Læsetid: 3 min.

Gode gamle dage

3. juni 2002

FOR NOGLE ÅR siden skulle en daværende københavnsk bydel spare på de sociale budgetter. Der blev derfor varslet nedskæringer på nogle procent på daginstitutionsområdet – der ville ryger nogle ekstra lukkedage ind i kalenderen, madkontoen ville nærmest gå i nul og kolonituren var truet, hvis nedskæringerne blev vedtaget. Så gik forældrene på barrikaderne: Blokerede børnehaver og vuggestuer, standsede trafikken på Lyngbyvejen og mødte talstærkt op ved bydelsrådhuset og på bydelsrådets møder med balloner, børn og buhråb. Og miraklet skete: Besparelserne blev sløjfet, og børnene kunne genoptage legen i ubeskåret omfang.
Men intet er så godt, at det ikke er skidt for nogen, som man siger i politik. Besparelserne blev nemlig gennemført – de gik bare ud over de ældre i stedet. De protesterede ikke, og det gjorde deres børn og børnebørn heller ikke.
Man kan roligt sige, at det ikke er noget enestående eksempel. Og den slags har også navne: Ældrediskrimination, f.eks. Eller aldersracisme. Bid mærke i de ord, for de er overskrifter for en diskussion, der af mange gode grunde kommer til at fylde meget i de kommende år.

FOR FOLK, DER følger området – eller som selv har nået den alder – er det nemlig ikke så overraskende, når en ph.d.-undersøgelse, der omtales i dagens avis, viser, at ældre kræftpatienter langt fra får den behandling, de med rette kunne forvente. Og på samme måde er det ikke usædvanligt, når Ældre Sagen i Jyllands-Posten søndag kunne fortælle, at 70-årige har svært ved at få selv banale banklån til f.eks. at købe et nyt tv, ligesom det er problematisk for ældre at opnå boliglån i kreditinstitutterne.
Dette er blot to af en lang række eksempler på, at ældre borgere bliver skubbet til side af de yngre og mere ressourcestærke. Vi tager lige et beslægtet eksempel:
Bliver man offer for lægesjusk, kan man tilkendes erstatning. Men det er tilsyneladende ikke alle, der er lige meget værd: Fra man fylder 60 år, ryger der fem procent af erstatningsbeløbet pr. år, så når man er blevet 70, får man kun udbetalt 50 procent af erstatningen. Herefter stopper beskæringen dog, men hvad årsagen til den er, det er svært at få øje på. Er det, fordi ældre kroppe er mindre værd? Er det fordi, man vurderer, at de ældre ikke har noget at bruge pengene til eller ikke har tid nok tilbage til at bruge dem? Ubehagelige argumenter, der lugter af, ja, netop diskrimination.

NÅR DISKUSSIONEN kommer til at fylde meget i de kommende år, er det ikke kun fordi en række af disse aldersdiskriminerende forskelle er så åbenlyst urimelige. Den kommer også, fordi ældregruppen i hele Vesteuropa har vokseværk og kommer til at fylde vældig meget i vælgerlandskabet. Og den kommer, fordi det bliver en gruppe meget bevidste og ja, krævende vil nogen sige.
Det er ved at være slut med generationer, der er domineret af de trofaste, ydmyge og autoritetstro ældre, der tager til takke.
Og endelig er diskussionen uundgåelig, fordi diskriminationen af de ældre ofte er resultatet af en prioritering, sådan som det f.eks. er tilfældet på sundhedsområdet. Og her er det, at det bider sig selv i halen: Netop de kommende årtiers stigende udgifter til pensioner kombineret med en mindre arbejdsstyrke – det, som med et lettere diskriminerende udtryk kaldes for ældrebyrden – vil øge behovet for prioriteringer, som så meget vel kan føre til øget aldersdiskrimination. Risikoen er der.

MÅSKE VIL DEN blive elimineret af den magtbevidsthed, der er pløjet ned i de kommende årtiers ældre, men allerede nu er der god grund til at tage fat på problemerne. Der er faktisk ingen vej udenom.
Det kunne starte med helt enkelt at beslutte sig for åbenhed om de prioriteringer, der foretages. Det kan blive til offentlighed om en række ubehagelige sandheder, men foretages prioriteringer, som det ofte er tilfældet nu bag lukkede døre, er de svageste grupper stort set altid de første ofre. Det er først og fremmest på social- og sundhedsområdet, prioriteringerne bliver diskuteret og er synlige, men som nævnt ovenfor, så kunne pengeinstitutter og kreditforeninger måske også godt trænge til en alders-etisk overhaling.
Noget andet, der straks er mere besværligt, er opgøret med trofastheden i forhold til de partier, institutioner og virksomheder, der bevidst eller ubevidst vælger de ældre fra. Her har ældreorganisationerne et stort ansvar for at synliggøre ulighederne og få de ældre og gamle til at droppe passiviteten over for det politiske system og partierne. De er i gang, men der skal tilsyneladende mere blus på. Kun sådan kan de gode gamle dage komme tilbage.

jn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu