Læsetid: 3 min.

Gode bud på afbud

6. august 1998

"Kontrasten mellem det pompøse, lidt selvhøjtidelige parlament og så den reelt manglende indflydelse. Nej, jeg har definitivt konkluderet, at det ikke er noget for mig."

Den konservative Hans Engell til Ekstra Bladet om EU-Parlamentet

DET SKORTER IKKE på danske afbud. Hans
Engell vil ikke; Uffe Ellemann vil slet ikke; Poul Schlüter vil ikke mere; blandt sin top kunne socialdemokraterne kun formå Torben Lund til at ville.
Argumenterne er mange og gode: Det er et rakkerliv at være Europa-parlamentariker, altid på vej til og fra, Danmark, Strasbourg, Luxembourg, Bruxelles. Respekten er ikke stor. Er Parlamentet andet end forpampret naragtighed? Mistænkeliggjort bliver man i hjemlandet - hvis man da ikke bare bliver glemt.
Derfor har den danske tendens været klar, siden direkte valg til EU-Parlamentet indførtes i 1979: De politikere, der mener at have en hjemlig karriere foran sig, holder sig for gode, og de, der har en bag sig, orker det ikke.
At Poul Schlüter og Lone Dybkjær i dag er danske
repræsentanter i Parlamentet, er undtagelser, der har konkrete forklaringer: Han skulle pletrenses i valg-
urnerne, og hun skulle finde et andet sted at være
politiker.

BAG LORENHEDEN hos de egnede kandidater ligger en selvmodsigelse, som Danmark har fælles med Storbritannien i EU-forholdet.
På den ene side opfattes EU som suspekt på grund af 'det demokratiske underskud'. På den anden side modsætter begge lande sig ihærdigt, at EU-Parlamentet får beføjelser som en ægte folkevalgt forsamling. Det vil nemlig styrke det overnationale samarbejde ved at give det en demokratisk legitimering. Her er både pust og mel i munden.
Ængstelsen ved et styrket EU-Parlament går navnlig på, at det vil svække de nationale parlamenter.
Men det er en misforståelse, skriver Hans-Peter Martin og Harald Schumann i bogen Globaliserings-fælden: Der er tale om magt, som de enkelte landes parlamenter allerede har mistet. Enten går den nu til EU-parlamentet, eller også beholder de transnationale selskaber den.
De to forfattere ser EU's Ministerråd som den forsamling, der savner den demokratiske legitimitet. Følgeligt vil de have et ægte parlament som parlamentarisk grundlag for EU-Kommissionen.
Fremtidige modeller kan man tænke sig mange af. En eller anden form for føderalisme indgår i de fleste af dem.
Også på dette punkt fornægter de fleste danske politikere de langsigtede perspektiver i EU-samarbejdet. Men nødvendigheden har sin egen lov. EU-parlamentet er blevet befæstet ved hver af de traktatændringer, der har fundet sted, siden Danmark tilsluttede sig fællesskabet i 1972.
Danmark og Storbritannien vil næppe have kraft til at modsætte sig, at Parlamentet også går styrket ud af den omfattende ændring af EU's institutioner, der - om ikke andet, så af rent praktiske årsager - skal gennemføres, inden første hold af ansøgerlande kan lukkes ind til fuldt medlemsskab.
I den diskussion isolerer det Danmark på forhånd at tegne en streg i sandet ved "yderligere afgivelse af suverænitet" - sådan som Socialdemokratiets politiske ordfører Jacob Buksti gjorde det forleden i dette blad. Ved at fokusere på en "national suverænitet," der i mange sammenhænge er mere formel end reel, afskærer vi os fra en debat om, hvad der med fordel kan varetages af hvem.

DISSE PÅTRÆNGENDE emner er valgkampen til EU-Parlamentet en kærkommen anledning til at diskutere - netop fordi den ikke er bundet til en konkret traktattekst med dertil hørende ordkløverier og juristerier. Danmark kan tale ægte politik: Hvad vil
vi med Europa?
Men det forudsætter, at partierne stiller nogle kandidater med styrke til at formulere temaerne, tiltræk-ning til at fange vælgerne og kraft til at bringe de
danske synspunkter videre i den europæiske debat.
Og da er det, vi med angst og bæven kigger os rundt
i kandidatskaren, som den tegner sig. Jovist, det er sympatisk, at CD stiller med sin karismatiske leder Mimi Jakobsen.
Det er derimod ikke sympatisk, at hun dermed søger et dobbeltmandat, der vil gøre hende lige ineffektiv i Folketinget og EU-parlamentet.
Tilsvarende kan siges om andre kandidater med dobbeltmandat-ambitioner: De forklejner EU-valget til en hjemlig popularitetsmåling.
Og det er endnu en slags dansk afbud til Europa.
dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her