Læsetid: 4 min.

Den gode skik

21. august 1997

PRESSENÆVNETS beslutning om af egen drift at tage en sag op rejser i den givne anledning det enkle spørgsmål: Hvorfor har nævnet ikke gjort det før? Loven foreskriver, at Pressenævent på egen foranledning kan rejse sager af principiel betydning for opretholdelsen af god presseskik. Nævnet skal altså ikke, men kan. I betragtning af det luftige i begrebet 'god presseskik', var det vel ikke for meget forlangt, om et organ som Pressenævnet - oven i købet med beføjelser til at få sine overvejelser offentliggjort - havde fundet anledning til i ny og næ at oplade røsten, hvor andre tier. Nu kom imidlertid anledningen i skikkelse af kronprins Frederik, hvis krænkede privatliv på flodbredden og under hovedspring fra balkonen i Caix er blevet alment tilgængeligt takket være diverse billedblade, citerende tv-stationer og B.T.
Den principielle fremgangsmåde over for fredskrænkelser, som, uanset hvem de rammer, er noget forbandet svineri, er, at den krænkede selv må gøre indsigelse. Det kan gøres ved domstolene, hvorved krænkeren i givet fald dømmes til at betale erstatning og bøde. Og det kan gøres ved Pressenævnet, som - mindre omkostningsbelastende for krænkeren - pålægger vedkommende at offentliggøre nævnsafgørelsen.
SAGEN ER jo den, at sladderpressen til hver en tid svælger i andre menneskers privatliv. Årligt vises mange billeder, som for en umiddelbar betragtning ligner grove privatlivskrænkelser, men uden at nogen gør vrøvl. Redaktionerne krænker løs og kommer som regel godt fra det, fordi de krænkede enten ikke vil - eller tør - sige fra. Ikke så få - hvor mærkeligt det end lyder - lever på én eller anden måde af deres synlighed, hvilket indebærer, at de med mellemrum - part of business - skal kunne ses og genkendes i ugebladene. Man kan sige, at sladderbladene og deres mere eller mindre accepterende ofre lever i en slags symbiose, suger næring af hinanden og forbruges i processen af et nyfigent publikum. Hos frisøren.
Hvad enten man bryder sig om det eller ej, er dette en del af offentlighedskulturen, som her til lands - parentetisk bemærket - er mildere end i adskillige af de lande, som vi deler union med.
Det hænder så - som antydet - at den parasitiske part i symbiosen stikker snablen lovligt dybt, og at den udsugede ringer til advokaten. Eller Pressenævnet. Ved de her behandlede sager søges den gode presseskik forsvaret ved milde bebrejdelser, hvilket skulle holde blodsugerne i skak. Så nogenlunde da. I de senere år er det dog blevet stadigt klarere, at de kulørte søger nye grænser for omtale af privatliv og i stigende grad overskrider uskrevne - nu også skrevne - regler, med andre ord god skik. Udvalgte politikere - en kategori, der også lever ved synlighed - har prøvet, hvad det vil sige pludselig at skulle færdes i et offentligt rum på vilkår, der minder om den britiske sladderpresses.
KONGEHUSETS medlemmer, der i en væsentlig del af funktionen optræder som levende ikoner i ugebladenes og tabloidpressens kulthuse, har hidtil kunnet fungere i en sfære af næsten kødelig uskyld. Som hovedpersonerne i Andeby. Denne tilstand har en fransk fotograf med telelinse samt visse redaktioner ændret. Kronprinsen med venner og veninde, samt det øvrige Hus i Fredensborg har fået et ny konversationsemne med deres britiske kollegaer. Uskyldstilstandens ophør understreges af Pressenævnets beslutning, som indebærer, at kongehuset blev opfordret til at medvirke i sagen om kronprinsens ufrivillige synlighed. Kronprinsen er jo afskåret fra at gå til domstolene. En skarp pressenævnskendelse vil på baggrund af en erklæring fra hoffet derfor indirekte fastslå en retslignende status for Højheden, der ellers er frit vildt.
Pressenævnet kan kun tage konkret stilling til sagen, hvis kongehuset vil være med. Kongehuset har overraskende meddelt, at det vil man - i den forstand, at hoffet ikke har indvendinger mod, at kronprinsens navn tages forfængeligt. Intet mindre end en nyskabelse fra hoffet, der vidner om krænkelsens oplevede grovhed. Derved kan Pressenævnet gå videre med sagen. Et skrækscenario er nu, at det splittede Pressenævn i nervøsitet for sarte redaktører bliver harmoniserende, hvilket på baggrund af sagens karakter, på samme måde som en opgivelse af sagen, vil blive opfattet som en åben ladeport for krænkelser af kronprinsens - og andres - privatliv. Som en sidekonsekvens af sagen bør journalisternes formand, Lars Poulsen - der åbenbart har læst verbet: kan i pressenævnsloven som: kan ikke - enten overveje at træde ud af nævnet, når det således byder ham imod at skulle handle af egen drift - eller læse loven.
Endelig anbefales det kongehuset at bygge nogle høje læhegn i Cahors og Møgeltønder. Det fremtidige pres fra de kulørte bliver nemlig efter en forhåbentlig hidsig nævnsudtalelse også betragteligt. mtz

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her