Læsetid: 6 min.

Hvad godt teater handler om

Der vankede prygl og afføring, da tæppet gik for Theatertreffen i Berlin, men med 'Der Kick', som bygger på en hændelse fra virkeligheden, fik man ondt i hjertet
24. maj 2006

Så sidder man der, den sidste aften på årets 16 dage lange Theatertreffen i Berlin, og bliver klar over, hvad godt teater egentlig handler om: En god tekst, gode skuespillere, en god instruktør. Den dokumentariske forestilling Der Kick kunne alle tre ting. Den bygger på en virkelig hændelse.

Natten til den 13. juli 2002 mishandlede og myrdede tre ganske unge mænd med højreekstremistiske sympatier kammeraten Marinus på 16 år. De to af gerningsmændene var brødre. Tragedien udspillede sig i byen Potzlow i delstaten Brandenburg.

Instruktøren Andres Veiel har stået i lære hos den polske filminstruktør Kieslowski. Han og dramaturgen Gesine Schmidt brugte et halvt år på at lave interviews med beboere i Potzlow, med gerningsmændene og med pårørende og venner til gerningsmændene og ofret. Ud af 1.500 siders interview er kommet en tekst på 40 sider.

Der Kick ('Sparket' med dobbeltbetydningen 'kicket', red.) er et samarbejde mellem Theater Basel og Maxim Gorki Theater i Berlin. Skue-spillerne Susanne-Marie Wrage og Markus Lerch står i helt sort tøj i en tidligere fabrikshal i Berlin. Scenografi er ikke-eksisterende. De spiller alle rollerne.

Han er Marinus' mor, der fortæller, at Marinus altid lugtede af bananer, når han sov, og at hun vågner om natten, fordi han råber, at hun skal hjælpe ham. Hun er gerningsmanden Marcel, der fortæller, at de slog Marinus, pissede på ham og sagde, at han skulle indrømme, at han var jøde. At de lod ham bide fat i kanten af et svinetrug og hoppede op på hans baghoved.

Han er brødreparrets far, der siger, at da Marcel kom hjem en dag og var blevet kronraget, havde faderen sagt til ham, at han havde været på pligtbesøg i kz-lejre, for det skulle man i DDR. Der havde han set billeder af nazister, og der var slet ikke nogen af dem, der var kronragede. "De havde allesammen en fornuftig frisure."

Han er statsanklageren, der siger, at landsbyen mangler civilisatorisk standard. Hun er brødreparret Marco og Marcels ven Heiko, der synes, at alle udlændinge og jøder skal udvises. Han er præsten, der holder begravelsestalen og spørger, hvorfor ingen beboere i Potzlow reagerede, da Marinus blev slæbt igennem byen af sine bødler. "Sov de? Var de fulde? Eller var de ganske enkelt barbariske?"

I løbet af halvanden times tæt, tæt forestilling gør de to skuepillere ikke andet end at fortælle os den uforståelige virkelighed. Da gerningsmændenes fængselsdomme er blevet læst op til sidst, har man bare lyst til at sidde helt stille i fem minutter og liste beskæmmet ud. Det gør ondt i hjertet.

De ti bedste

De var der ellers allesammen. Klassiske herrer som Tjekhovs Platonov og Onkel Vanja og Shakespeares Macbeth stod på nakken af hinanden for at komme til. På dame-siden var det ikke mindre velærværdigt med Ibsens Hedda Gabler og Tjekhovs berømte tre søstre fra den russiske ødemark.

Alligevel var det Der Kick og performancen Three Atmospheric Studies med udgangspunkt i Irak-krigen, hvor dokumentation, autencitet og nutid var fremherskende, der gjorde størst indtryk på Informations anmelder.

Det 43. Theatertreffen i Berlin er netop spillet til ende. Årets 10 bedste forestillinger er udvalgt af en syv personer stor jury, der består af landets fremmeste teaterskribenter og -eksperter. De har hele sæsonen rejst Tyskland, Schweiz og Østrig tyndt og set flere hundrede teaterforestillinger. Juryen selv har kaldt årets udvalg for mere provinsielt end ellers. Provensielt vil syd for den danske grænse sige, at teatre i byer som Halle, Mannheim og Hannover, der alle har mellem en kvart og en halv million indbyggere, var repræsenteret.

Three Atmospheric Studies med The Forsythe Company kommer fra Frankfurt am Main. Forestillingen er en blanding af dans og performance og handler om en mor, der mister sin søn i krigen i Irak.

Instruktøren og koreografen William Forsythe lader sine dansere være rigtige mennesker med balder og bryster. Han viser os ikke et eneste billede af krig, men de medvirkendes kropsbeherskelse og sikre sproglige intensitet stamper meningsløshed, desperation og lugten af afmagt lige op af scenegulvet.

Lort i lange baner

Jürgen Gosch er den mest omtalte instruktør på årets Theatertreffen. Den 62-årige Gosch har som den eneste to forestillinger med.

Jeg ankommer til hans Macbeth fra Düsseldorfer Schauspielhaus efter at have været vidne til diverse mandesang- og ølorgier på samtlige undergrundsstationer i Berlin, fordi et eller andet fodbold-herthaberlin har vundet over noget andet. Orgiet fortsætter i teatret.

I løbet af ingen tid har de syv mænd, der spiller alle rollerne, taget alt tøjet af og er i færd med at overhælde sig selv og hinanden med litervis af teaterblod. At det er syv mænd, der spiller alle rollerne, ligesom Shakespeares egen trup King's Men gjorde, er for så vidt ikke dumt. Og Lady Macbeth-draggen i bar overkrop, plisseret nederdel, pumps og sort lang paryk er faktisk aftenens bedste bud.

Problemet er, at man lynhurtigt bare ønsker, at skue-spillerne ville gå ud og vaske sig, tage noget tøj på og komme ind igen og spille Shake-speares drama.

Det sker ikke, og i løbet af de to timer og tre kvarter, forestillingen varer uden pause, når jeg at blive afsindig træt. Heksene er også nøgne, og de sidder og skider og pisser. Snart har de smurt sig selv og hinanden fuldkommen ind i fækalier, og deres tynde mave giver aldrig op.

Jo mere de vender vrangen ud på tarmene, jo mere de vender sig om, så deres genitalier, som de har taget mellem benene for at ligne kvinder forfra, hænger ned bagi, som lort på vej ud af røven, jo mere griner publikum. Jublen vil ingen ende tage.

En ondskabsfuld mand sagde engang, at tysk humor handler om to ting: prygl og afføring. Det lader til at være sandt. Jeg vil for altid huske denne forestilling, ikke på grund af indholdet, og fordi instruktøren her åbenbart var på spanden, men fordi Tysklands fineste teater-publikum var ved at kvæles af grin over tre storpruttende bare mænd.

Popstar-Platonov

Anton Tjekhov er den bedst repræsenterede forfatter i år. Hele tre af stykkerne er skrevet af ham. Russerens Tre Søstre fra Schauspielhannover er også instrueret af Jürgen Gosch. Så efter hans Macbeth frygter man det værste, da tæppet går. Men heldigvis bliver man glædeligt overrasket.

Scenen er en stor dyb grå kasse. Skuespillerne sidder nede i bunden af den, hvor også borde og stole står stablet op. Her går de også effektfuldt tilbage og sætter sig på gulvet som livløse marionetter, når de ikke er med i en scene. Tjekhovs stykke fra 1900 om tre søstre, der vil til Moskva og aldrig kommer det, spiller ensemblet med briller, smøger og cowboybukser. Her er sans for tekstens balancegang mellem tilbageholdenhed og dødsforagt. Man taber helt pusten, når han lader safterne stige i et par scener mellem søstrenes bror Andrej (unge Christoph Franken, i vægtklasse og talent Tysklands svar på Nicolas Bro) og hans ulidelige kone Natalja. Flot ensemblespil og masser af tjekhovsk humor er der fra Schauspiel Stuttgart med Tjekhovs ungdomsstykke Platonov. Landsbylæreren Platonov med de uindfriede ambitioner begæres af kvinderne, men har kun foragt til overs for dem, for alle andre og for sig selv. "Enten er De et usædvanligt menneske eller en elendig sjuft", siger en af hans tilbedersker til ham. Felix Goeser i den store titel-rolle spænder med sin fedtede usoignerethed og nærmest ubærlige popstar-charme fra den ene ende til den anden.

Den russiske rockmusik giver tempo og stemning, og da en række slanke birkestammer sænkes ned fra loftet, og tågen slører scenen, er man fortryllet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her