Læsetid: 3 min.

Godt nyt fra havnefronten

I går strejkede ca. 1.300 havnearbejdere af frygt for at miste arbejde. Forventningen er ellers, at der kommer flere arbejdspladser i havnene
17. januar 2006

Containerkranerne stod i går forladte hen på havnen i København, mens vintersolen smilede blegt til dem. Kranernes mestre - havnearbejderne - var gået hjem. Sammen med kolleger fra he-le landet ønskede de kø-benhavnske havnearbejdere at protestere mod et forslag til et EU-direktiv, som de frygter vil koste arbejdspladser.

Cirka 140 af havnearbejderne var taget til Strasbourg for at protestere foran EU-Parlamentet. Blandt dem var formanden for Landsklubben for Havne- og Terminalarbejdere under forbundet 3F, John Poulsen.

"Hvis direktivet vedtages, så kan skibsrederne bruge billige søfolk fra Filippinerne eller Afrika til at losse og laste skibene i havnene. Det vil ødelægge vores overenskomster og koste arbejdspladser," siger John Poulsen.

Han kan for alvor tale med om at miste arbejdspladser.

"Da jeg begyndte at arbejde som havnearbejder i København i 1972, var vi omkring 2.200 arbejdere. I dag har vi 273 medlemmer i København. Jeg tror dog bunden er nået med hensyn til beskæftigelse. Med den nuværende skibsfart og de mange krydstogtskibe, så tror jeg ikke, at vi bliver færre," siger John Poulsen.

Fornemmelse af stabil beskæftigelse bakkes op af lederen af containerafdelingen i Copenhagen Malmö Port, Brian Kristensen.

"Efterhånden som de tekniske muligheder for godshåndtering er blevet bedre og bedre, er der blevet færre og færre ansatte på havnen. Men jeg tror, at vi har nået bunden nu, og vi er faktisk begyndt at ansætte nye folk," siger Brian Kristensen.

På landsplan er der også optimisme at spore med hensyn til beskæftigelse i havnene. I brancheorganisationen Danske Havne, som repræsenterer 60 erhvervshavne, siger sekretariatschef Tom Elmer Christensen:

"Vi har et meget stort potentiale for vækst i de danske havne, idet f.eks. 75 procent af den danske import og eksport går gennem havnene, mens tallet i de fleste andre lande er omkring 85 procent. Samtidig er der et politisk ønske om at flytte mere af godstransporten fra vejene til havene."

"Et af de områder vi oplever stor jobvækst er inden for betjening og servicering af krydstogtskibe. Eksempelvis er krydstogttrafikken blomstret meget op i Københavns Havn."

Ubegrundet frygt

Havnearbejdernes frygt for at miste arbejdspladser som følge af EU-direktivet kalder Tom Elmer Christensen for "ubegrundet."

"Vi kan ikke forestille os, at nogle rederier vil bruge egne søfolk til at laste og losse skibene i Danmark. Langt det meste af det arbejde kræver, at folk er højprofessionelle," sgier Elmer Christensen.

Brian Kristensen fra Copenhagen Malmö Port ser heller ikke den store jobflugt i horisonten.

"90 procent af havnearbejdet i København er håndtering af containere. Det kræver uddannelse i form af blandt andet krankurser, og det kan uuddannede søfolk ikke uden videre overtage. Så jeg tror ikke, at rederiernes mulighed for selvhåndtering af gods vil blive noget problem for havnearbejderne," siger Kristensen.

John Poulsen medgiver, at de danske havnearbejdere er godt rustede til at klare konkurrencen.

"Havnearbejderne i dag er jo ikke den flok halvtykke og fordrukne mænd, som vi en gang var kendt for at være. I dag har vi alle en uddannelse, og i langt de fleste havne drikkes der ikke. Havnearbejdet er blevet for folk med specialuddannelse."

Ærgrelse

I organisationen Danske Havne ærgrer Elmer Christensen sig over, at det planlagte EU-direktiv sandsynligvis falder til jorden.

"Vi er meget interesserede i, at der kommer en mere jævnbyrdig konkurrence mellem havnene i EU. Vi tror nemlig, at de danske havne vil være godt rustet til konkurrence, for vi er vant til konkurrence og ingen statsstøtte."

"I nogle af de havne, vi konkurrerer med, eksempelvis Hamborg, Bremerhaven og Göteborg er situationen anderledes. I de tyske havne er der massiv delstats-støtte til f.eks. vedligeholdelse af havnene, og i Göteborg har et firma monopol på håndtering af gods."

Elmer Christensen mener direkte, at mere fri konkurrence i EU vil give flere arbejdspladser på havnene Danmark.

"På den baggrund er det jo også ærgerligt, at EU-direktivet ikke bliver til noget," siger Elmer Christensen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her