Læsetid: 3 min.

God sommer

5. juli 2000

GANSKE VIST gik det galt med jordbærrene. Det er klimaets skyld, er det. Ferien var jo ikke engang begyndt, før sæsonen allerede var forbi, undtagen i Skagen og omegn. Ingen selvplukkerfryd i år. Det er surt, når man nu lige havde lyst.
Men det gør ikke noget. Svenske Annika Ivarsson har nemlig et endnu bedre forslag: Spis svesker og få lyst til noget helt andet.
Svesker? Midt om sommeren? Hvad skulle det nu gøre godt for, hvis man ikke har hård mave?
Annika arbejder for California Prune Board Information Service på et kontor i Stockholm. De siger, at svesker er naturens Viagra. Svesker forøger potensen, kønsdriften og udholdenheden.
Svesker fungerer endda på en meget sundere måde end østers, spanske fluer, muskat, næsehornshorn og græskarfrø, lover pressemeddelelsen fra California Prune Board. "Et par svesker om eftermiddagen fylder dig med energi i timevis. I stedet for at sove i sofaen, vil man pludselig orke og have lyst til helt andre aktiviteter..."
"Allerede de gamle grækere vidste, at svesker har denne virkning. Grækernes kærlighedsgud, Eros, dyppede nemlig sine pile i blommesaft!"

LIGE FOR en ordens skyld ringede Information til Stockholm og bad om dokumentation. Det lovede Annika straks. Hun har lige sendt en fax på 12 sider, uden dokumentation.
Men det gør ikke noget, for det er en glad dag og solen skinner. Og Annikas fax fortæller, at fire-fem svesker om dagen også beskytter mod aldring, kræft, hjertesygdomme og senilitet.
En glad dag er det også for de syge. Siden det
blev forbudt at fodre svin med medicin for at få dem til at vokse hurtigere, er landbrugets forbrug
af antibiotika faldet fra 163 tons til 74 tons. Det
viser den årlige DANMAP-rapport fra Dansk Zoonosecenter, Fødevaredirektoratet og Statens Serum Institut.
Grisene er ganske vist lige så syge som før. Smågrisene er endda mere syge. De får diarré. Derfor har de fået fire tons tetracyklin ekstra. "Det er kun et spørgsmål om tid, før det vil føre til flere bakterier, der ikke kan nedkæmpes med antibiotika," siger konsulent i Dansk Zoonosecenter Flemming Bager til ritzau.

AF ANDRE gode nyheder kan nævnes et brev fra FN's generalsekretær, Kofi Annan, til generalsekretæren for Kirkernes Verdensråd, Konrad Raiser.
Kirkernes Verdensråd og de mange bistands- og udviklingsorganisationer blev meget forundrede, skuffede og vrede, da Kofi Annan i forrige uge præsentede en rapport om bekæmpelsen af verdens fattigdom sammen med Verdensbanken, Valutafonden og de rige landes økonomiske samarbejdsorganisation OECD. Raiser skrev et åbent brev, hvor han anklagede Kofi Annan for at deltage i en "propagandaøvelse" for disse institutioner.
Ganske vist er FN ikke helt enig med disse institutioner om måden og midlerne, svarer Kofi Annan.
Men det gør ikke noget. For i virkeligheden er det ikke mig, der har sluttet mig til dem, men dem, der har sluttet sig til mig, mener han. Og i øvrigt er sådan en rapport slet ikke politik, men et "kompendium over ønskelige hensigter og mål".

DEN SIDSTE glade nyhed skal handle om vand. Det er som bekendt lidt svært at få fra danske kilder, hvis man vil være sikker på, at der ikke er pesticider i.
Men det gør ikke noget. Jacob Evar, bedre kendt fra Jacob's Pita, Jacobs BarBQ, Jacob's Kalkuner
og Plaza Hotel i Aarhus, har fundet en løsning.
Han vil sælge vand til hele verden fra Grønland.
På flasker.
Greenland Water har allerede fundet en kilde i nærheden af Nuuk, og den er helt, helt ren. Nu mangler der bare en ledning, et tapperi, lidt skibsfart og så selvfølgelig markedsføringen.
Men den er ikke noget problem, siger folkene bag Greenland Water, Jacob Evar, Ove Rosing Olsen og Vagn Andersen. Verdensmarkedet for vand på flasker er i rivende vækst. En liter rent drikkevand koster allerede mere end en liter benzin. Og salget stiger med 10 procent om året.
Amerikanerne drikker 13 milliarder liter mineralvand (med eller uden brus) om året, og syv procent mere hvert år. Italienerne, tyskerne, belgierne, franskmændene, spanierne og grækerne er tilsammen oppe på 26 milliarder. I lande som Brasilien, Indonesien, Taiwan, Sydkorea, Egypten, Argentina, og Vietnam er tallene lidt mindre i dag. Til gengæld er den procentuelle vækst tocifret.
Det er bare os syddanskere, der har den utrendy idé, at drikke vores eget vand fra hanen.
Næst efter Antarktis har Grønland verdens største reserver af rent ferskvand.
Fortsat god sommer.es

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her