegelmann ugens tv-højdepunkt, når han trofast uge efter uge viste os Så er der tegnefilm og Så er der forfilm. Vi så de gamle Tom & Jerry, Den Mystiske Doktor Satan, Jens Lyn og alle de andre geniale klassikere fra Hollywoods guldalder. Med dem sørgede han ene mand for, at disse monokulturelle børn stiftede bekendtskab med andet end pacifistiske filt-dukkefilm. Dengang var han af de få, der kunne se det gode i, hvad mange ikke ville indrømme også var godt. Ja, Radiorådet og B&U-afdelingen mente ligefrem, at Tom & Jerry kunne være skadeligt. Og mine egne koldkrigs-ramte forældre var da også skeptiske, men de overgav sig altid til løjerne. Ganske vist under dække af nostalgi - men latteren lød nu ægte nok, når Tex Averys Droopy igen fik drevet den flygtende straffefange-ulv til det gladeste vanvid.

Denne diskussion blev skyllet bort, da monopolet blev brudt - og en global bølge af børne- og ungdomsfilm med tilhørende computerspil og legetøj skyllede hen over børneværelserne og ny generation voksede op med kabel-tv og computer. I 1989 startede Stegelmann et program til dem: Troldspejlet. Her har han i 16 år ført raske drenge og piger ind bag spejlet for at vejlede dem i en verden af animation, special effects, tegnefilm, tegneserier og computerspil. Vi når igennem 10-12 titler på en halv time. Det går stærkt - men Jakob må være et af de mest ustressende mennesker at være i selskab med. Vejledningen er ærlig og præcis: Det nye Asterix album får bemærkningen "at Uderzo har udsendt det, må være, fordi det udkommer i otte millioner eksemplarer" - og udsynet bredt ( ja - jeg vil gerne se den animerede krigsfilm med talende duer og høge). Små og lidt for store børn elsker det.

Stegelmanns evne til at få øje på det virkelig gode blandt meget, som er virkelig dårligt, må skyldes hans ukuelige kærlighed til at grave sig igennem uhyre mængder af kulturelt affald ud fra den optimistiske antagelse, at der ligger guld begravet alle steder, hvor den halsbrækkende menneskelige fantasi har været på spil. Også når betingelserne har været håbløse. Som de ofte har været, når Stegelmann sender Så er der tegnefilm-generationen til Planet X i sit nyeste program hver torsdag aften. Her udfordrer han - igen - den gode smag under sloganet "programmet hvor ingen film er dårlige" og viser os film, som er håbløst uvidende om deres egne katastrofalt mislykkede intentioner. Hulekvinderne ligner alle sammen Raquel Welch og dræberfåret ligner dét, det er: klude på en pind. Før og efter aftenens hovedfilm mindes vi et afdødt tegnefilmsdyr fra 30'erne og ser en propagandafilm fra en svunden tid - som for eksempel Sonny Bono i en groovy oplysningsfilm mod hash. Men hovedattraktionen er altid gamle z-film som Dracula in Pakistan, Hideous Sun Demon eller Wild Women of Wongo. Stegelmann undgår ironi, erindrer de små glemte skæbner, der ligger bag det enkelte mak/mesterværk, og viser os glædesstrålende The Brain that Wouldn't Die fra 1962: En doktors forlovede får kappet hovedet af i et biluheld. Han tager hovedet med hjem, sætter det i fremkalderbakke, genopliver det, men hovedet taler for meget, så han giver det tape for munden. Så render han ud og vil fikse en gogo-dansende leopard-bikini beklædt model som er vansiret i ansigtet. Men hovedet bruger sine telepatiske kræfter til at hidkalde et monster som dræber doktoren, sætter laboratoriet i flammer og redder modellen - mens hovedet går under i en satanisk latter. Det er meningen at vi skal blive bange - men i stedet tænker vi: Det er er simpelthen løgn.

Imod alt fornuft er denne film tydeligvis et mesterværk. Billedet af hovedet er uforglemmeligt og det er en sublim film netop fordi den er out of this world. For på Planet X er vi turister på vores egen planet. Vi er opdagelsesrejsende i det semiotiske kaos, som er blevet vores kollektive ubevidste efter 80 år med billige produktionsbetingelser og den ukuelige drøm om det store hit. Film, som gør det velkendte fremmed - og gør os fremmedgjorte i vores egen tarvelige kultur. De gamle filmstumpers banalitet bliver til ubevidst satire, der får intentioner og ideologier til at træde alt for tydeligt frem - og dermed afslører de på en meget uskyldig måde vores kulturelle dogmer og tabuer. Vi bliver selv til det Andet - og dermed får vi måske en større følsomhed for fortællinger, der er utrolige? Og det eneste, det kræver for at komme med på dét trip, er noget af al den fantasi og indlevelse, som Jakob Stegelmann heldigvis har så rigelig af.

dr.dk/zoom/troldspejlet

dr.dk/planetx

Nikolai Lang arbejder med marketing og kommunikation og vil fremover skrive om tv på denne plads

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu