Læsetid: 3 min.

Jeg er god til at lave mange små ting

Den amerikanske performancekunstner og nu spillefilmsinstruktør, Miranda July, har fået et bragende gennembrud med sin debutfilm, den prisbelønnede 'Me and You and Everyone We Know', som har dansk premiere i dag
17. februar 2006

Miranda July fortæller, at hun har behov for at møde flere filmmagere, så hun kan diskutere hotelværelsesfrustrationer. Vi er ved afslutningen på endnu en udmattende dag, hvor hun snakker om sin opsigtsvækkende spillefilmdebut. Det er over seks måneder siden forfatteren, instruktøren og stjernen i Me and You and Everyone We Know blev det uafhængige filmsamfunds yndling, da hun vandt The Special Jury Prize ved Sundance Filmfestivalen i januar og samtidig vandt Camera d'Or-prisen i Cannes.

Hun virker bemærkelsesværdigt munter og veloplagt. Da hun går hen imod sofaen, ser man tydeligt, at hendes strålende, blå øjne er enorme. Hun er høj og spinkel som en højdespringer. Hendes høje stemme og samtalestil får hende til at fremstå som et barn spærret inde i en 31-årigs krop. Hun synes fast besluttet på at være imødekommende.

At leve med et uskyldigt perspektiv i en grum verden er det gennemgående tema i hendes debutfilm, og hun siger:

"Det er ikke det, at filmen er surrealistisk, eller at folk taler på en uvirkelig måde, alle taler lidt, som jeg gør, meget direkte, og måske begynder det at forekomme urealistisk, hvis et helt filmhold taler på den måde."

Me and You and Everyone We Know er en ensemble-film i stil med Nashville og Magnolia. I en amerikansk forstad i kommunikationsæraen, hvor folk har adgang til internettet, mobiltelefoner og videokameraer, kæmper de for at kommunikere med hinanden. July spiller Christine, en performancekunstner på jagt efter det store gennembrud.

En sløret grænse

Det er en bemærkelsesværdig film, der formår at behandle emner som børneseksualitet uden at miste sin uskyldighed. July har tilført filmlærredet en unik stemme, én der har fået kritikere til at tumle rundt for at finde den mest nøjagtige måde at beskrive den på. Det bedste de er kommet med er at sammenligne July med Todd Solondz, men hertil siger July:

"Det er en bizar sammenligning. Jeg løber tit ind i diskussioner, hvor han kommer på banen og bliver rakket ned, og folk siger: 'Du er ikke sådan en freak, du er meget mere håbefuld.' Måske skyldes dette, at vi simpelthen ikke ér ens."

July slører med held grænsen mellem performance art og film. Me and You... er sat sammen af mange forskellige scener, der stadig ville fungere, hvis de blev vist som individuelle enheder. July kvidrer:

"Jeg er god til at lave mange små ting, og det vanskeligste var måske at få dem til at virke som en helhed. Jeg tror, at dette aspekt af filmen i virkeligheden afslører, hvor jeg kommer fra."

July er født 1974 i Barre, Vermont, datter af to forfattere og udgivere af new age-litteratur. I skolen bestræbte hun sig på at skille sig ud fra de fleste af sine jævnaldrende. Hun begyndte tidligt at skrive og mindes en trilogi hun skrev som syvårig, kaldet The Lost Child.

"Jeg opførte den på den her punk-klub i en anden by, og ingen havde nogen anelse om, hvad der foregik. Ingen fra skolen mødte op. Det var ligesom min egen, hemmelige verden. Jeg droppede tidligt ud af college."

Kvindelig inspiration

I 1991 udkom Richard Linklaters Slacker, og ramte hende lige i hendes følelse af angst. July havde besluttet sig for at blive filmmager. Filmskole var ikke noget for hende, hun ville lave tingene selv, fra bunden af. Hun begyndte at skrive performance-stykker og udgive album med historier fortalt med hendes sitrende stemme. Hendes fortællinger blev senere bragt i The Paris Review og The Harvard Review.

Men July ville lave kortfilm og gik på jagt efter inspiration og rollemodeller, så hun startede The Big Miss Moviola-projektet.

"Hvis blot jeg kunne se andre kvinder gøre det, ville jeg finde min egen kontekst. Så jeg lavede en pamflet, hvori der stod 'send mig din film, så sender jeg dig et bånd med din film og ni andre film.' Det var en helt enkel måde at vise kvinder og piger hinandens arbejder."

Båndene strømmede ind og July begyndte at optage film med lånte videokameraer. Hendes arbejder blev snart vist på New Yorks Museum of Modern Art, Guggenheim-museet og på Londons ICA. Hun deltog også med performance-stykker ved Whitney-biennalen og på Rotterdam Filmfestival.

"Jeg er enormt drevet på en måde, der ikke altid gør mig glad, og der er mange ting, jeg ikke er god til. Så jeg ser sådan på det, at der findes nogle mennesker, der bliver gift og får børn, og det er deres måde at blive glade på. Jeg har i lang tid prioriteret mit arbejde højest, og det kan blive en vane, der er svær at bryde."

© The Independent og Informaiton

Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her