Læsetid: 4 min.

Gøglerband genbesøgt

Gnags tager forskud på 40 års-jubilæet næste år med et bokssæt, der både fortæller Danmarkshistorie og folder bandets brede talent ud - men krøller det også delvist sammen igen
9. november 2005

En danskvand. Ud over Peter A.G.'s bare overkrop. Det er billedet, der dukker op i mit hoved, når jeg tænker på Gnags. Ikke at det er noget, jeg gør så tit, men altså, når det sker, så er det dette stykke gejlt showmanship og begejstret vandladning, som popper op. Og ret så uretfærdigt når man sidder med det nys udgivne bokssæt Siden 66 i hænderne og lytter til bandets 39 år lange slingren gennem fem årtier. Fra hippiebeatband til rockorkester til newwave-fortolkere til verdensmusikambassadører til popsucces til ufrivillig selvparodi til marginaliserede veteraner.

"Psykologisk har jeg altid haft travlt med at besynge fællesskabet. Fordi jeg altid har været udenfor," lyder det i Torben Billes mail-interview med forsanger Peter A.G. Nielsen i den fyldige booklet. Og få danske bands afføder da også så grumme reaktioner som Gnags.

Peter A.G. kan få folk til at rase med væmmelse mod besværede danseformer, frelste og banale pointer, bizar sang og spild af apollinaris. Gnags' base i Århus kan få regionalfascistiske folk til at rynke hovent på næsen. Og det jyske bands lån fra afrikanske og caribiske traditioner får flere til at tænke på politisk korrekthed og Mellemfolkeligt Samvirke, end på Bob Marley og Miriam Makeba.

Hippie-band

Gnags er i manges øjne og ører noget af det mest ucool, der findes i dansk rock. Og så meget desto mere er der grund til at undersøge, hvad de egentlig kan. Svar: En del. Men forvaltet utrolig rodet.

Det begynder nærmest uskyldigt. Brødrene Jens Johan og Peter Andreas Gjerluf Nielsen får deres debutkoncert som Those Gnags i udstillingsvinduet i morfaderens boghandel på hovedgaden i deres hjemby Skjern i 1966. To år senere udkommer debutsinglen "Eyes And Ears/I Can't Talk About It Now" - på engelsk, udgivet efter en andenplads i DM i beatmusik og uden videre ståhej. Debutalbummet På vej udkommer først i 1973, det er selvfinansieret, og de tre sange i bokssættet Siden 66 dokumenterer et melodisikkert, ikke videre originalt hippieband, der vælter charmerende rundt i en kollektiv drøm. De bliver stadig mere velspillende og smukt forsirende op igennem 70'erne, og der bliver ikke lagt fingre imellem, når A.G. synger med både hippie-æterisk og povldissingsk radbrækket sangstemme.

De får deres gennembrud med La' det gro i 1977, og i 1979 på Burhøns er den vildtflagrende nuancering sendt ud i det blå til fordel for et langt mere målrettet storbybeat. Og Gnags bliver et rockorkester. Og mens humoren for alvor gør sit indtog i sangene, så kan man også høre de bristede illusioner i den hårdere, syntetisk udbyggede rockretorik. Det er her, at A.G. udvikler sin kantet deklamatoriske sangstil, som nogen elsker, andre hader, men som i hvert fald galpes af en original.

Gnags dyrker her en newwave-rocket intensitet, men fortsætter også deres søgen. Og finder reggae. I 1982 fødes "Safari", og Gnags' signaturrytmik er sat i svingninger beslægtet med udlændinge som The Police, The Clash og Talking Heads. Hvide mænd på kærlig hugst i sort tradition, og med en uafrystelig stivhed i deres rytmeforståelse trods en umiskendelig og voksende professionalisme.

Gnags laver deres i mine ører bedste sange på 'X' året efter. Men op gennem årtiet har sangene det med at drukne i meget rodede demokratier af lyd. Og alt det som folk hader eller elsker ved Gnags er i fuld galop. Drengene bliver en kende for selvbevidste og skruer op for det pluralistiske gøgl. Samtidig med at A.G.'s shamanistiske stodderkongestil fylder mere og mere, og linjer som "Bum bummelum, guitar og trom'" slipper ud... Men det er altså også i 80'erne, at de laver svært afviselige hits som "Slingrer ned ad Vestergade", "Vilde kaniner", "Danmark" og "Mr. Swing King".

Det bliver værre i 90'erne, hvor det sikkert stadig er sjovt at spille i Gnags, men kan været decideret ubehageligt at høre dem inkorporere soulkor, olietønder, nordafrikansk tradition, stikkende synth og, i det 21. århundrede, ambient elektronisk musik.

Nyasfalterede desillusion

Siden 66 er altså en blandet fornøjelse. Der er klare beviser på bandets betragtelige spændvidde, popmusikalske excentricitet og føling med folkesjæl. Men bokssættet er mindst en af de fem cd'er for tyk. Gnags' output fra 90'erne og til nu kan kvalitativt ikke fylde en hel cd, og man kunne også have indsnævret det lige lovlig fyldige 80'er-panorama. Bonus-cd'en har nogle frygtelige remixes og tre nye, forsonlige numre, som heller ikke rehabiliterer Gnags de ældre som kunstnerisk potente. Talentet foldes ud på Siden 66, men krølles også delvist sammen igen.

Men det er et ganske velfungerende tidsdokument op til engang i 80'erne: Man kan erfare og fornemme de uregerlige drømme i 70'erne, og så håret der klippes, trompetbukserne der snævres ind og neonlyset, der suger farverne ud af verden. Man kan erfare og fornemme 80'ernes nyasfalterede desillusion, og så rådvildheden, forsøgene på at finde ny mening i de varme lande og den logiske konfrontation med danskernes fremmedangst. Og ja, så har Peter A.G. altså flere fine tekster på samvittigheden:

"Vi sætter spejle i solen til alle, der kæmper på skyggesiden. Og råber længe leve mangfoldigheden. Danmark, det banker på din dør. Har aldrig set dig så selvisk og ensom før".

Og, nej, teksten er ikke fra 2005, men fra 1986. Danmark har skam været selvforsynende med selvtilstrækkelighed i mange mange år. Det kan man også lære af et bokssæt fra Gnags.

Gnags: Siden 66 (Bokssæt med fem cd'er, en dvd og en booklet)(Genlyd/SonyBMG)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her