Læsetid: 4 min.

Det gode ord, der blev væk

26. juli 2006

DET SKULLE HAVE HANDLET om udviklingen af verdens fattige lande, når Verdenshandelsorganisationens 149 lande mødtes. I fem år valfartede ministre og embedsfolk til fælles møder over hele verden for at finde enighed i den såkaldte Doha-udviklingsrunde. Mandag brød forhandlingerne sammen. De er nu udsat på ubestemt tid.

Pausen giver anledning til at se på det gode ord - udvikling - for hvor blev indholdet egentlig af?

Grundantagelsen er den, at fattigdom kan bekæmpes på to måder: Man kan producere noget, sælge det og bruge overskuddet til at blive lidt mindre fattig, eller man kan tage imod udviklingsbistand. En storstilet plan om at bekæmpe verdens fattigdom satser på begge dele. Med sammenbruddet mandag er der blevet ringere udsigt til, at de fattige lande kan bruge salg af varer til de rige lande som middel.

Udviklingen forsvandt ikke mandag - det skete meget tidligere, mener flere, der har fulgt forhandlingerne ud fra et udviklingssynspunkt.

Denne WTO-forhandlingsrunde fik sit officielle navn under et WTO-møde i byen Doha i golfstaten Qatar i 2001. Ideen var, at EU og USA skulle give adgang til deres landbrugsmarkeder og sætte deres landbrugsstøtte ned, til gengæld skulle de mindre udviklede og de fattige lande åbne deres markeder for industrivarer og tjenesteydelser.

Forhandlingerne fortsatte men brød sammen i Cancun i Mexico i 2003. De blev senere genoptaget i Hong Kong i Kina i december 2005, hvor nogle resultater blev opnået - og i følge køreplanen skulle et endelig resultat være klart i juli. Køreplanen blev dog ikke overholdt.

DE SIDSTE HÅB for udviklingen i udviklingsrunden forsvandt under Hong Kong-mødet, mener John Nordby fra 92-gruppen, en sammenslutning af 20 foreninger, der arbejder med udvikling og miljø. EU ville ikke give reelle indrømmelser på landbrugsområdet - det vil sige skære i støtten og give de fattige lande lov til at sælge til EU. Og ved et nærmere eftersyn var der heller ikke andet end løfter i den udviklingspakke, der blev vedtaget i december.

Nils Brøgger fra Mellemfolkeligt Samvirke mener, at udviklingen gik tabt allerede i Cancun. "Forslaget fra EU og USA var simpelthen for dårligt," siger han. Planen i Doha havde været fin nok, mener han. Det var lige efter 11. september, og der var stemning for, at udgangspunktet burde være til fordel for udviklingen. Men alle forhandlinger blev ført uden positiv særbehandling for udviklingslandene, fortæller han.

Men måske var udviklingsordet mest af alt et figenblad. Den tidligere EU-parlamentariker for de svenske grønne, Per Gahrton, mener, at der aldrig rigtig var nogen reel udvikling i udviklingsrunden. Allerede i Doha var hovedmålet at få udviklingslandene til at åbne deres markeder for de rige landes industrivarer og tjenesteydelser, mener han. Gahrton, der i dag er formand for den grønne tænketank Cogito i Stockholm, var en af de ganske få EU-parlamentarikere, der var med i Kommissionens delegation til Doha i 2001. Bagefter offentliggjorde han et skarpt indlæg i den britiske erhvervsavis Financial Times. Fra sin indsigt bag kulisserne gav Gahrton en beskrivelse af en sej kamp mellem Nord og Syd, hvor EU kørte enddog meget hårdt på, uden hensyn til smukke ord eller idealer.

"Bare fordi udviklinger er nævnt mere end 70 gange i Doha Erklæringen, kan det ikke alene lave den om til det, der kaldes Doha Udviklingsrunden," sagde den indiske handelsminister, Murasoli Maran, et lille års tid efter forhandlingerne under et foredrag i Oslo i 2002. "I stedet for at genskabe verden efter betingelser, der bliver sat af Nord, er det bedre at skabe en verdensorden på grundlag af social retfærdighed og frivillige standarder, som udvikler sig til nationale og internationale regler," sagde han under foredraget. Kun hvis den globale verdensorden fungerer for både Nord og Syd, kan den komme til at fungere, var hans pointe. At udviklingslandene ikke fik nogen indflydelse på dagsordenen i Doha, kan kun skade WTO som institution, frygtede Maran, der døde i 2003. Ordene kom fra en mand, der blev beskrevet som en af Indiens stærke fortalere for økonomisk liberalisering.

FATTIGDOMSBEKÆMPELSEN skal have to ben at gå på: handel og bistand. Der er derfor ingen grund til at juble over forhandlingernes sammenbrud. Ideelt set burde de gå i gang igen hurtigst muligt og gerne denne gang med respekt og lydhørhed over for udviklingslandene. Reelt er det ikke sandsynligt, at forhandlingerne går i gang, før det franske præsidentvalg er overstået næste forår, franskmændene vil nemlig holde fast i EU's høje landbrugsstøtte, og uden en ændring kan EU's forhandlere ikke få et mandat til WTO-forhandlingerne, der ville gøre det muligt at give flere indrømmelser til udviklingslandene. Der er to håb: Nogle af udviklingslandene vil vokse sig stærkere og dermed stå stærkere i forhandlingerne. Og EU skal se på sin landbrugspolitik i 2008 - ikke-afsluttede WTO-forhandlinger vil øge presset på at gennemføre en egentlig reform. Og indtil da kan der arbejdes på, at ordet udvikling får en reel plads, inden forhandlerne samles igen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her