Kaster man et blik ned over det omfattende program for tredje ombæring af cph:dox, nu Skandinaviens største festival for dokumentarfilm, bekræftes de foregående års fornemmelse af, at den dokumentariske genre aktuelt udgør et endog meget frugtbart krydsfelt mellem kreativ energi og engagement i virkeligheden. Mangfoldigheden i udtryk og indhold er så stor, at det ikke ville give mening at forsøge at sætte hele molevitten på én formel. Men hvis der er noget, som springer i øjnene, så er det, at genrens formelle rammer virkelig udfordres i disse år, samtidig med at mange instruktører bruger deres metier til at gå i kødet på store såvel som små politiske eller sociale emner og derved skaber reelle alternativer til mediernes stadig mere standardiserede journalistvælde.
Og så kan man oven i købet tilføje, at dokumentarfilm har det fortrin frem for fiktion, at skulle en films kunstneriske niveau ikke være i top, får man som regel 'noget med hjem' alligevel, hvis blot indholdet er interessant.
Et eksempel herpå kunne være den schweiziske instruktør Christian Freis The Giant Buddhas, en undersøgelse af omstændighederne omkring talebanernes destruktion af de enorme Buddha-figurer i Bamiyan-dalen i 2001. Filmholdets rejse rundt til diverse spektakulære locations, især i Asien, har resulteret i en særdeles flot film, men også en film præget af uklarheder og løse ender. Havde der været tale om fiktion, var manuskriptforfatteren formodentlig blevet sendt tilbage til skrivebordet, men fordi indholdet i passager er så interessant, er filmen et berigende bekendtskab.
Odessa-diaspora
Skulle man derefter fremhæve en film, der kunstnerisk set er gennemført til perfektion, og som virkelig udfordrer en journalistisk diskurs, kunne det være østrigske Michael Glawoggers Workingman's Death, et to timer langt æstetisk joyride om det fysiske arbejdes historie og globaliseringens konsekvenser. Glawogger, der er mest kendt for Megacities (1998), viser sine personer og situationer frem i ukommenterede tableauer og lader det være op til publikum at analysere og konkludere. Hans varemærke er visuelt betagende optagelser, der synes at aftvinge en ellers gennemfotograferet verden hidtil usete motiver.
I den nye film vendes optikken mod mennesker, der arbejder under ekstreme forhold fem forskellige steder i verden: Ukraine, Indonesien, Nigeria, Pakistan og Kina. Plus en epilog fra et tidligere stålværksdistrikt i Tyskland, der nu er omdannet til forlystelsespark - som en accentuering af filmens pointe om, at mens vi i Vesten taler om, at arbejderklassen ikke længere findes, arbejder mennesker andre steder i verden under opslidende, usunde og livstruende forhold.
Lige så betagende, om end mindre bombastisk og mere poetisk er Michale Boganims suggestive og seværdige debut, Odessa Odessa. Filmen falder i tre dele, der hver især knytter sig til en location: Odessa, 'Little Odessa' ved Coney Island uden for New York og den russiske enklave i byen Ashdod i Israel. Alle tre steder findes mennesker, der kan siges at tilhøre en særlig Odessa-jødisk diaspora. Mennesker, der lever i en længselsfuld drøm om en svunden tid, et mentalt Odessa. Og med sine glidende kamerabevægelser etablerer filmen et drømmeagtigt rum omkring sine mere eller mindre excentriske personer, et rum, som netop afspejler eksistensen mellem drøm og realitet.
Blandt de mere regelrette dokumentarfilm kan fremhæves Mercedes Moncada Rodríguez' El Inmortal, et usædvanligt sansemyldrende portræt af en nicaraguansk landfamilie, som forsøger at finde nyt fodfæste i tilværelsen efter i 1980'erne at være blevet splittet under borgerkrigen mellem Contraer og Sandinister. Ligesom også Marcos Prados Estamira, et portræt af en psykisk syg kvinde, som i 20 år har levet af at samle skrald på en kæmpemæssig losseplads uden for Rio de Janeiro, giver et unikt indblik i en ellers utilgængelig virkelighed: Hverdagen for en af verdens millioner af udstødte eksistenser.
Herzogs fantastportræt
Endelig skal vi ikke undlade at slå på tromme for Michal Leszczylowskis Rehearsals, en lydhør og loyal dokumentation af det teatereksperiment, som Lars Norén i 1999 gennemførte med tre svenske langtidsfanger. Samt Werner Herzogs The White Diamond, et portræt af den britiske ingeniør Graham Dorrington, en typisk fantast, hvis drømme om at svæve rundt over Guyanas regnskov i et lille selvkonstrueret luftskib sætter både hans og andres liv på spil. I Herzog-sammenhæng en letvægter af en film, men trods alt underholdende.
Foruden de omtalte titler har hele tre danske film fundet vej til hovedprogrammet, hvilket afspejler det bemærkelsesværdigt høje niveau, som i disse år præger dansk dokumentarisme. Det drejer sig om det afrikanske dandyportræt The Swenkas af Jeppe Rønde, den gennemmusikalske motorvejsmeditation Freeway af Jacob Thuesen og det respektindgydende kunstprojekt Smiling in a War Zone af Simone Aaberg Kern og Magnus Bejmar. Dem vender vi tilbage til.
Sædvanen tro har cph:dox også masser af andet at byde på: eksperimenterende dokumentarisme i festivalens andet store konkurrenceprogram, New Vision; politiske film under overskriften "Globalized"; samt en række temaprogrammer om så forskellige emner som den islandske kunst- og musikscene, Kina, ondskab, fædre, portrætfilm, debutfilm, etc. Alt i alt et sandt orgie af Visuel Viagra fra Den Store Virkelighed.
cph:dox, den 4. til 13. november. www.cphdox.dk
20051102-212320-pic-69591174.jpg´The Giant Buddhas´ er en særdeles flot film, omend lidt løs
Foto fra filmen
