Læsetid: 6 min.

Godnatlæsning

Erik Skyum-Nielsen har igennem tre årtier læst godnathistorier for sine børn. Fra sagn og islandske sagaer til Eske K. Mathiesens almanakhistorier. Hverken for at gokke dem i knolden med en eller anden kanon eller for at liste danske eller europæiske 'værdier' ind i hjernen og hjertet på dem. Men fordi det var rart
21. oktober 2006

Godnatlæsning - det er for mig forbundet med at sidde på gulvet med ryggen op mod en dør. Noget ubekvemt, vil nogle nok synes, men på denne måde kunne jeg sidde ved siden af nederste køjeseng og undgik som regel at falde i søvn.

På redaktørens spørgsmål om, hvad jeg har læst for mine tre børn, har jeg et forholdsvis enkelt svar: Jeg har læst og fortalt, hvad jeg selv bedst kunne lide. Dels fordi det som allerede antydet er vigtigt selv at holde sig vågen, dels fordi det var, og nogle gange stadigvæk er, en tæt og personlig situation, hvor man skal kunne være sammen om noget dejligt og trygt.

Min ældste dreng, der er tredive nu, fik sunget sange fra han var spæd. Til vort faste repertoire hørte 'Der står et slot i Vesterled' (Ingemann), 'Rapanden Rasmus fra Rinkenæs Sogn' (Rasmussen) og 'Den klare sol går ned' (Kingo), men også 'Når jeg ser et rødt flag smælde' (Oskar Hansen), hvori det jo så herligt hedder:

Jeg har elsket dets farve fra lille,

når min mor tog mig op på sit skød

og fortalte mig manende og stille

om en fane så knitrende rød.

En lignende behandling fik - med seks års forskydning - min datter og siden min mindste søn, som er 14 i dag og senest fik læst historie for under en uge siden. Tys, sig det ikke til nogen!

Åbenhed og ro

Som man altså kan regne ud, har jeg som brummer og ikke mindst som højtlæser formidlet litteratur til mit afkom gennem tre årtier. Ikke for at lære dem et pænt og poleret 'rigsdarnsk'. Ikke for at gokke dem i knolden med en eller anden kanon. Ikke for ad aftenunderholdningens vej at liste danske eller europæiske 'værdier' ind i hjernen og hjertet på dem. Men mest fordi det var rart for begge parter - en hyggelig og rolig afslutning på en dag, der indimellem kunne være krævende og anstrengende og mangle pausens åbenhed og fred.

Med til billedet hører, at dén voksne, der læser godnathistorie, undertiden til gengæld kan slippe for en opvask eller andre praktiske gøremål. Og med til situationen, ved siden af sengen med ryggen op ad døren, hører også en hensyntagen: Det hele skal helst være så fredfyldt, at man ikke bagefter skal gå fra et ængsteligt tænderklaprende barn; men det må på den anden side heller ikke blive kedeligt i en sådan grad, at man falder i søvn før sit barn og midt i et kapitel af Michael Endes Den uendelige historie (en ørkenvandring af åhsåvelment pladderhumanisme) vågner ved, at en stemme siger: "Far, du sidder og vrøvler."

Som godnathistorieoplæser har jeg for det meste tilladt mig at være hæmningsløst egoistisk. Det var fint nok at begynde i det små med Totte-bøgerne (Gunilla Wolde) og Den lille drømmekanin (Garth Williams) og Marmelade Amalie (Rusell Hoban) og den aldeles uopslidelige klassiker Peter Pedal, men endnu sjovere blev det, da vi kunne gå over til bøger og forfattere, der appellerer til såvel voksne som børn.

Lise og Mette

Her blev Astrid Lindgren en sjov og behagelig overgang med Emil fra Lønneberg og Bulderby med de glade bløde konflikter. Derfra kunne vi fortsætte til folkeeventyr og folkesagn: danske, islandske, norske. Og jeg kunne efterhånden begynde at gøre ligesom min fader, som i sin tid lavede sine egne historier, satte dem sammen på stedet. Mange af dem handlede om en hest, der hed Lise, og som var mindst lige så klog som et menneske. Den kopierede jeg, men omdøbte dyret til Mette, som mine to ældste børn i forvejen kendte eller havde hørt om.

Metoden har den fordel, at man lynhurtigt kommer ind i et fælles fortrolighedsrum, men den har en alvorlig ulempe: at det hastigt bliver svært at forny sig. Så kunne jeg heldigvis gå tilbage og slå op for 117. gang i H.C.Andersens eventyr, i Asbjørnsen og Moes Norske Folkeeventyr samt, senere, i Knud Wentzels fremragende genfortællinger af De bedste danske folkeeventyr. Vælger man herfra, bør man dog være opmærksom på, at der er barske sager imellem: 'Drengen, der drog ud for at lære frygten at kende', bør man ikke læse som det første! Men folkeeventyr og folkesagn har den styrke, at de kan fortælles langt eller kort, på samme måde som Danske heltesagn, som jeg læste genfortalt af Axel Olrik, men som børnene lærte at kende så godt, at de fint kunne goutere en hurtig, mundtlig version af beretningerne om Uffe hin Spage, Bjarke og Hjalte i Rolf Krakes Lejre-kongsgård, Knud Lavards død i Haraldsted Skov, kampene mod venderne i Arkona og Niels Ebbesens dåd i Randers, dengang han havde Svend Trøst til at fjerne alle brædderne i broen, på nær de allersidste, således at de var over alle bjerge, da tyskerne omsider fandt ud af, at Grev Gerhard eller Gert var blevet myrdet.

Et umanerlig dumt svin

Jojo, jeg ved det godt. I bagudperspektiv kan jeg udmærket se, at mine godnathistorier - de oplæste og de på stedet fortalte - alligevel undertiden har haft et udtalt moralsk opbyggeligt præg, og ofte har haft en ret voldsom nordisk og national slagside. Det er meget grundtvigsk og for sent at ændre på nu. Og jeg skylder vel egentlig mine børn en dybtfølt tak for, at de så sjældent opløftede blot en liden protest. De har for eksempel aldrig brokket sig over de islandske sagaers alenlange slægtsregistre og tørt objektive situationsskildringer. Der blev end ikke klaget over at Ravnkel Frøjsgodes saga ender med, at de, man instinktivt holder med, taber til titelfiguren, som ved siden af sin stolthed blot er en stivsindet slagsbror, et umanerlig dumt svin. Og mine børn har fundet sig i, at Egil Skallagrimssons saga faktisk først præsenterer os for hovedpersonen, da faderens og farfaderens og onklens historier er blevet fortalt, det vil sige helt fremme i kapitel 31.

Når de så film eller tv, forventede de tempo og action, men ved godnathistorien fornemmede de, at fiktion og fortælling sagtens kunne handle om noget helt andet end lige dét. Selv schweizeren Peter Bichsels filosofisk anlagte og i grunden nok så voksne Børnehistorier kunne nydes igen og igen og lod sig tilmed genbruge som eftertænksom underholdning ved en ellers tumultuarisk fødselsdagfest med børnene fra klassen.

Kommet så langt i denne skamløst nostalgiske status over snart tredive oplæserår vil jeg gerne slå et slag for Eske K. Mathiesen som fortæller for både børn og voksne. Det begyndte med det lille hæfte Syltetøj, som han udsendte i 1979 på Asger Schnacks enmandsforlag Swing, og hvori vi blandt andet finder en indtagende lille beretning om det at kælke og fejre jul.

Almanakhistorier

Siden udgav Eske K. Mathiesen hos Brøndum fire bind almanakhistorier med gode grafiske illustrationer af hans venner blandt kunstnerne. Visse enkelttekster herfra kendte mine børn som deres egen bukselomme, uden dog af den grund at sige nej til at få dem igen: 'Jakob i Døndalen' om en dreng, der forsvandt på Bornholm for over tre århundreder siden og pludselig dukker op igen, 'Spøgelseshånden' over et uhyggeligt sagn fra Christiansø, 'Den grå klokke' om et postbud, der i Vadehavet redder en lille grå mand fra at drukne og bagefter får hjælp af hele hans underjordiske folk, og 'Den grønne lanterne', en beretning fra Amrum ud for Nordfrislands kyst om en stridbar fader, der altid ryger ud i skænderi med sin lige så stridbare søn, men ender med at sidde hver aften i vinduet med det grønne lys tændt i trofast håb om, at sønnen omsider skal komme hjem. Den historie læste jeg engang for to voksne, der også var kede af det, og vi fik ved Mathiesens hjælp en knuget stemning løst op.

Af almanakhistorierne er der i øvrigt kommet et udmærket lille udvalg med Den grønne lanterne på titelbladet. Hvis du og dine forhåbentlig lydhøre og tålmodige børn får smag for Mathiesens lydhøre prosa, kan I glæde jer til bagefter sammen at slå gækken løs med Heinrich Hundekoks bedrifter, den originale og geniale episodiske roman om gavtyven og hans oplevelser som fredløs i Sønderjylland. Rigtig god fornøjelse.

weekend@information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her