Læsetid: 2 min.

Den godhjertede ghostbuster

Novellefilminstruktøren Martin Strange-Hansens spillefilmdebut er sød og sympatisk, men mangler tyngde
16. december 2005

Et ubestemmeligt sted i Danmark bor den ikke synderligt succesfulde tryllekunster Poul (Ken Vedsegaard). Han render ind i forsikringsagenten Arne (Jesper Asholt), som har en ufin plan, nemlig at slå mønt på den godtroende del af forsikringsselskabets kundegrundlag ved at lade Poul agere spøgelsesuddriver. Poul indvilliger modstræbende, og hans nye liv bringer ham snart i kontakt med den lækre Lærke (Sofie Gråbøl), som driver butikken Det åndelige univers.

Som Anders Thomas Jensens Adams æbler handler Den rette ånd om de små og store psykologiske illusionsnumre, som danskerne udøver for at holde sig selv og livet ud. Men her hører ligheden op, for Strange-Hansen afsværger modigt ironi og kynisme (to af Anders Thomas Jensens grundingredienser) til fordel for naiv og betingelsesløs humanisme.

Her er ingen udåd uden årsag, men instruktørens holdning til figurernes svagheder virker hverken vattet eller overbærende. Dialogen er charmerende snarere end skarp, og derfor er en enlig flabet svale som antydningen af, at boligindretningsbølgen blot er endnu en form for selvbedrag, så meget desto mere velkommen. Det samme er den kærlige skildring af det håbløst utjekkede og filmisk underrepræsenterede Amagerhylde-Danmark.

Less is more

Hvis Vedsegaard aldrig er mere end tilstrækkelig i hovedrollen, byder filmen på to fine feminine biroller; Gråbøl skruer op for charmen og står last og brast med sin lidt uinspirerede clairvoyant-figur, som på fuldt sandsynlig vis fortryller Poul - og Ellen Hillingsø er subtilt creepy i rollen som Arnes sterile og porcelænsdukkehamstrende hustru.

Den rette ånd er og bliver dog en lille film, som sikkert kunne have vokset sig større under mindre forhold, altså hvis Strange-Hansen havde komprimeret sine ikke uinteressante ideer til 50-55 minutters spilletid. En rap og flashback-spækket billedside kan ikke skjule, at plottet er smurt faretruende tyndt ud, og det hele er til syvende og sidst et nummer for tilforladeligt.

Med mindre, selvfølgelig, man ignorerer instruktørens udtrykte målsætning om at skabe et enkelt og uskyldigt univers, og betragter historien om selvbedrag, spøgelsesjagt og udnyttelse af folks frygt som en kommentar til den aktuelle storpolitiske situation.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu