Læsetid: 2 min.

Hvad er en god kammerat?

Der er ikke noget mere smerteligt end at miste en god ven. Acceptere, at man er vokset fra hinanden. Eller måske endelig indse, at nogle aldrig har været et venskab værdigt. Man behøver ikke finde sig i hvad som helst, bare fordi man kaldte dem for ven engang
2. februar 2007

Nordkorea er blevet en umådelig populær prygelknabe. For alle. For antikommunisterne, men også for socialisterne – der falder over hinanden for at lægge afstand til regimet. For journalister, der er fornærmede over, at styret så åbenlyst styrer styrets publicity - de prøver ikke engang på at skjule, at der er en bestemt historie, de gerne vil have fortalt. For USA, der har en meget bestemt opfattelse af, hvem der er moralsk udviklede nok til at have atomare masseødelæggelsesvåben.
Så selvfølgelig er det ikke nemt at være en dansk-nordkoreansk venskabsforening. Som det blev dokumenteret af Christoffer Dreyer på DR2
mandag.

Vennernes fjender

Anders Kristensen har været medlem af venskabsforeningen siden 1968 og formand siden 1982, og i 2006 kæmpede han for at foreningen kunne bevare sin deltagelse i Socialistisk 1. Maj, der afholdes på Blågårds Plads i København. Enhedslisten og det, der opfattes som partiets ungdomsorganisation, Socialistisk Ungdoms Front, havde sat sig imod, at foreningen skulle med. Som en talskvinde for SUF sagde ved Enhedslistens årsmøde:
»Vi skal huske på, at vore fjenders fjender ikke nødvendigvis er vore venner. Det burde være almindelig rød fornuft.«
Christoffer Dreyers film er solidarisk – for at blive i terminologien – med venskabsforeningen. Anders Kristensen bliver ikke latterliggjort. Hvis han fremstår latterlig, er det hans egen skyld. Ikke instruktørens. Det er mere end, hvad man kan sige om Mads Brüggers satire-dokumentar om teatertruppen, der tager til Nordkorea. Her er hele hensigten vel at udstille absurditeten i nordkoreanernes tankemåde. Spørgsmålet er, om det er den rette fordeling af vinkler på historien om Nordkorea. De nordkoreanere, der optræder i Mads Brüggers serie, er tydeligvis så indoktrinerede, at de har svært ved at formulere en selvstændig tanke.
Omvendt er de, der optræder i Christoffer Dreyers film ganske almindelige danskere, der vælger at formulere sætninger som:
»Jeg kan godt se, at det kan være et problem, at de ikke må rejse ud af landet. Men hvis de fik lov, ville systemet ret sikkert falde.«

Et kig gennem ruden

Hvad virker egentlig mest absurd? Danskerne i Christoffer Dreyers film har været venner med Nordkorea i mange år. De startede med 500-600 medlemmer i 1968. Kun 100 hænger stadig ved. Og idealismen lyser ud af bestyrelsen i venskabsforeningen. Og man kan se i Anders Kristensens øjne, at det plager ham, at det land, han så loyalt har støttet gennem det meste af hans liv, nu laver prøvesprængninger med det våben, han hader lige så meget, som han elsker landet.
Men hans loyalitet er u-svækket. Han vil fortælle en anden historie om Nordkorea end den, han mener imperialisterne fodrer massemedierne med.
Problemet er bare, at det er vanskeligt at få noget som helst at vide om landet – selv hvis man er en ven, får man samme behandling som alle andre, der besøger landet. De indstuderede taler, de velkoreograferede opvisninger, de mennesketomme monumenter. Og den eneste oplevelse, man får af lokalbefolkningen, sker gennem en rude i fuld fart gennem landskabet. Det i sig selv er foruroligende for et demokratisk tænkende væsen.
Det er rigtigt, at vi ikke ved meget om Nordkorea. Men ved vi ikke nok?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu