Læsetid: 6 min.

En god virus til en dårlig tid

Enhver humanist vil mærke en både urovækkende og vellysten rørelse, når de fordyber sig i Nine Inch Nails' nye konceptalbum og serie af websites om USA som en Orwell'sk dystopi. Og få vil forlade en koncert med Nine Inch Nails uberørt af den sexede apokalypse
14. april 2007

Trent Reznor er ikke ligefrem subtiliteternes hersker. Han går ikke morgentur over nuancernes fælled, hvor han plukker holdninger for og imod og samler dem i fine komplekse buketter. Og man finder ham heller ikke hængende ud på et hjørne i en gråzone. Der er stadig sort i Reznors verden, dén han har skabt under navnet Nine Inch Nails (NIN).

Et eksempel: Omslaget til det nye og strålende Nine Inch Nails-album Year Zero: Et gråt malerisk landskab delt i to af en mur. På den ene side et villakvarter med Stars and Stripes og en kirke på en bakketop. På den anden side en ramponeret bliklandsby med osende skorstene i stedet for kirketårne.

Et andet eksempel: NIN's koncert i Store Vega for otte dage siden var et frydefuldt skærebrændende sæt med elguitarerne hjulet i front på bekostning af de elektroniske finprogrammeringer. Og dermed et sæt der skyllede over os, publikum, i nådesløse brådsøer af begsort hedonisme. Aggression og paranoia og frafalden tro som højeste kunstneriske udtryk.

"I am trying to believe" står der på en T-shirt, man har kunnet købe under denne nyligt overståede Europa-turné. Hvis man googler dén sætning, så ender man på et uhyggeligt site, der rummer information om stoffet Parepin, som regeringen putter i vandet angiveligt for at beskytte mod bioterrorisme. Men ifølge sitet, så er Parepin snarere selv institutionaliseret bioterrorisme, som doper det amerikanske folk og afholder dem fra at opleve frygt, glæde, orgasmer og interesse i Super Bowl. Og siden kan man også udvikle skizofren adfærd og måske begynde at se noget, som er blevet kaldt The Presence. Noget, der ligner en stor hånd fra himlen. Vi befinder os ude i fremtiden i 2022, hvor sites åbenbart scrambles, så nogle sider er ulæselige og andre kun modvilligt giver information fra sig.

Ihærdige NIN's-fans har været dygtige til at finde disse snedigt sammenhængende sites (f.eks. redhorsevector.net, onecountryatatime.net, ww.opensourceresistance.net, anotherversionofthetruth. com eller bethehammer.org), der via nyhedsgrupper, avisudklip, videoer, fotografier, tegninger, efterretningsrapporter udbygger billedet af USA som et Orwell'sk overvågningssamfund, et krigerisk, kristent-fundamentalistisk panoptikon med mottoet "Zero Tolerance, Zero Fear" - der får Bushs Patriot Act eller Fogh-regeringens antiterrorlov til at ligne våde drømme i Amnesty Internationals pakkekalender.

Tidskapsler i fremtiden

"Watch what you think/They can read your mind", lyder det på Year Zeros første nummer, og dermed bindes de skrækindjagende glimt af fremtiden ude på de mange websites sammen ved indgangen til og gennem hele NINs' nye album, der altså er et konceptalbum. Med inspirationer fra H.G.Wells, 1984, Fahrenheit 451, Philip K. Dick.

Markedsføringen af Year Zero har været viral marketing i højeste gear. Men det vil være en automat-reaktion at kalde de stort orkestrerede guerillaangreb og nu albummets frontalinvasion af mainstream for ren pr. Dels fungerer de mange lag af information og misinformation alt for godt som tankevækkere, dels kædes det komplekse webunivers fornemt sammen med albummets tekster: "I was standing right there/When it came down from the sky/The way it spoke to us () 'You've become a virus/Killing off his host () We have come to intervene'".

Hele albummet og universet omkring det er selvfølgelig en nem (omend bekostelig) måde at generere omtale (her er den) og formidle en fornemmelse af kunstnerisk tyngde på. Helt klart. Enhver politisk aktivist, borgerrettighedselsker, miljøforkæmper, science fiction-læser og almindelig gennemsnitlig humanist vil mærke en både urovækkende og vellysten rørelse i kroppen, når de fordyber sig i disse stærkt gennemarbejdede tidskapsler fra en mulig fremtid. Men menageriet er også stærkt stimulerende, fordi det er fremragende sammensat og præsenteret. Og koblet med musikken på Year Zero er det en nærmest ekstatisk dystopi. Og online-dystopien lyser tilbage på musikken hvis stærkt forvredne og støjende elektronik og guitarer synes at fortælle om en fremtid, hvor teknologien bryder sammen under menneskets vanvid. Som sagt ikke subtilt i sin grundvision, men sofistikeret i sin udførelse. Et detaljeret udtryk bygget på simple angstimpulser.

Musikalsk markerer Year Zero i mine ører Trent Reznor tilbage i form efter det matte With Teeth-album fra 2005. Manden der cirka 1988 skabte Nine Inch Nails og om nogen åbnede genren industrial for masserne. Med inspirationer fra bl.a. Throbbing Gristle, Skinny Puppy og Ministry formåede NIN at skabe en original hyperdynamisk, rytmisk opfindsom og emotionelt forbrændt industrial-mutation. Rå elektronik og barberbladsrock i en højere aggressions tjeneste. Og den videremuterer på Year Zero.

Personligt nyder jeg at høre Reznor i fuld vigør i studiet igen, hvor han har indspillet hele molevitten egenhændigt. I færd med at starte krydsild mellem elguitarer og breakbeats, sende betændelse gennem printbanerne for at få ny støj og forkrøblede klange ud i den anden ende, skabe sin egen version af senet industrial med svære rustskader, lægge house-grooves på hjul og stejle, oplade en gospel for frafaldne sjæle med Autechre-inspireret mikroprogrammering.

Gennem Year Zero trækker sig en snu og smertende action-blues, som Reznor med fornyet programmatisk ildhu sprænger i stykker med perspektivskift, støj, glitches og andre elektroniske masseødelæggelsesvåben.

Kunstnerisk bedrift

En ny energi hvisler gennem hans godt prøvede strategier, der får Year Zero til at glimte med hans gammelkendte sorte energi. Det er ikke NIN's bedste album, men det er stadig relevant og anfægtende at følge primus motors tekniske og kunstneriske udvikling.

Og Reznor er selvfølgelig igen i færd med at grave i mørket, denne gang ikke så meget i sig selv - eller måske netop i gang med at udforske endnu mørkere dyb i sig selv: hans eget/vore alles potentiale for at blive bedøvede borgere og fascistiske medløbere.

I Store Vega for lidt over en uge siden var der afdansningsbal for NINs' egne disciple. Som havde smidt eller tabt håret, men fundet maven. Ikke længere videre gotiske, men stadig gode for sing-a-long allerede nogle numre inde i koncerten.

"Hurtigere! Højere! Mere!," skrålede en gruppe herrer ved siden af mig. Men det kunne næsten ikke blive højere, uden at nyrerne blev rystet løs under Reznor og hans apokalyptiske medsurferes rettergang, domfældelse og afstrafning af menneskeheden.

Diamantskarp gruppe

Sjældent har skærsilden været så sexet. Og varieret. For Reznor er jo også en industrial-reformator takket være sin formidable rytmiske variation: Umulige taktarter, frække synkoperinger, glam-march og disco-grooves, James Brown-funk og sågar prototyper på den unge dubstep. Alt sammen selvfølgelig viklet ind i napalm. Så midt i en gospel af gru opdager man, at man danser. Ja, måske endda ret så velsmurt, fordi Reznor også formår at forlene sin vokal med sort tradition, soul, blues.

Year Zero er underrepræsenteret under koncerten, lige som elektronikken også er det. Men til gengæld fylder sangene fra hovedværket The Downward Spiral (1994) godt, og da vi får ro til 'balladen' "Hurt", som Johnny Cash har fortolket så gribende, ja, så føles det som syndsforladelse.

Når Reznor og industrial generelt er kedsommelig, så kan man reducere den til udråbstegn efter udråbstegn. Nihilisme med rundhyl.

Men i Vega (og Year Zero) går det aldrig så galt. I stedet får vi en selvrevsende hedonisme, en tvivlers aggression, som blokker salen, vore skrøbelige hylstre og labile følelsesregistre ud med lyd og lyst. Og da Reznor og hans diamantskarpe band efter lidt under 90 minutter forlader os uden at vende tilbage, er det fint. For modgiften har efterladt os eksalterede og drænede på samme tid - en modgift til de slør og den dope og de konspirationer, der forgifter os.

Som også Year Zero er en modgift. En straf der gør godt. Tung retorik, jovist, men med stort kreativt overskud. Et imponerende bud på hvor dybt og omfattende et konceptalbum kan udbygges på nettet. En god virus til en dårlig tid. Fra en mand, der taler til vores frygt, men også taler med frygt i stemmen. Anfægtende og anfægtet. Ellers havde han jo bare været en uudholdelig demagog.

"May God have mercy on our dirty little hearts".

- Nine Inch Nails: Year Zero (Interscope/Universal). Udkommer mandag.

- Nine Inch Nails, Store Vega, Kbh., fredag den 6. april.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu