Læsetid: 3 min.

Den gode vilje

27. september 2002

HVIS moral er godt for forretningerne, så må dobbeltmoral være endnu bedre. Den bittersøde tanke kan man få, når man læser tema-artiklerne om ’etisk kapitalisme’ i Informations tillæg, i2, i dag.
Tag nu for eksempel Danisco, der står som nr. to fra oven på Dow Jones’ indeks over bæredygtige virksomheder. Halvdelen af omsætningen i Danisco kommer fra sukkerfabrikkerne. Dem kan man sikkert sige meget godt om: At de drives effektivt, at de overholder loven, at de har styr på forureningen, at de overholder FN’s konventioner om menneskerettigheder og arbejdstageres rettigheder ... Daniscos sukker har ikke bismag af korruption og børnearbejde.
Men at produktionen er bæredygtig, det kan man altså ikke sige. Nede i Swaziland, et af de lande, hvor 14 millioner nu ser sulten i øjnene, er klimaet meget bedre til sukker. Men producenterne af sukker må se sig udkonkurreret af det hvide sukker fra Europa. EU producerer nemlig sukker med støtte. Det sælges over verdensmarkedsprisen på et stabilt marked i Europa og dumpes under verdensmarkedsprisen i resten af verden, når der er overskudsproduktion. Det købedygtige europæiske marked er lukket land. Da EU ville åbne sit indre marked for ’alt undtagen våben’ fra de fattigste lande, gjorde EU’s sukkerindustri en ihærdig indsats for at få undtagelser for sukkeret ...
Hvis verdens marked var åbent og frit og vilkårene var lige for verdens producenter, så blev der ikke
dyrket sukkerroer på Lolland.

DANISCO arbejder faktisk meget seriøst med sit ansvar for kvalitet og miljø, arbejdsforhold, sundhed, sikkerhed og sociale forhold. Men når det kommer til selve grundlaget for halvdelen af forretningerne, lægger koncernen ansvaret fra sig: »Selvfølgelig kunne man sige, at vi i Danmark skulle lave mindre sukker, men det er jo ikke noget, vi bestemmer. Det bestemmer jo EU gennem sukkerkvoterne, så det kan vi hverken som virksomhed eller som land gøre ret meget ved,« siger underdirektør Søren Vogelsang.
Det dilemma har Danisco til fælles med alle andre virksomheder, der stilles over for kravet om at påtage sig et etisk ansvar for miljø og samfund. De kan vælge at afvise det, eller de kan vise deres gode vilje. Men hvis kravene og forventningerne rækker ud over selve grundlaget for forretningerne, må de enten melde fra eller ende som Paulus: Det gode, jeg vil, det gør jeg ikke, det onde, jeg ikke vil, det gør jeg.
BP og Shell har – i modsætning til f. eks. Exxon – valgt at anerkende drivhusproblemet og investere i vedvarende energi. Men de undergraver ikke sig selv ved at opgive efterforskningen efter mere olie eller forrentningen af deres store investeringer i petrokemiske anlæg. Novo Nordisk er en foregangsvirksomhed på området, men fundamentalt kan den ikke give sin viden om lægemidler gratis fra sig uden at dreje
nøglen om.

DER ER ikke to slags kapitalisme, en moralsk og en amoralsk. Fidusen med penge er, at de måler værdierne uden at spørge, hvad de skal gøre godt for.
Det nye er pengemagtens omfang. På globaliseringens vilkår har virksomhederne fået en større og større og mere og mere grænseløs indflydelse, mens de nationale regeringer og lokale myndigheder svækkes. Virksomhederne og deres varer eksponeres mere direkte og tydeligt i (verdens)medierne, konsekvenserne af deres handlinger træder tydeligt frem. Derfor har de klogeste ledere forlængst indset, at virksomhedens anseelse og troværdighed er en afgørende forudsætning for, om der i det hele taget er en forretning at drive i morgen og på længere sigt.
Høj forretningsmodel kræver god indtjening, men indtjeningen afhænger selv af, om virksomheden opfører sig ordentligt. Kunderne er troløse og let påvirkelige; afsætningen kan svigte med kort varsel. Det samme gælder for investorernes tillid og kursværdien på børserne, hvor publikum igennem medierne er sig bevidst, at selv de største pengetankes indhold består af andre folks penge. De fleste ansatte vil også helst arbejde i en virksomhed, de kan være bekendt.
På de vilkår kan det betale sig for langt de fleste veldrevne store virksomheder at tage ansvaret for en mere bæredygtig udvikling på sig og finde veje til at gøre deres kunder og investorer trygge, skåne miljøet, bruge færre ressourcer og bidrage til bedre forhold i det samfund, de er afhængige af. Man skal bare ikke tro, de allesammen gør det, hvis det bedst kan betale sig at lade være.

es

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu