Læsetid: 2 min.

Godt vejr i verden

4. juli 2005

I don't like Mondays, sang Bob Geldof i Hyde Park under det nye koncept for samarbejde mellem politikere og rockmusikere i forbindelse med kampagnelancering. I dag er det mandag og dagen derpå-derpå for manden fra The Boomtown Rats, der har specialiseret sig i Afrika-koncerter med 20 års mellemrum. Han er uden tvivl glad og lettet.

For hvilken koncert!

Bono og Macca (McCartney) forsonedes i et kompromis, en duet - de ville begge indlede - og andet ville heller ikke være pynteligt. Islands Bjørk sang fra Tokyo og havde levet sig så meget ind i rollen, at hun havde klædt sig ud som delvis japaner. Så kom Die Toten Hosen fra Berlin og Coldplay fra London. Den elskelige John Elton (men hvor var Mek Pek?). Duran Duran fra Circus Maximus i Rom, Pet Shop Boys fra Moskva, Celione Dion fra Vegas via Toronto, Snoop Dogg, osv. Solisterne kyssede mikrofonerne. Tilhørerne sang med. Ingen særlige tumulter. De hyggede sig. I timevis.

Det var, som var der pludselig godt vejr i hele verden.

Den uundgåelige kritik forud for arrangementet gik bl.a. på, at det ingenting ville nytte. Men kritikken affærdigedes på stedet, da Geldof på scenen præsenterede en storsmilende afrikansk kvinde, der som barn havde været lige ved at dø, men var blevet reddet af pengene fra koncerten for 20 år siden: Det håndgribelige bevis.

Det føg med opfordringer som: Vi vil forandring og retfærdighed. Drop gælden. Make poverty history. Sangene handlede om alt muligt. Brian Ferry sang om jalousi, men andre sange havde affinitet til selve sagen. Together, lød det. We belong together. "Sammen vil vi lægge vore planer." Ind imellem billeder af afrikanske børn, både de lidende og de nuttet smilende. Mandela talte til unge i Johannesburg: Nogle gange falder det i en generations lod at blive storslået. I må blive den store generation. Lad jeres storhed blomstre-

Geldof havde omhyggeligt instrueret solisterne om, at de ikke pludselig skulle bryde ud i udsagn om, at f.eks. Bush er et røvhul og den slags. Det ville ikke fremme sagen.

Med i alle bands var Tony Blair, der slog på tromme i baggrunden. Gode tunger vil mene, at han har genfundet sin oprindelige idealistiske dynamik. Onde tunger vil hævde, at han spiller med, fordi han har brug for at profilere sig positivt efter Irak-krigen. Men som Dalai Lama engang har sagt: "Hellere give af et forkert hjerte end slet ikke give."

Ingen kan med sikkerhed sige, hvilke spor en sådan koncert afsætter i den enkelte sjæl, og om den vil påvirke G8-politkerne, når det kommer til realpolitik, ud over det som allerede er lovet. Om vi blot vil få mere af det samme, nu da the music's over.

Skade kan koncerten nok ikke have gjort, men konceptet vil næppe kunne overføres til lokalområderne. Helmig for mere og bedre hjemmehjælp, nej, vel? Men manifestationen var massiv for den gode vilje, musikken en gave til masserne. Min sjæl, hvad vil du mere?

Se, resultater. Naturligvis.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu