Læsetid: 6 min.

De gode mod de onde

Anden Verdenskrig var den 'sidste gode krig'. Men en række film i det officielle program på filmfestivalen i Berlin viser, at tingene heller ikke dengang var sort/hvide. Irak-krigen skaber selvransagelse - ikke mindst i den amerikanske filmindustri
17. februar 2007

BERLIN - Det er bemærkelsesværdigt, at så mange film på årets filmfestival i Berlin synes at være lavet i den samme ånd, med den samme refleksive, indimellem vrede tilgang til historiske begivenheder, som derfor kommer til at spejle den virkelighed, de forskellige filmskabere lever i. Interessant er det også, at tre af filmene er amerikanske.

Der er en vilje til at nuancere, kritisere og endda punktere myter og illusioner omkring både Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig, som udspringer af frustration over en nutid, hvor især krigen i Irak og kampen mod terror har frarøvet mange mennesker troen på, at den vestlige verden, USA og dets allierede, stadig har - eller overhovedet har haft - retten på sin side. Anden Verdenskrig er altid blevet betegnet som 'den sidste gode krig', fordi det så at sige var de gode mod de onde. Men selv den krig havde nogle mindre pæne sider, man i dag - i en verden fuld af afmagt, frygt og religiøse, kulturelle, økonomiske og væbnede konflikter - kan løfte sløret for og drage moderne paralleller til.

På fjendens side

Den tid er for længst forbi, hvor det kun var muligt at lave ensidige oprustnings- og propagandafilm om mænd af den rette støbning.

Robert De Niro er i byen med den fascinerende The Good Shepherd, der handler om CIA's grundlæggelse under og lige efter Anden Verdenskrig. Han spiller selv en lille rolle i filmen som CIA-stifteren general Bill Sullivan, der på et tidspunkt siger til hovedpersonen, Edward Wilson (spillet Matt Damon), at den hemmelige efterretningstjeneste skal være USA's hjerte og sjæl. Mange år senere - mod slutningen af filmen - siger en anden betydningsfuld herre til Wilson med stolthed i stemmen, at CIA er blevet USA's øjne og ører. Det er lige efter den katastrofale Svinebugtsaffære, som Wilson var ansvarlig for, og CIA har nu bevæget sig i en helt anden, moralsk mere tvetydig og anløben retning, end den nu afdøde general Sullivan havde håbet på.

Selv om De Niro i interviewes har nægtet at tale politik, er det svært ikke at sammenligne det hemmelighedsfulde CIA, man ser i filmen, med vore dages, amerikanske overvågningssamfund og efterretningstjenesternes øgede magtmidler. De beskidte tricks er utvivlsomt de samme.

Da Clint Eastwood lavede Flags of Our Fathers (2006), der handler om den skamløse propagandamaskine, som amerikanske soldater under Anden Verdenskrig blev kørt igennem med fare for liv og sjæl, blev han interesseret i at se, hvordan fjenden oplevede krigen. Det er resulteret i Letters from Iwo Jima, der ser slaget om den japanske klippeø Iwo Jima i februar 1945 fra japanernes synsvinkel - Flags of Our Fathers ser slaget fra amerikanernes.

Kritisk blik

Letters from Iwo Jima, der vises uden for konkurrence i Berlin, er en usædvanlig film, et respektindgydende projekt, som veteranen Eastwood har kastet sig over. Sammenholdt med hans seneste film, Mystic River (2003) og Million Dollar Baby (2004), understreger det, at han som privatperson og filminstruktør er mere end parat til at kaste et kritisk blik på nogle af de maskuline og patriotiske idealer, han gennem sin karriere som skuespiller har været et udtryk for.

I Letters from Iwo Jima er de unge, japanske soldater skrækslagne, uvillige helte og ligesom deres amerikanske modstandere ofre for omstændigheder, de ikke selv er herre over. Eastwood har taget udgangspunkt i de menige soldaters og øens kommandant, general Kuribayashis, breve (til sin kone og lille søn), og de er fulde af den samme desperation og frygt som de amerikanske soldaters. Der er ondt og godt på begge sider.

Både Flags of Our Fathers og Letters from Iwo Jima rummer tydelige paralleller til Irakkrigen og den amerikanske regerings propagandamaskine, der skamløst stikker blår i øjnene på alverden for at styrke krigsindsatsen.

Steven Soderberghs The Good German er i modsætning til The Good Shepherd og Letters from Iwo Jima ikke nogen god film. Men set gennem de geopolitiske briller er den lige så interessant som De Niro og Eastwoods film - og som dem tager den udgangspunkt i et enkelt menneske, der kommer til at repræsentere en tid og en samfundsorden.

Soderbergh har sat sig for at lave en film i stil med Carol Reeds Den tredje mand, der blev produceret lige efter Anden Verdenskrig og handlede om det moralske og menneskelige tomrum, som Europa befandt sig i på det tidspunkt.

Det er svært at afgøre, hvem den gode tysker er i Soderberghs film, men i centrum står den desillusionerede krigskorrespondent Jake Geismar (George Clooney), som sendes til Berlin for at skrive om de forhandlinger mellem Sovjetunionen og de allierede, der endte med, at Europa blev delt ned gennem midten.

Jake havner midt i et morads af sortbørshandel, jagt på nazister og russernes og amerikanernes forsøg på at sikre sig de bedste tyske videnskabsmænd til den hjemlige våbenproduktion - med alle nødvendige og tænkelige midler. Amerikanerne er f.eks. villige til at lukke øjnene for en raketforskers krigsforbrydelser, hvis bare han indvilger i at arbejde for dem.

The Good German er selvfølgelig en fiktionsfilm, men også et opgør med fortiden og en fordømmelse af de kompromisser, begge sider i en krigssituation - i hvert fald politikere og højt rangerende officerer - synes mere end villige til at indgå, hvis bare det passer ind i deres kram. Ligesom CIA aldrig bliver USA's hjerte og sjæl, snarere det modsatte, må Jake Geismar erkende, at intet er så sort/hvidt, som det på overfladen ser ud til at være. Han har selv meget på samvittigheden, og de mange gråzoner gør det kun sværere for ham at holde fast i resterne af sin menneskelighed.

Pragmatikeren overlever

Der er blevet sagt og gjort mange forfærdelige ting i pragmatikkens navn. Når vi trues på livet, slår vores indbyggede forsvarsmekanismer og overlevelsesinstinkter automatisk til, og vi er villige til selv at gå på kompromis med stort set alt, hvis det kan hjælpe - eller nogle af os er i hvert fald.

Det handler den østrigske instruktør Stefan Ruzowitzkys thrilleragtige Die Fälscher - falskmønterne - om. Filmen følger den russisk-jødiske falskmønter Salomon Sorowitsch (Karl Markovichs), der lever det søde liv i førkrigstidens Tyskland og lige inden Anden Verdenskrig smides i fængsel for sit forsøg på at eftergøre den amerikanske dollarseddel, enhver falskmønters store drøm. Fængsel bliver til koncentrationslejr, og Sorowitsch overlever ved at stille sine kunstneriske færdigheder til rådighed for nazisterne. Men i krigens sidste år, hvor Tyskland er presset næsten helt i bund, bliver han overflyttet til Sachsenhausen, hvor man er i gang med Operation Bernhard, en storstilet plan, der har til formål at oversvømme og ødelægge de britiske og amerikanske økonomier med falske pund- og dollarsedler.

Igen har Sorowitsch mulighed for at redde sit eget - og de øvrige falskmønteres - liv ved at hjælpe den tyske sag. Han indvilger, men udfordres på sin pragmatiske livsindstilling af idealisten Adolf Burger (August Diehl), der mener, at de skal sabotere operationen. Måske mister de livet, men de er med til at stoppe tyskerne og redde tusindvis af andre liv.

Også lejrkommandanten, Herzog (Devid Striesow), er pragmatiker og ligeglad med nazisternes sag. Det var ham, der i sin tid arresterede Sorowitsch, og som falskmønteren er han udelukkende interesseret i overlevelse. Spørgsmålet er, hvornår pragmatikeren mister sin menneskelighed. Det er først, da Sorowitsch får koncentrationslejrens modbydeligheder helt ind på livet, at han vågner op, men da er det måske for sent.

Amerikanerne er i fuld gang med at skabe flere af deres egne, nationale traumer, og krigen i Irak har tydeligvis givet nogle filmskabere så dårlig en smag i munden, at de er nødt til at reagere og lave politisk ladede film som f.eks. Syriana, Good Night and Good Luck og dem, man har kunnet se her i Berlin.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her