Læsetid: 5 min.

Den gode McCarthy

Den hysteriske kommunistjæger havde en navnebror, der var hans fuldkomne modsætning
22. december 2005

Mens George Clooneys kritikerroste film Good Night and Good Luck trækker mange i biografen ved atter at stille skarpt på mccarthyismens dystre tid, fyldes de amerikanske aviser med mindeord for en anden McCarthy, som vi næsten havde glemt.

For der var to. Der var Joseph McCarthy (1908-57), den berygtede 'kommunistjæger' fra Wisconsin, som alle kender, og som Clooneys film omhandler. Men der var også Eugene McCarthy (1916-2005) - en demokratisk senator fra nabostaten Minnesota, der markerede sig som en af de mest veltalende frontfigurer i de sene 1960'eres modstand mod Vietnamkrigen, og hvis succes som kandidat ved primærvalget i New Hampshire blev afgørende for, at præsident Lyndon B. Johnson ikke søgte genvalg i 1968. Begge McCarthy'er fik deres særegne rolle i amerikansk historie - begge med implikationer, der rækker til i dag.

Eugene McCarthy sov ind den 10. december i Washington efter længere tids sygdom, 89 år gammel. Joseph McCarthy døde af alkoholisme og leversvigt mindre end tre år efter, at Senatet havde givet ham et mistillidsvotum for hans ledelse af de kontroversielle afhøringer, Good Night and Good Luck omhandler.

Den yngre McCarthy var blandt de mest liberale medlemmer af Repræsentanternes Hus under den ældre McCarthys storhedstid som paranoisk hetz-leder. Det siger sig selv, at de ikke kunne udstå hinanden.

Men det var først i 1968, at det store flertal af amerikanerne lagde mærke mærke til den senator, de kom til at kende som Clean Gene. Netop året 1968 skulle blive et af de sværeste år i amerikansk demokratis historie. Vietnamkrigen gik elendigt, og præsident Lyndon B. Johnson var stadig mere upopulær på universitetscampusserne. Udsigten til at han skulle opnå genvalg og fire år mere i Det Hvide Hus var omtrent så populær som en popquiz blandt atomfysikere eller en indkaldelsesordre til hæren.

Men så hørte vi, at denne ukendte senator fra Minnesota havde fået hele 42 procent af stemmerne i det demokratiske partis første primærvalg. Johnson fik ganske vist 49 procent og vandt. Men alligevel var han færdig. At en siddende præsident ikke kunne samle en massiv majoritet til sin egen partinominering varslede, at dette valg ville blive anderledes end ventet. Vi var mange, der knapt kunne vente på at afgive vores første stemme.

Så var det, at helvedet brød løs. Johnson trak sig. Robert Kennedy øjnede en mulighed og meldte sig på banen. Martin Luther King blev myrdet. Raceuroligheder udbrød. Så blev Kennedy myrdet. Så kom 'Slaget i Chicago' ved det demokratiske partikonvent, hvor partibosserne endte med at nominere vicepræsident Hubert Humphrey til præsidentkandidat. Han tabte til Richard Nixon, og resten er historie. Som sagt: Det var et rædsomt år.

Mange studerende fra den tid blev stærkt desillusionerede over USA's demokrati. Et kuld af kynikere opstod, nogle til højre, andre til venstre. Endnu i dag fortsætter de med at udkæmpe gamle hårde ideologiske opgør fra den tid.

Sent i livet tænkte McCarthy tilbage på året 1968. Det var hans opfattelse, at Det Demokratiske Parti aldrig forvandt sårene fra partikonventet i Chicago, men uigenkaldeligt havde sat noget af sin integritet over styr. Det samme kan formentlig siges om republikanerne og hele generationen fra dengang.

Anomalien McCarthy

Jeg læste på University of Florida, og husker meget vel den dag, McCarthy kom forbi. Store skarer af antikrigs- og antiantikrigsdemonstranter havde forsamlet sig på campus. Jeg husker, hvordan en eller anden med et båthorn agiterede for, at vi skulle stemme på Clean Gene, fordi han var eneste kandidat med en mastergrad.

Det forekom mig ret spøjst dengang - denne appel til intellektualisme på et universitetscampus. Nøj, en politiker med en akademisk grad. Når alle vidste, at det allersidste, amerikanske politikere ønsker at vigte sig med over for deres vælgere, er akademiske akkreditiver, hvis de da overhovedet har dem.

Da jeg hørte det båthorn, vidste jeg, at McCarthy ikke kunne vinde. Det blev jeg bestyrket i, da jeg hørte, at han ydermere havde været universitetsprofessor og skrevet digte. Og da jeg hørte ham tale. Han lød i den grad som en fyr, der går i tweedjakke med læderlapper på albuen og ryger pibe. Han var chanceløs fra starten. Tilmed havde han også været novice i en benediktinsk munkeorden, før han gik ind i politik. Han aflagde aldrig helt klosterauraen, om end han var mere en Aquinas end en Rasputin.

Ikke desto mindre var han altså i stand til at afspore Johnson genvalg og henlede nationens opmærksomhed på den blindgyde, Vietnamkrigen var endt i. Og i stand til at gøre titusinder af studerende til fredsaktivister, der ikke tøvede med at brænde deres indkaldelsesordrer fra militæret. Fra da af var alt i USA politiseret, alle havde en mening, og alle var vrede.

Måske hjalp han til at fremskynde krigens afslutning. Men efter valget i 1968 røg han igen ud i glemsel. Han genopstillede i 1972, men ingen kunne rigtig tage ham alvorligt. McCarthy var en mand, der gik sine egne veje, og meget langtfra typen på en amerikansk politiker. På mange virkede han indbildsk og så klog, at "han kunne undvære hovedet". Han skrev da også talrige bøger, reciterede poesi og havde nuancerede synspunkter på alle samtidens brændende spørgsmål.

Mange af de nekrologer over den gode McCarthy, jeg har læst, prøver at trække forbindelseslinjer op til Irak-krigen. Hvor er vor tids McCarthy, som kan lyse op og vise os vej ud af det nuværende mørke? Hvis nogen kunne gøre det i dag, måtte det være en republikaner. Derfor var vi også mange, der håbede på, at senator John McCain ville have sået seriøs tvivl om præsident Bushs chancer ved sidste republikanske primærvalg. Det skete som bekendt ikke. Så smukt gentager historien sig aldrig.

Eugene McCarthy var måske den sidste af en art, som der aldrig var mange af. Hans velovervejede, belevne appeller til eftertanke og medmenneskelighed var selve antitesen til alt, Joseph McCarthy stod for. Derfor var han en vidunderlig anomali i USA's politiske liv.

Paul Ashdown er professor i journalistik på University of Tennessee, Knoxville

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu