Læsetid: 3 min.

Ikke godt nok...

Stærk politisk utilfredshed med landbrugstoppens mange miljøovertrædelser
7. september 2005

"Det er fuldstændig uacceptabelt!"

Sådan lyder kommentaren fra Dansk Folkepartis medlem af Miljøudvalget på Christiansborg, Jørn Dohrmann, til Informations gennemgang af landbrugstoppens miljøsyndere. Dohrmann står langt fra alene med sin kritik. Også Eyvind Vesselbo (V), formand for Miljøudvalget, virker svært utilfreds, da Information nævner eksempler på landbrugstoppens manglende efterlevelse af miljøreglerne.

"Landbruget bliver nødt til at gøre en indsats for at efterleve reglerne. Det er simpelthen ikke godt nok, at så mange ikke overholder gældende regler," siger Vesselbo.

For Steen Gade (SF) forekommer det store antal miljøovertrædelser blandt topfigurerne i dansk landbrug "voldsomt". Han ser det som en anledning til at overveje, om der er behov for en strammere lovgivning, ikke mindst i forhold til overdækning af gyllebeholderne, som næsten hver femte i landbrugstoppen havde problemer med ved seneste tilsynsbesøg.

"I sin tid argumenterede landbruget mod en lovpligtig overdækning med, at problemer med fordampningen kunne erhvervet selv håndtere med flydelag, så det vil jeg da følge op på. Nu må ministeren fortælle, hvordan forholdene er," siger Gade.

Connie må på banen

Jørn Dohrmann er ligeledes fortørnet over de mange påtaler af utilstrækkelige flydelag. "Der er jo ikke tale om nye regler. Tværtimod har reglerne været gældende i mange, mange år. Og det er jo ikke mindst af hensyn til naboer, der ellers skal døje med stank og fluer fra utildækkede gyllebeholderne. Det er gang på gang, at vi hører om, at reglerne ikke efterleves," siger han og opfordrer nu miljømininister Connie Hedegaard (K) til at sikre, at landbruget overholder reglerne.

"Problemer med fluer og lugt fordi regler ikke overholdes. Det må en minister da kunne forholde sig til," mener han.

Steen Gade medgiver, at det danske system med kommunale tilsyn også har indbygget "et element af rådgivning," som han siger. Og f.eks. i vurderingen af et flydelags tykkelse er der selvsagt indbygget et skøn.

"Men Informations gennemgang viser jo også grovere overtrædelser. Landbruget må nu få bragt orden i egne rækker. Erhvervets troværdighed bliver skrammet, når reglerne ikke efterleves," mener han.

Samme pointe har Eyvind Vesselbo: "Ud over at reglerne er lavet og skal efterleves af hensyn til miljøet, så giver det et utroligt dårligt image til landbruget, når så mange ikke overholder reglerne. Det er jo ikke for sjov, at man har lavet de pågældende regler," siger han.

"Hvis man kan hive den ene sag op efter den anden, så er det ekstra vigtigt, at toppen har pinlig orden i alle forhold," tilføjer Vesselbo.

Overvej lovstramning

Poul Henrik Harritz, præsident for Danmarks Naturfredningsforening, kan ikke umiddelbart vurdere, hvor skadelige de forskellige overtrædelser er for miljøet. Det afhænger af de konkrete, lokale forhold. Men han hæfter sig ved det store antal af synder.

"Og det er i hvert fald problematisk, især fordi der er tale om personer, der varetager tillidshverv, og som derfor burde gå forrest med at holde orden i eget hus," siger Harritz.

Han tror ikke, at den manglende efterlevelse af miljøreglerne skyldes generelt ukendskab til regelværket. Snarere er der tale om, at nogle regler er besværlige og vanskelige at efterleve, og andre forsømmelser skyldes måske glemsel, hvis f.eks. en landmand har en møddingstak liggende uden tilstrækkelig tildækning. Selv om landmanden udmærket ved, at han skal sørge for tildækning, så kan den ene dag tage den næste, uden det bliver gjort.

"I forhold til utilstrækkelige flydelag på gyllebeholderne, som vi hører om gang på gang, så fremgår det af husdyrbekendtgørelsen, at hvis ikke landmanden kan sørge for det, skal han i stedet sørge for en fast overdækning. Og det tror jeg, at vi må foreslå politikerne at overveje påny," siger naturforeningspræsidenten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her