Læsetid: 5 min.

Den gode, de onde og de virkelig grusomme

Trods modvind har Helle Thorning-Schmidt på sine første 100 dage som formand forbedret sin chance - ikke forspildt muligheden - for at vinde regeringsmagten
21. juli 2005

A hundred days had made me older.
Since the last time that I saw your pretty face.

Three Doors Down: 'Here without you'

Der var tider, hvor jubelen ingen ende ville tage.

Som da hun i den fugtige varme i Vega, luften tyk af sved, øl og udløste forhåbninger, rejste sig fra stolen ved siden af Mogens Lykketoft for at gå på podiet.

Det var 12. april, hvor Socialdemokraterne valgte Helle Thorning-Schmidt som formand frem for Frank Jensen.

Der var ankomsten til LO's hovedkvarter, hvor bygningsarbejdere på taget af en tilstødende bygning spontant stoppede med dagens dont og klappede af Socialdemokraternes ny formand.

Der var blitzlysene, da tidligere præsident Clinton trykkede hende i hånden og eks-præsidenten pludselig så 10 år yngre ud og fik sit gamle fårede smil tilbage.

Helle Thorning-Schmidts entré var det nærmeste, man politisk kommer på at kunne gå på vandet.

Denne torsdag holder hun så sin arbejdsdag nummer 100 som formand for Socialdemokraterne. Hvedebrødsdagene virker som en fjern fortid og meningsmålingerne er halvdårlige. Men Helle Thorning-Schmidt har langt fra forspildt chancen for at gøre det, hun lovede - nemlig at slå Anders Fogh.

Den Gode

Aftenen på Vega var kulminationen på seks ugers socialdemokratisk valgkamp.

En valgkamp, der udsprang af en anden - den rigtige - valgkamp, hvor Mogens Lykketoft venneløs og stemplet som taber turnerede landet rundt med en socialdemokratisk løsning, som klart - meget klart - blev forkastet af vælgerne.

Valget den 8. februar spiller en central rolle for det efterfølgende forløb. Ikke blot for det faktum, at valget udløste Lykketofts afgang og det efterfølgende taktiske spil om at efterfølge Lykketoft. Men vælgerne forkastede rent faktisk også en politik og nogle værdier hos Socialdemokraterne. De forkastede en udlændingepolitik, der ikke var stram nok. Hvis de ville have haft det modsatte, havde Frank Jensen været formand - ikke Helle.

Vælgerne forkastede Den Store Fortælling, Made in Denmark, hvis de da overhovedet havde fået kendskab til planen. Vælgerne forkastede en usikker skattepolitik og foretrak skattestoppet.

Og de socialdemokratiske medlemmer understregede budskabet fra valget ved siden at foretrække - med en lille margin - Helle Thorning-Schmidt i stedet for Frank Jensen.

Hvorfor nu repetere folketingsvalget?

Jo, fordi det i Helles første 100 dage som formand virker som om, at flere af hendes partifæller allerede har fortrængt læren derfra.

Så når Helle Thorning-Schmidt i stedet for at bekymre sig om kommunalreformen går til koncert med D-A-D i Århus - og i parentes bemærket stjæler overskrift og billede fra regeringen - så begynder succesen hurtigt at plage partifællerne. I hvert fald dem fra det tabende hold.

Så når Thorning-Schmidt knap en måned senere i en meningsmåling i Jyllands-Posten indhenter Fogh, når hun senere på måneden kåres som årets heltinde af netværket Morgendagens Heltinder, så kryber kritikken langsomt frem. De onde, set med Thorning-Schmidts øjne, gør deres entré.

De Onde

Det er ofte svært at sætte tid og sted på, hvornår en nedtur tager sin begyndelse.

Det gælder ikke for Helle Thorning-Schmidts 100-dages regime.

Konkret begynder den, da Helle Thorning-Schmidt beslutter at ansætte Morten Boje Hviid som politisk rådgiver, spindoktor om man vil. Rådgiveren tjente Lykketoft frem til valgkampen. Efterfølgende, i dokumentarfilmen om Lykketoft samt i en bogudgivelse, har rådgiveren fyret en veritabel bredside af ukvemsord af om de interne politiske modstandere.

"En nar", bliver Frank Jensen-støtten Jakob Buksti kaldt. Skatteordføreren Jens-Peter Vernersen får prædikatet "snotdum". Også Svend Auken omtales nedsættende. Mærkeligt nok vælger partifællerne at tage genansættelsen af rådgiveren ilde op. Tidligere er efterlønsordføreren Bjarne Laustsen blevet fyret for åben skærm. Korrekt, men pedantisk, påpegede han, at Helle Thorning-Schmidts forslag om at ændre på efterlønnen ikke var officiel politik.

Tidligere gruppeformand Pia Gjellerup blev tildelt et ydmygende ordførerskab. Samme skæbne overgik Frank Jensen, der tragikomisk blev betroet partiets politik angående Færøerne og Grønland.

Men det er Morten Boje Hviids ansættelse, der åbner for sluserne. Fagforbundet 3F kritiserer Helle Thorning-Schmidt for at højredreje partiet. Og den prominente Frank Jensen-støtte Sandy Brinck vælger efter et offentligt slagsmål med den nye formand at tage sit gode tøj og forlade Folketinget.

"Man skal ikke begræde, at et folketingsmedlem, som farer ud og spytter og sparker til ledelsen, går," konstaterer Herlev-borgmesteren Kjeld Hansen om Brincks afgang. Mens de onde sliber knivene, så venter de grusomme endnu i kulissen.

De Grusomme

Mens den interne ballade tager til, så rykker fjenderne langsomt frem mod Helle Thorning-Schmidt.

Hvordan kan den nye pige i klassen stigmatiseres?

Venstres spindoktorer arbejder på højtryk for at danne det billede af Helle Thorning-Schmidt, der skal sikre, at hun taber næste valg - og næste igen.

Tallene viser, at Venstre og Anders Fogh Rasmussen står med et markant problem:

Ifølge Ugebrevet Mandag Morgen har vælgerne stort set samme tiltro til Thorning-Schmidt og Fogh Rasmussen, når det gælder en troværdig udlændingepolitik.

Og når vælgerne, ifølge en Vilstrup-måling i Politiken, spørges om, hvem der skal være statsminister, så har Anders Fogh Rasmussen kun et lille forspring.

Og går man dybere i tallene, så henter den nye formand sine stemmer fra den borgerlige blok. Ifølge LO-ugebrevet A4 henter Thorning-Schmidt tre Venstre-vælgere for hver S-vælger, der går til Venstre. De vælgere, der forlader Socialdemokraterne, går oftest til venstrefløjspartierne.

Derfor bliver det billede, som Venstre vil male af Thorning-Schmidt, følgende: Hun er en uerfaren lille pige, der hverken har erfaring eller evner til at bestyre noget som helst. Dét, hun siger, bliver alligevel ikke til noget.

Også venstrefløjen lægger sig samtidig fast på, hvordan den nye dronning af Socialdemokraterne skal se ud: Hun er dybest set en halv Anders Fogh med næsten samme usympatiske udlændinge- og skattepolitik. Og hun går forfængeligt op i sit udseende uden at bekymre sig om rigtig politik.

Ingen af de to billeder passer på Helle Thorning-Schmidt. Hun har rykket sit parti i en nærmest utænkelig retning af at reformere velfærdssamfundet. Det gælder efterløn og børnecheck til de rige. Partikongressen til september vil vise, præcis hvor langt partiet bevæger sig. Hun har, ser det ud til, bevæget sig nærmere en minimering af den 15 år gamle fløjkrig fra Nyrup/Auken-tiden. Modstanderne er væk, marginaliseret eller med på holdet.

Hun har bygget bro til et fremtidigt samarbejde med Dansk Folkeparti - det kan man så lide eller lade være, men det åbner for større politisk indflydelse. Og hun har på skatte- og udlændingeområdet bevæget sig hen, hvor midtervælgerne er. Det er den slags danskere, der er flest af. Og som afgør et valg.

100 dage har forandret dansk politik grundlæggende - og sikkert forandret Helle Thorning-Schmidt tilsvarende.

A thousand lights had made me colder.
And I don't think I can look at this the same.

Three Doors Down: 'Here without You'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu