Læsetid: 11 min.

'Vi kunne godt trænge til noget mere anger'

Forbrydelsen og straffen er ikke adskilte størrelser. Hvis man for eksempel kom til at køre nogen ned i fuldskab. Eller hvis vi er ved at ødelægge verdens klima. Forbandelsen ville ligge i selve handlingen, uanset hvad man gjorde bagefter, siger forfatteren Jeppe Brixvold, der er aktuel med en ny bog
3. maj 2007

Forfatteren Jeppe Brixvold bor med sin familie på Fanø. I 2003 fik han et legatophold i Julius Bomholts hus i Sønderho, og da legatperioden udløb, blev de. Først i et lejet hus, nu i et, de har købt, så de mener det åbenbart. Det var først naturen, det havbestemte vejrlig, der trak, siger han. Senere i stigende grad landsbyen og folk i Sønderho og dette at have en mere koncentreret hverdag, hvor man er tæt på sit eget hus og arbejdsværelse.

"For mig så det ud, som om jeg havde et valg mellem aktiviteterne i det litterære miljø i København og så rent faktisk at skrive og læse, bl.a. endelig at få læst nogle klassiske hovedværker. Jeg vil gerne skrive lange bøger, og det kræver tid og plads," siger Brixvold.

Han skriver gerne lange tekster for at se, hvad der sker over tid med tanker og stof, og han fastholder, at meget i teksten er betinget af, at den udvikler sig fra dag til dag. "Teksten bliver en slags erfaringsdannelse, men løbende hen ad vejen. Der er sådan set ikke tale om at blive klogere."

Viden og erfaring

Jeppe Brixvold udsendte den 2. maj romanen Forbrydelse og fremgang, og i den skriver han et sted: "Ved hjælp af erfaringen kan vi kaste alt håb og al skyld."

"Det sigter til, at vi, fordi vi er tidsligt betingede, befinder os i en konstant erfaringsproces, hvor hverken skyld eller håb egentlig har nogen stabilitet."

- Men i en eller anden forstand ophobes erfaring vel? Hvordan vil du undgå, at erfaringen sætter skel mellem fortid og fremtid?

"Der er forskel på viden og erfaring. At opbygge viden er ikke det samme som at erfare. Erfaring består snarere i at kunne se sig selv som erfarende, mens man erfarer. De fleste filosoffer forbinder vist erfaring med det sanselige, men også med at få øje på sig selv som sansende."

- Det er et menneskeligt grundvilkår, at vi er selviagttagende?

"Ja, det implicerer, at man i selve bevidstheden om verden også ser sin egen bevidsthedsdannelse. Der er jo forskel på at tro, at verden er en objektiv størrelse, og man selv et subjekt, der langsomt finder på måder at behandle denne objektive størrelse på, og så på at se sig selv som indrulleret i verden og dermed også se, hvordan man er nødvendig for, at den verden, man kender, kan eksistere. Man er delagtig og producerer virkelighed ved sin tilstedeværelse."

- Hvordan adskiller den opfattelse sig fra den rene solipsisme, forestillingen om, at verden er en subjektiv opfindelse?

"Det er faktisk det modsatte, jeg prøver at sige lige nu. Solipsismen mener, at vi ikke kan være sikre på andet end bevidsthedens arbejde. At vi ikke med sikkerhed kan vide, om der findes en objektiv verden. Det er ikke det, jeg siger - nærmest tværtimod. Jeg tror, at tanken, erfaringen osv. simpelthen er en integreret del af det biologiske liv."

To sprog

"Siden Aristoteles har der været en interesse i at skille stof og form," fortsætter Jeppe Brixvold. "Verden er blevet opfattet som stof, og vi som dem, der former stoffet. Mennesket former materien med sin bevidsthed, og derigennem får den mening."

- Er det ikke det, man gør, når man skriver?

"Nej, nej,", svarer han ivrigt og tænder en cigaret. "Normalt bruger vi ganske rigtigt sproget funktionelt, men at opfatte det litterære sprog sådan, er en forsimpling. Den amerikanske professor i retorik, George Kennedy, har skrevet en bog, hvori han redegør for, at der i alle kulturer findes to slags sprog. Der er for det første det daglige sprog, som er det værktøjssprog, vi bruger til at kommunikere med om ting og sagforhold. Det er intersubjektivt og kommunikativt, vi taler med hinanden om verden."

"Men der er også et andet sprog, der slet ikke har betydningen som formål. Det er ikke beskrivende og intentionelt, og det er ikke intersubjektivt, for det udgår strengt taget slet ikke fra subjektet, men er derimod rituelt betinget og - når det er bedst - helt afpersonaliseret. Dets mål er blot at være. Det handler ikke om at meddele sig, men om sproget selv som en fejring af det menneskelige. Derfor er det også uimodsigeligt. Man kan ikke argumentere imod en overleveret mytisk fortælling ud fra sin egen hverdag. Et ritual kan være ren volapyk eller for eksempel være på latin, som vi ikke forstår, og alligevel forstår vi det. Ligesom når vi føler, at vi godt ved, hvad det der digt siger, men vi kan ikke oversætte meningen til almindelig brugbar kommunikation."

"Ofte kræver man af litteraturen, at den skal ligne det første sprog og handle om et eller andet bestemt. Man glemmer, at kulturen også har behov for det andet sprog, som er sit eget objekt. Det er en del af det menneskelige, det udvider det menneskelige rum, og det skal holdes stærkt og levende. Andet formål har det ikke, det skal simpelthen være levende, og det er det, god digtning kan."

"Det, der gør det svært at tale om litteraturen som kunstart, er netop, at litteraturen har med sprog at gøre, man fristes til at opfatte den som et kommunikationsmiddel, hvilket man ikke på samme måde gør med for eksempel musik og billedkunst - som litteratur snarere bør sammenlignes med. Når forfattere eksempelvis er i et tv-studie, vil du se tv-værten skøjte hen over det litterære for at komme til at tale om, hvad bogen betyder og kommunikerer."

Den totalitære fare

I sin bog skriver Jeppe Brixvold et sted, at "ingen af det 20. århundredes kulturkritiske mørkemænd var halvt så desillusioneret på fremtidens vegne som de folk, der kalder sig optimister i dag. I dag er optimismen bluff, kun mere og mere håbløse forsøg på at holde os fast."

- Denne udvikling har vel også haft konsekvenser for sproget? Der har, for eksempel inden for politikkens verden, udviklet sig et nysprog, hvor der ikke er noget at komme efter?

"Det optimistiske nysprog vrider så at sige armen om på sproget. Det forholder sig tilsyneladende til virkeligheden og altså til det første kommunikative sprog, men ved at gentage de samme indlærte, standardiserede fraser igen og igen opstår der en mulig forbindelse til det andet sprog, og på den måde kan det måske opnå en art ny virkelighed, som vi ikke har lov til at diskutere."

"Ezra Pound har sagt, at 'vi kommer til poesien efter magt', vi søger den magt, der er i det uimodsigelige. På den måde er dette andet sprog ikke uskyldigt, det har muligvis totalitære dimensioner. Tænk på et udtryk som 'ondskabens akse', som jo egentlig er et eksempel på poetisk sprog. Man udnytter det andet sprog i forbindelser, hvor vi er vant til, at man bruger det første sprog. Hvis det gentages og gentages, får det folk, der protesterer imod det, til at fremstå som trættekære, smålige. Der er tale om en misbrug af det andet sprog, for der er jo netop intet ønske om at holde det levende, kun om at udnytte det."

- Er du romantiker?

"Romantikken har med sekulariseringen at gøre, det at der ikke længere findes nogen forudsat værdi, altså i sidste instans en guddom," svarer Jeppe Brixvold eftertænksomt. "Romantikken hylder den personlige forestillingskraft, den handler om trangen til at skabe nye værdier i den kulturelle virkelighed. Efter min mening strækker den sig helt frem til den europæiske modernisme. Kafka er eksempelvis også en udløber af romantikken. Teksten skal opstå ud af hans egen forestillingsevne, den har ikke på forhånd noget formål ud over sig selv. Det er en romantisk måde at opfatte skaben på."

- Og en opfattelse, Jeppe Brixvold deler. Livet er ikke noget, der skal beskrives, det er noget, der udvikler sig undervejs.

"Der er jo simpelthen forskel på at have levet og erfaret og så at leve og erfare. Det første kan vi tale om, men det andet må man bare være i. Det moderne er det evigt uafsluttede, siger Friedrich Schlegel, og det gælder også i moderne litteratur. Der findes derfor også en erkendelsesmulighed i litteraturen, som ikke findes i filosofi og teori, en mere direkte erkendelse, en oplevelse af liv i formens udvikling."

I Forbrydelse og fremgang beskrives den kunstneriske form et sted som det levende, som "det, hvori livet pludselig viser sig som det, der udvikler sig i og med den kunstneriske form".

"Ja, der er nærmest ingen forskel på liv og form i den tanke. Det vigtige er udvikling og bevægelse, det er ærkemodernistisk. På den måde tror bogen, i hvert fald lige der, på kunsten som noget basalt levende i modsætning til i postmodernismen, hvor kunsten nærmest er en slags kommentar til den kulturelle virkelighed. Jeg er måske bare ikke så interesseret i at være en betragter. Eller jeg mener ikke, at den kulturelle virkelighed, som vi kender den, bør danne ramme for kunsten. Kunsten, som jeg ser den, den kunstneriske drivkraft, er noget langt ældre og mere grundfæstet i mennesket end vor nuværende kulturelle virkelighed. Et sted skriver jeg, 'Vi kan tage disse virkeligheder og ryste dem godt, ingen af dem har noget med sagen at gøre."

- Hvormed du mener?

"At virkelighedsgengivelse ikke er det primære her. Det primære er oplevelsen af virkelighed. Det er ikke det vigtigste, hvad vi vælger at opfatte som denne bogs virkelighedsplan for eksempel, og hvad der måske bare er fortællerens fantasi, for virkeligheden, hvis vi tager ordet bogstaveligt, frasiger sig den slags enkle relationer mellem en, der beskriver, og noget andet, der bliver beskrevet. I praksis kan vi slet ikke stå udenfor på den måde og beskrive virkeligheden, vi er hele tiden i den. Så derfor, hvad som helst fortælleren siger, så er det jo virkeligt nok."

Anger og nåde

Forbrydelse og fremgang udspiller sig i forskellige tider, miljøer og stemninger og i virkeligheder, der glider over i hinanden eller direkte modsiger hinanden. Der er mindelser om Kafka og om folkeeventyr, der er forskellige historiske tider og også opløste, mytiske rum. Men pludselig optræder der relativt bastante virkeligheder: Hovedpersonen bliver gift med prinsessen, og de lever lykkeligt til deres dages ende - hvorefter hun i næste afsnit bliver dræbt af en beruset flugtbilist, før de når at blive gift.

"Der er en absurd karma i, at hun dør på den måde," siger Brixvold. "I ét kapitel drikker han sig fuld og kører af sted; i næste kapitel dræbes hun af en spritbilist. Det er absurd, forkert. Karma indeholder en idé om balance, om overskridelse og reaktion, men hvis den havde været retfærdig, var det jo ham, der skulle køres ned."

- Hvordan fortolker du det eksistentielt?

"Der er ingen højere retfærdighed."

- Her taler Jeppe Brixvold?

"Titlen på bogen, Forbrydelse og fremgang, peger jo blandt andet på, at der kunne være en art kausalforbindelse mellem de to. Det er en farlig og lidt uhyggelig tanke, men måske er det sådan. Det er et åbent spørgsmål bogen igennem."

Jeppe Brixvold er ikke er ude i et moralsk ærinde, understreger han, "men jeg er inde på et farligt område, fordi jeg prøver at se forbrydelse som et element i den fremgang, jeg jo ellers hylder. Forbrydelsen er i så fald ikke en afvigelse, som må straffes, men simpelthen en del af livet. Hvis vi nu for eksempel er ved at ødelægge klodens klima. Vi kan jo ikke adskille den handling fra, at vi i langt de fleste henseender har fået det bedre og bedre. Alligevel er det vel en forbrydelse."

- Tror du på anger?

"Ja - Jo, hvis angeren ses som en mere eksplicit variant af for eksempel almindelig dårlig samvittighed og skyld. Så synes jeg godt, vi kunne trænge til noget mere anger - og noget mindre dårlig samvittighed. Det hjælper jo for eksempel ingenting, hvis vi alle sammen går rundt og har lidt dårlig smag i munden over klimaforandringerne. Eller for eksempel over Irakkrigen. Hvorimod en eksplicit selvransagelse og måske endda en eksplicit anger måske kunne have en effekt på et politisk niveau."

- Tror du også på forsoning og frelse ved nåden?

"Det ved jeg faktisk ikke. Jeg tror nok på Jesus, når han taler om nåde - hvis han gør det, det gør han vel - som en slags åbenbaring af altings storhed, hvis man ser på det med den rette ydmyghed. Men jeg kan som regel ikke lide den kirkelige retorik. Kirken er ikke ydmyg nok i Danmark, tværtimod, den er for øjeblikket del af en generel kulturel selvgratulering, og derved går den imod Jesus' ideer, så vidt som jeg forstår dem. Men jeg kan godt forstå tanken om, at vi frelses ved nåde. Men hvad består så den frelse i? Og hvordan kan den komme til os? Kan kirken distribuere den? Det tror jeg ikke. Måske må vi finde en ny forståelse af, hvad nåde er, som noget der ikke bare kan tildeles fra en højere autoritet, hvis vi vil operere med det begreb. Noget, vi måske allerede har i os selv. Måske har nåden mere at gøre med glæde end med anger. Glæde over livet. Vi kunne måske godt være mere åbne over for den glæde."

"Vi kan imidlertid godt bruge selverkendelse og selvransagelse til noget, og måske er det nødvendigt med en slags anger i kulturen, hvis vi skal komme videre. Fordi vi er så modvillige over for angeren. Igen kan man se på Irakkrigen. Vi vil så nødigt se i øjnene, at vi kunne have brug for at fortryde og angre, så det er måske netop angerens berettigelse. At den får os til at konfrontere os selv. Det er der noget dynamisk i. Jeg har lige læst en biografi om W.B. Yeats, som siger, at konflikt er den grundlæggende drivkraft i hans digtning. Det, synes jeg, er en spændende tanke."

- Hvad forstår du ved den konflikt?

"At man er villig til at lade modstridende størrelser stå side om side uden at forsøge at harmonisere dem. Simpelthen fordi de findes. I Yeats' tilfælde for eksempel ren, klassisk skønhed og overdreven patos. Aggression og pacifisme. Følsomhed og kulde. At digtningen kan være et rum, hvor man ikke forsøger at moralisere og lade den ene værdi overtrumfe den anden, men simpelthen kan tage det hele med, fordi det findes."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her