Læsetid: 3 min.

Et godt første skridt

18. juni 1998

VENSTRE OG de konservative har siden valget og lederskiftene i toppen snakket om realpolitik. Både Anders Fogh Rasmussens reinkarnation som pragmatiker og Pia Christmas-Møller, den seneste konservative leder, snakker varmt og indfølt om samarbejde, forlig og indflydelse.
I går realiserede V og K første rate i deres indflydelses-underskud. Med sprog fisket fra valgkampen snakkede de om, at regeringen havde ført skinforhandlinger, og de snakkede om urimelighederne i, at boligejerne skulle straffes med pinsepakken. Til overflod blev
finansminister Mogens Lykketoft beskyldt af Fogh Rasmussen for at have betalt sig til en skattestigning med penge til Færøerne for lån af den afgørende stemme.
Altimens Enhedslistens Frank Aaen og SF's Jes Lunde, som katte med flødeskæg, kunne spinde over en solid pose venstrefløjsresultater. Nemlig lavere skat til de laveste lønninger og en solid skattestigning til de rige. Og en lavere præmiering til husejerne, som har en statslig fordel via rentefradrag, der ikke kommer lejerne til gode.
Med forliget til venstre side i folketingssalen har Fogh og Christmas-Møller afsløret, at de ikke kunne levere varen på den første rigtig store politiske hurdle efter valget. Til gengæld har Frank Aaen mere end udlignet katastrofen fra sidste år, da Enhedslistens bestyrelse underkendte et forhandlingsresultat og forviste Enhedslisten til de utroværdige samarbejdspartneres klub.
I går fik Lykketoft og Jelved sig et resultat, der løser deres problem, og de fik SF og Enhedslisten til at støtte et meget stort og vigtigt indgreb i landets økonomi og sociale struktur.
Pakken løser et hovedproblem, og tager hul på et andet.

DET DREJER SIG i første omgang om betalingsbalancen. Den gik i rødt i 70'erne, da landet skulle handle dyr olie, og truede under opsvinget i 80'erne med at gå igennem gulvet, da landet skulle have nye, hårde hvidevarer.
Det er afgørende at have overskud på betalingsbalancen, fordi et underskud er lig med gældsætning til udlandet og er en trussel imod kronen og den lave inflation. Og så er betalingsbalancen blevet til en psykologisk barriere for alle de politikere, der oplevede 70'ernes og 80'ernes kriseår. Et underskud på betalingsbalancen plagede daværende statsminister Anker Jørgensen i en grad, så han til sidst gav op. Og Schlüter-regeringen måtte efterfølgende pådutte sig selv fire-fem års elendighed og krisestemning via kartoffelkuren for at redde betalingsbalancen.
For denne generation af politikere er det næsten religiøst, at betalingsbalancen aldrig igen må gå i rødt, og det er den ved. For opsvingets vækst og forbrug og byggeri giver øget import og presser på betalingsbalancen.

Opsvinget blev delvist løbet i gang af Nyrup, da folk kunne låne penge i deres huse til forbrug under konverteringsbølgen for fire-fem år siden. Det satte gang i en selvforstærkende proces, hvor den øgede økoomiske aktivitet og stigende indkomster skabte stærkt stigende huspriser.
Med pinsepakkens begræsninger i rentefradraget er pris- og belåningsspiralen stoppet. Det var på tide - og er sket gennem en fremtidssikret reform: Det er blevet mindre tillokkende at stifte gæld.
Med pinsepakken vil huspriserne så sikkert som amen i kirken blive påvirkede og dermed også betalingsbalancen. Om et år eller to vil der igen være store overskud. Det er den simple, økonomiske logik.

MEN PINSEPAKKEN peger samtidig fremad. Det vigtigste i pakken er, at bundskatten sænkes, og grænsen for, hvor mellemskatten sættes ind, flyttes opad. Det lyder som og er buldrende kedsommelig skatteteknik, men med teknikken mindsker regeringen et problem. I dag kan det for mange ikke betale sig at rykke fra arbejdsløshed og dagpenge over i lavtlønnet arbejde, fordi skatten er hård, og gode ydelser som billige børnehaver forsvinder ved en højere arbejdsindkomst. Den lavere bundskat ændrer ved den mekanisme. Samtidig betales gildet af de højere indkomster.
De højeste indkomster blev da også rigt belønnet ved de tidligere skatteomlægninger, da skatteloft og marginalskattesænkninger gjorde det sjovere at være vellønnet. Dengang ville de borgerlige gerne have indflydelse. Denne gang blev det ved retorikken og en pakke, der er blevet klart mere fordelagtig for de lavestlønnede, end hvis ord og handling havde fulgtes ad hos de borgerlige.
Situationen i dag er en skinger opposition, der skylder at levere noget samarbejde, samt en glædesstrålende venstrefløj, en sikret betalingsbalance og en statsminister, der sidder sikrere i sadlen end nogensinde før. Forhåbentlig giver pakken regeringen luft til at gøre noget alvorligt for de allersvageste.
Den er et godt første skridt.Ras

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her