God start - hva' nu villy?

Villy Søvndal lovede fornyelse, da han den 28. april tog over som ny SF-formand, efter komfortabelt at have besejret Pia Olsen og Meta Fuglsang ved urafstemning. Men spørgsmålet på Søvndals dag nummer 100 i førersædet for det socialistiske folkeparti er, hvor fornyelsen er henne? Der er ikke sket større rokader internt i partiet, som Søvndal ellers annoncerede som et løfte, da han blev valgt, og interne kilder i partiet såvel som oppositionens øvrige partier og professionelle analytikere har endog meget svært ved at se, at der er andet og mere på hylderne rent politisk end det gammelkendte lidt af hvert. Hvor vil SF hen, og hvordan vil Villy Søvndal bringe fremtidens bud på en rød/grøn politik ud over rampen? SF tog afsked med en træt Holger K. Nielsen, der klart forstod, at han ikke længere havde den nødvendige kampgejst, til at bringe SF videre hverken politisk eller ledelsesmæssigt, og SF var fremdeles et parti, der internt knagede i fugerne. En tilstand, Holger K. Nielsen dygtigt havde manøvreret sig rundt i i årevis, men den blev accentueret af en bet til folketingsvalget, hvor SF's mærkesager aldrig satte en selvstændig dagsorden. De tre fløje i partiet - Søvndals 'traditionalister', Morten Homanns 'børnebande' og 'senmodernisterne' på partiets højrefløj med Pia Olsen og Anne Grete Holmsgaard i spidsen - kæmpede om, hvilken retning partiet skulle gå. Skulle man være EU-kritiske? Skulle man være traditionelt venstreorienterede? Hvilken rolle skulle miljø spille for fremtidens SF, og hvilke alternative løsninger på velfærdsstatens problemer skulle man egentlig arbejde hen imod i den ny globaliserede tidsalder? Dette var den store udfordring, Villy Søvndal ønskede og fik, mens kritikerne betvivlede, at den retorisk begavede, garvede 53-årige parlamentariker egentlig var den rette mand til at skabe fornyelse i partiet. Både i forhold til politikken og i forhold til at bringe yngre, visionære folk frem i hierakiet, så SF som i Nyrup-tiden kunne blive en stærk medspiller i et egentligt alternativ til venstre for midten med en egen, klar identitet. Med positive opinionsmålinger og fremgang hele vejen rundt ser Villy Søvndal i dag ud til at sidde på et stærkt mandat - og det er også vurderingen hos oppositionens fremtrædende skikkelser: "Han er kommet godt fra start," vurderer Mogens Lykketoft, der om nogen kender til spillet om magt, og selv reagerede prompte på baglandets krav om fornyelse efter valgnederlaget. "Det var åbenbart, at Holger K. Nielsen var kørt træt, og Villy Søvndal har taget formandsposten med stor gejst. Han har formuleret en skarp modstand mod regeringens meget USA-dikterede udenrigspolitik, og han er dygtig til med sit ægte engagement at mobilisere indignation i forhold til socialpolitikken og den udhuling af ydelser, som regeringen gennemfører." Også de radikales formand, Marianne Jelved, mener Villy Søvndal har fået en fin åbning: "Han er meget bevidst om, at han er blevet formand, og det betyder også, at han ikke kan udtrykke sig helt så bastant, som han tidligere har haft for vane. Men man må alligevel kvittere for, at Villy Søvndal har været utrolig aktiv, og på mange enkeltsager har markeret en klar og troværdig kritik af regeringen og Dansk Folkepartis politik." Men Marianne Jelved ser også en advarselslampe blinke:
"Der ligger også en fare i den passion, han bringer med, for der er en risiko for, at man brænder ud, hvis man som formand engagerer sig i for meget. Man må vælge sine sager med større omhu, end når man blot er ordfører," siger hun. Det er en opfattelse som Rasmus Jønsson, lektor i kommunikation på Roskilde Universitetscenter er helt enig i. Han evaluerede på et møde med Villy Søvndal og partiets topfolk SF's strategi under valgkampen, der fra alle sider blev vurderet at være slået fejl. En konklusion, Villy Søvndal delte. Han mente, SF's problem var, at politikken skulle formuleres skarpere, men at politikken som sådan var, som den skulle være. "Jeg tog afsæt i spørgsmålet, er der overhovedet tale om et kommunikationsproblem, eller handler det om, at man helt mangler at få defineret sit politiske projekt og en strategi for at nå de mål, man ønsker. Og konklusionen var, at det haltede slemt med begge dele," siger Rasmus Jønsson.
"Et eksempel er SF's slogan: 'Vi er stadig røde - men også grønne'. Hvad i alverden betyder det? Hvis det er et ideologisk nøglebudskab i forhold til, hvad partiet står for, så burde det stå helt klart ud fra deres dagligdags politik i forvejen, og samtidig tror jeg, der er rigtig mange mennesker, der i dag ville føle et behov for at få forklaret, hvad det lige præcist er at være 'rød' i dag, før de abonnerer på sloganet. Det var simpelthen for tåget," mener Rasmus Jønsson. Og tågen er ikke lettet, trods Villy Søvndals gode evner som kommunikator:
"Man må sige, at han er retorisk stærk og bryder godt igennem; han har den energi, som man måske ellers har manglet lidt fra oppositionen, og det virker som om, han faktisk mener og tror på det, han siger. Men samtidig har Villy Søvndal budt ind på tonsvis af problemstillinger, og også, hvis jeg skal sige det, på mange dagligdags fnidder fnadder-områder, der ikke er en formand værdigt. Det hænger sammen med en i SF's tilfælde næsten kronisk mangel på strategisk kommunikationsplanlægning," siger Rasmus Jønsson. Også Lotte Hansen, ekspert i politisk kommunikation og tidligere medierådgiver for tre ministre, mener det står grelt til med SF's kommunikation. Både før valget og med Søvndal ved roret: "Der hvor SF har et fundamentalt medieproblem er, at de svages forhold ikke er godt stof, fordi der er for få af dem. Men det gør det blot endnu mere nødvendigt, at SF selv kommer med 'de gode sager'. Spørgsmålet om boligpriser f.eks, hvor skellet mellem ejer og lejer vokser, der kunne SF jo sagtens have foranstaltet nogle af de undersøgelser, der viser, hvad der kan ske, hvis renten stiger to procent. Det ville være en oplagt vinder for SF, for Socialdemokratiet tør ikke gå hårdt ind i den debat." "Men her slipper fantasien op hos SF. Det at planlægge et kommunikationsforløb, at få lavet undersøgelser, der underbygger ens argument, så det fremtræder med størst mulig vægt, og er lige til at gå til for medierne - det ser man ikke. Og det er på godt og ondt det, moderne politik går ud på," siger Lotte Hansen. Da Helle Thorning Schmidt som ny formand for Socialdemokratiet valgte at definere Socialdemokratiets nye linje som aktivt kompromissøgende oppositionspolitik, åbnede det ifølge eksperter en ny flanke for SF og venstrefløjen. Nu var der en mulighed for at fremstå som et klart alternativ frem for at være fanget i mediemalstrømmen inde på midten. Men Enhedslistens gruppeformand Line Barfod mener, det er så som så med opbygningen af en ny, klar identitet: "Vi er enige med SF om mangt og meget på det sociale område; det har vi jo altid været, og det fortsætter helt sikkert med Villy Søvndal, som er meget engageret. Men han og SF godtog forfatningstraktaten for EU, og derigennem godtager man også de liberalistiske, markedsdikterede præmisser for, hvordan man kan opstille sammenhængende politiske visioner for fremtiden. Det er et stort problem, hvis Villy vil formulere venstrefløjspolitik, men det er jo desværre ikke nogen ændring i forhold til Holger K. Nielsen," siger Line Barfod. En dominerende politisk filosofisk diskussion i Europa er i dag, hvordan venstrefløjspartierne i det hele taget kan forny sig. Hvordan kan man skabe alternativer, hvis man ikke ønsker at abonnere på markedspræmissen, på samme måde som Tony Blair på trendskabende vis har gjort det med sit New Labour i England, og Poul Nyrup Rasmussen gjorde det i Danmark. Spørgsmålet er her, om det overhovedet er muligt at vinde vælgernes gunst, hvis man opponerer mod en samfundsmodel, der for de flestes vedkommende tages for givet, og kan f.eks. SF navigere på ren kritik af det bestående uden at komme med løsningspakker, der umiddelbart kan optages i medierne som levedygtige alternativer. Marianne Jelved mener ikke, man med rimelighed kan forvente, at Villy Søvndal endnu, efter kun 100 dage, skulle kunne formulere en offensiv, samlet plan, men medgiver, at det ikke er muligt at se reel politisk forandring endnu. Mogens Lykketoft husker på, at SF's rolle som oppositionsparti sætter andre rammer for, hvad man kan forvente af dem, end i forhold til regeringspartierne: "Villy Søvndal har selvfølgelig det problem, at han traditionelt er blevet set som en mand, der ikke har de store offensive løsninger på, hvordan man udvikler velfærdssamfundet i fremtiden, og når han har været i offensiven med større fremtidsplaner, så har de oftest været meget dyre. Men man skal heller ikke glemme, at realpolitik spiller en stor rolle. I dag er SF's rolle at være opposition, og derfor er det klart, at kritik af eksisterende politik også er helt legitimt og nødvendigt," siger Mogens Lykketoft. Lotte Hansens bud på, hvordan SF kan positionere sig stærkere, er klart: "SF er og har været en kommaklub. De vil det hele, og de skal lære, at man i dag er nødt til at profilere sig klart på nogle udvalgte kerneområder. Det, de siger, er alt for ofte blot til sig selv, for vi andre ved jo ikke, hvad de vil. Jeg mener SF med fordel kunne fokusere på at genvinde positionen som miljøførende, og skele til f.eks. De Grønne i Tyskland. Ligeledes kunne man vinde meget ved at redefinere sin EU-politik. Hvis SF vil spille en større rolle, så er klare fokuspunkter helt afgørende." De første 100 dage antyder, at partiet stadig står stille ideologisk, og Villy Søvndals fornyelsesprojekt er indtil nu projektet, der blev væk. Men der er stadig tid til Villys forvandling. Spørgsmålet er, om han kan nøjes med opgradering af kommunikationsindsatsen.