Læsetid: 3 min.

Det gode underskud

24. august 2001

»Jeg har altid holdt på, at når problemerne, ændrer sig, så skifter politikerne holdning. Og det ser vi nu, hvor risikoen for en økonomisk stagnation er alvorlig.«
Tidl. nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer i Politiken

Hele EU’s superstrammer løsner nu den politiske livrem. Det er skæbnens ironi, at det af alle EU’s politikere er Tysklands finansminister Hans Eichel, der har åbnet en debat om nytten af de meget firkantede ØMU-krav til størrelsen af et acceptabelt underskud på statsbudgettet.
Det var Tysklands tidligere konservative finansminister Theo Waigel, der i midthalvfemserne førte an i kampen for, at det skulle koste dyrt for de euro-lande, der overskred grænsen på 3 procent underskud af bruttonationalproduktet. Det kostede store politiske sværdslag at få indført den såkaldte stabilitetspagt, der med sine kæmpebøder til budgetsyndere der af en nationalbankdirektør blev kaldt et middelalderligt torturkammer.
Dens simple politisk-økonomiske logik var, at Tysklands vælgere skulle have noget håndfast, tryghedsskabende igen for at ofre den stærke D-mark på det europæiske alter. For ved at smide D-marken i en pulje med mindre stabile europæiske valutaer, gik tyskerne ind på at opgive selve symbolet på det tyske Wirtschaftswunder. Altså bøder. Ikke med gulerod, men med stok, skulle den tyske stabilitetskultur eksporteres til de sydeuropæiske lande, hvis økonomiske sans man ikke stoler blindt på blandt tyske skatteborgere.
Kanslerskiftet førte en kort periode den ’røde’ finansminister Oskar Lafontaine til magten. Men siden han gik af i foråret 1999 i protest mod Schröders erhvervsvenlige linie, er alle tilløb til tysk kritik af Den Europæiske Centralbanks enevælde og dens strenge monetarisme forstummet.

Men i weekenden åbnede Lafontaines efterfølger, Hans Eichel, for posen. Med triste, ny økonomiske prognoser, der peger på, at Tyskland i år kan ende med et budgetunderskud på 2,2 procent i stedet for målet om kun 1,5 procent, stirrer Berlin nu lukt ned i 3 procent-afgrunden. Og Eichel lufter pludselig den tanke, at man skulle se på andet end blot tallet for budgetunderskud. Med stagnerende vækst og en arbejdsløshed, der ikke længere falder, er de tyske skatteindtægter stærkt nedadgående. Indvirkningen på statsbudgettet er forudsigelig. Tyskland mener derfor, at det ville være rimeligt at se på det offentliges udgiftsposter, som udtryk for graden af økonomisk fornuft. Logikken er at de gode elever i ØMU-klassen jo kan styre hvor meget, de bruger, men ikke altid, hvor meget de får ind i statskassen.
Under Eichels lup er der med andre ord to slags budgetunderskud, hvor det ene ikke er helt så slemt som det andet. I Frankrig klappes der, for den socialistiske regering har længe presset på for at, der skal være større rum for politiske hensyn i EU’s samlede økonomisk-
monetære politik. Men det giver også anledning til en vis Schadenfreude i Paris og flere andre steder, at det er tyskeren Eichel, der agerer murbrækker. Eichel blev dog straks kaldt til orden af EU’s spanske ØMU-kommisær Pedro Solbes, der efter en kammeratlig samtale kunne fastslå, at den tyske finansminister skam ikke har intentioner om, at pille ved stabilitetspagten. Eichels finske kollega Matti Vanhala bemærkede , at stabilitetspagten allerede har rum for en vis fleksibilitet, men kun under ekstraordinære forhold, såsom naturkatastrofer og »meget slem recession«. Og at en økonomisk krise på det niveau, slet ikke er i sigte.
Men holdningsskredet er tilsyneladende allerede sket. Det belgiske EU-formandskabs finansminister Didier Reyndiers, siger således, at der allerede på juni-mødet blandt eurogruppens finansministre var enighed om, at uforudsete fald i skatteindtægter gør underskud undskyldelige. Frankrig, der ligesom Tyskland er godt på vej ind i et valgår, har også stigende underskud, og støtter ikke overraskende konceptet om »det gode underskud«. Også Berlusconis Italien styrer mod større underskud end ventet, og oven i det kan komme regeringschefens kostbare valgløfter.

Uafhængige analytikere hvæser, at man kunne have gjort meget mere for at rette op på budgetterne, mens tiderne var gode. 3 procentgrænsen er dog ikke nået endnu, og stabilitetspagten ikke er brudt. Men som Erik Hoffmeyer siger, så peger hele diskussionen på, at stabilitetspagten alligevel ikke er den finanspolitiske spændetrøje, den hidtil er blevet gjort til. For eksempel under den danske debat op til ØMU-folkeafstemningen i fjor.
Udfordringen består nu i at undgå, at den tyske åbning glider over i ren opportunisme, der med sikkerhed vil skade euroen. Den britiske finansminister Gordon Brown har før talt for en anderledes nuanceret tilgang, hvor store offentlige investeringer kan retfærdiggøre et underskud. Det kunne åbne op for også at inddrage ellers bandlyste hensyn til beskæftigelsen. Diskussionen er nødvendig og værd at tage. Den kunne ende med at gøre euroen til et mindre teknokratisk og et mere folkeligt projekt.

cobla

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu