Læsetid: 3 min.

Det godes tragiske dimension

Replik til Lars Quortrup: Man kunne gøre gældende, at Israel som den overlegne part må lære at løse sine mange nabokonflikter på en moderne måde
23. august 2006

Professor Lars Qvortrup undrer sig over (Inf. 17.08.06), at nogen kan finde på at diskutere Israel, som om staten Israel ikke er udtryk for et godt projekt; ja ikke bare et godt projekt, men godhedens projekt. Han undrer sig dernæst over, at resultatet (den frisatte godhed?) udebliver, og spørger, om det ikke er som om, at det gode, vi gør, skaber lidelse, og at denne lidelse på sigt ødelægger os selv? Ja er det ikke selve tragediens formel, og må vi ikke, da vi deler den israelske tragedie, kalde denne erfaring for vores israelske tragedie?

For "Selvfølgelig må Israel bekæmpe Hizbollah - som også har taget Libanon som gidsel", fortsætter professoren. Han mener dermed, at selvfølgelig er Hizbollah ond, og selvfølgelig handler Israel i det godes tjeneste med sin retfærdige krigsførelse ind i Libanon. Problemet opstår i kølvandet på dette gode felttog. Thi de, og det erkender professoren, "uacceptable" civile tab vil hjemsøge israelerne og på sigt true med at drive dem fra hus og hjem!

Vestens godhed

Danskerne er delagtige i jødernes lidelser. De var nødt til "historisk og moralsk" at anerkende jødernes stat. ("Det var historisk og moralsk nødvendigt at jødene fikk sitt eget hjem", hedder det sjovt nok hos Torstein Gaarder). Det lyder i Qvortrups reference som en højtidelig kristen bodsøvelse og bestod jo også i, at det kristne og chauvinistiske vesten forærede jøderne en stat i det palæstinensiske område under engelsk mandat uden at spørge palæstinenserne!

Det er mit indtryk, at mange af verdens folkeslag vil nikke genkendende til en sådan godhedens handling som værende typisk for det kristne Vesten. Jeg tror også, at mange af befolkningerne i Vestens tidligere kolonier, vil nikke genkendende til professor Qvortrups udlægning af miseren mellem Israel og Libanon som udtryk for en tragisk dimension ved godheden. Måske vil de også bemærke, at professoren ikke kun forbeholder Israel sin ret til retfærdig krigsførelse, men at han også forbeholder Israel og sig selv som vesterlænding retten til at have del i den israelske tragedie - vores israelske tragedie - som herefter er betegnelse for en ontologisk egenskab ved godheden! Tragedien angår ikke libaneserne, og miseren får naturligvis heller ikke rod i et misrøgtet naboforhold, men i en ontologisk egenskab ved godheden.

Vores Bush

Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at jeg lugter kristent blod, når professor Qvortrup taler om godhedens tragiske dimension, ligesom det samtidigt bliver klart, at hans argumentation bygges op omkring Bush's politiske korstog.

Det er tydeligt for en fløj i debatten, at den ønsker at isolere det aktuelle konfliktudbrud til alene at omhandle Israel og Libanon med en linie til Hizbollah over Syrien til Iran. Det er vigtigt for denne fløj at pointere, at Israel fører en forsvarskrig mod ondskabens akse, og at denne forsvarskrig dermed indgår i vestens 'De villiges koalition'. Underforstået betyder det, at Hizbollah er en terrorristrede i Libanon, som det (ligesom Hamas) er legitimt at myrde - jvf. at Israels ret til at bekæmpe Hizbollah, har at gøre med, at Hizbollah har taget "Libanon som gidsel". Qvortrup tilhører denne akse og argumenterer for dens ideologi om global terrorbekæmpelse med en omgang gudhengivent bragesnak.

Blinde pletter

Danmark er selv ude i det godes ærinde med sin tilstedeværelse i Irak, hedder det videre. "Vi vil det gode i og for Irak. Men resultatet er lidelse". Professoren ser smerteligt sin formel - det godes tragiske formel / vores israelske tragedie - bekræftet. Danmark må nemlig på grund af de civile tab i Irak leve i frygt for at blive hjemsøgt. Danmark har således et vedvarende skæbnefællesskab med Israel, og professoren mener, at danskerne skal holde fast i det og ikke spille smart ligesom Jostein Gaarder (Aftenposten 05.08.06) og André Glucksmann (Inf. 10.08.06) og Slavoj Zizek (Inf. 11.08.06), som ifølge professorens stiller sig udenfor!

Resultatet af professorens forlangende er, at miseren bliver fastholdt som et skæbnefællesskab mellemVestens gode magter over for ondskabens akse og ikke placeret som en nabokonflikt mellem to stater, hvor man kunne gøre gældende, at Israel som den overlegne part må lære at løse sine mange nabokonflikter på en moderne måde.

Johan Galtung har påpeget et ægte skæbnefællesskab mellem USA og Israel; fordi USA besatte indianernes land, og Israel palæstinensernes, blev de fælles om samme blinde plet, og derfor kan USA ikke kritisere Israel! For Lars Qvortrup hedder de blinde pletter dels Holocaust som isoleret ondskab, gru og lidelse og ikke som endemålet for latente totalitære tendenser og dels pligten til at forsvare Israel og ikke pligten til at opdrage Israel.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her