Læsetid: 4 min.

Det gode selskab

Den radikale politiker Sherin Khankan var hjerteskærende naiv, da han deltog i en protestmarch mod krigen i Libanon med Hizb ut-Tahrir og endte på forsiden af B.T. Men sagen viser også den hykleriske illusion om et fællesskab uden dialog, som i virkeligheden kun tilhører det gode selskab
29. juli 2006

I en tid, hvor der sker så store demografiske ændringer i Danmark, som det er tilfældet i disse år, må vi naturligvis diskutere og reformulere vores nationale fællesskab.

Hensigten må være at skabe kulturel, religiøs og politisk plads til så mange som muligt af de mennesker, der nu engang opholder sig i landet. Vi må ikke risikere, at nogen udstødes eller dæmoniseres, så der opstår parallelsamfund uden reel kontakt til det fællesskab, enhver statsborger formelt set er en del af.

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi skal tolerere en hvilken som helst attitude eller holdning, men intet bør hindre os i at tage dialogen med dem, der vil omkalfatre det sekulariserede demokrati som fællesskabets fundament.

Imidlertid er denne dialog ikke i høj kurs blandt politikere og andre meningsdannere, da medierne prompte associerer dem med de ekstremister, fundamentalister eller antidemokrater, de måtte have mod til at tale med.

Et eklatant eksempel på denne forvrængningsmekanisme gav B.T. i denne uge, da bladet havde sendt en fotograf på gaden for at sikre sig billeder af Hizb ut-Tahrirs demonstration på Rådhuspladsen i København. Blandt deltagerne i demonstrationen mod Israels krigsførelse i Libanon fik fotografen øje på noget så kontroversielt - eller i tabloidpressens terminologi skandaløst - som et muslimsk medlem af Det Radikale Venstre.

Synderen var Sherin Khankan, formand for Forum for Kritiske Muslimer, som med usvigelig sikkerhed endte hendes kontrafej i B.T.'s spalter, hvor hun fik en hård medfart af lederskribenten såvel som den radikale landsformand, henholdsvis Erik Meier Carlsen og Søren Bald.

Fornuftig ekstremist

Lederskribenten er egentlig ganske morsom i sit ukuelige forsøg på at mistænkeliggøre Khankans deltagelse i demonstrationen.

Uden omsvøb kalder han hende ekstremist, men giver hende så forresten ret i det, hun siger om Hizb ut-Tahrir: At bevægelsen trods dens ubehagelige retorik arbejder ikke-voldeligt, og at den bedre kan bekæmpes ved inddragelse i demokratiets funktioner end ved repression. Alligevel er Khankan ekstremist, hvilket dokumenteres af det famøse billede, B.T. bringer som bevis i sagen mod hende.

Nu skal man ikke skue hunden på hårene, men uden tørklæde og med udslået hår skulle man tro, hun var en lige så stor provokation for arrangørerne som for lederskribenten, da Hizb ut-Tahrir ved adskillige møder har vist os, at det ikke er comme il faut, at kvinder viser deres hårpragt offentligt.

Khankans landsformand er omtrent lige så lattervækkende i sin fordømmelse af hende som lederskribenten, når han formaner hende om ikke at færdes blandt Hizb ut-Tahrirs medlemmer på grund af deres reaktionære syn på hendes køn.

Med andre ord vil landsformanden ikke tillade kvinden Khankan at vise sig ved deres demonstration med udslået hår.

Allerhøjest naiv

Hvis landsformanden imidlertid mente noget alvorligt med sin progressive kønspolitik, burde han have lovprist Khankan for at vise medlemmerne af Hizb ut-Tahrir, at man kan være muslimsk kvinde uden at bære tørklæde, ligesom han forresten burde glæde sig over, at hun i årevis har arbejdet for at få kvindelige khatibaer (dem, der leder khutbaen, talen inden fredagsbønnen).

Skal man beskylde Khankan for noget, så er det ikke for at være ekstremist, men for at være hjerteskærende naiv. Når hun går til en demonstration for at vise sin sympati for den libanesiske befolkning, så er budskabet altså ikke uafhængigt af budbringeren. En demonstration er en kollektiv tilkendegivelse af en bestemt holdning, og derfor vil offentligheden ikke umiddelbart kunne skelne særstandpunkter som Khankans fra arrangørernes. Nu har hun minsandten fået lejlighed til at ytre disse i B.T., og så burde sagen have været afsluttet med en dom for naivitet og ikke for ekstremisme.

Det mest deprimerende ved B.T.'s og Det Radikale Venstres eksklusion af Khankan af det gode selskab er ikke så meget deres underlødige argumentation som den uvilje, de viser, til at skabe et fællesskab, hvor man uden at blive mistænkeliggjort kan mødes med andre end sine tros- og meningsfæller. Man taler umådelig meget om den sammenhængskraft, der skal sikre fælleskabet mod at gå op i limningen, men når man skal ængstes for at blive set i samvær med dem, der er dømt ude af det gode selskab, så reduceres fællesskabet netop til - det gode selskab.

Derfor er der trods det politisk uhensigtsmæssige i at deltage i Hizb ut-Tahrirs demonstrationer så meget desto bedre grund til at mødes med deres medlemmer i håbet om at udvikle en gensidig respekt, der kan bane vej for det projekterede fællesskab.

Teoretisk fællesskab

I den sammenhæng må der bestandigt på klassisk vis skelnes mellem det offentlige og det private, sådan at enhver ser det som sin etiske opgave at have den størst mulige diversitet i sin omgangskreds. Ellers forbliver fællesskabet en teoretisk konstruktion, hvor den enkeltes udsyn begrænses af hans eller hendes økonomiske, sociale og kulturelle tilhørsforhold.

Med andre ord kan man nok være skeptisk over for Khankans deltagelse i Hizb-ut-Tahrirs demonstration, men hvis hun i andre sammenhænge opretholder en kontakt til bevægelsens medlemmer, kan man kun prise hende for at tjene fælles-skabets bedste.

Tilsvarende roser jeg mig skamløst af i min egen bekendtskabskreds at tælle jøder, kristne, muslimer og ateister såvel som socialister, danske folkepartisaner og - Gud tak og nåde! - radikale.

Hvis ikke vi kan skabe et fællesskab i mangfoldig-heden, så ender vi med en mangfoldighed af fællesskaber uden indbyrdes kontakt og forståelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu