ET ØKONOMISK rationelt gok i nøden. Det er i korthed, hvad Vismændene gav Centrumdemokraterne og de borgerlige partiers forslag om at afskaffe lejeværdien af egen bolig og aftrappe ejendomsskatterne. Tværtimod anbefaler vismændene at øge skatten på ejerboliger. Og selv om Danmarks mere end 1,3 millioner boligejere ikke bryder sig om at høre det, er der faktisk gode grunde til gokket.
Boligejernes friværdi er nemlig vokset med over 400 milliarder siden Nyrup overtog regeringsmagten, kunne man læse i Ugebrevet Mandag Morgen for et par uger siden, fordi priserne på boligmarkedet er steget ti procent om året de sidste fire år.
Denne friværdi er - alt efter temperament - en tikkende bombe, en vanskeligt kontrollerbar trussel eller meget uforudsigelig faktor i dansk økonomi.
En nærliggende sammenligning er 1986, hvor de høje huspriser udløste en forbrugsfest, der slog bunden ud af betalingsbalancen. Den daværende borgerlige regerings medicin mod de makroøkonomiske ubalancer blev døbt kartoffelkuren - efter hvad der var råd til at sætte på middagsbordet efter gennemførelsen af den række skatte- og afgiftslove, som blandt andet begrænsede lånemulighederne. Kuren virkede. Huspriserne faldt frem til 1993 og underskuddet på betalingsbalancen blev vendt til et overskud.
Men i takt med at priserne på boligmarkedet faldt, og den økonomiske krise blev værre, steg antallet af tvangsauktioner. Parcelhusejernes Landsforening har opgjort det til omkring 100.000 alt i alt - og der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvilke konsekvenser, det har haft for de ramte familier.
OM DE SIDSTE ÅRS prisstigninger på boligmarkedet vil resultere i et lignende forbrugsboom, er der ingen, der ved. Heller ikke de økonomiske spåmænd. Men kun tåber tvivler på, at den siddende regering, uanset bogstavkombination, i så fald vil udskrive en pastakur - opkaldt efter det fødemiddel som har udfordret kartoflens dominans på middagsbordene.
En sådan usikkerhed er heller ikke i boligejernes interesse. De fleste køber trods alt for at have et trygt sted at bo, ikke for at deltage i et lotteri, hvor de heldige vinder i opgangstider og de uheldige taber når det går ned ad bakke. Det er den ene gode grund til, at tilslutte sig Vismændenes anbefaling af at øge beskatningen af ejerboliger i en situation, hvor priserne stiger. Det kan nemlig få priserne til at holde sig i ro.
Her er det vigtigt at have in mente, at beskatningen på lejeværdi af egen bolig ikke er den absurde misundelsesskat, som Centrumdemokraterne og de borgerlige p.t. påstår. Anders Fogh Rasmussen, Venstres finanspolitiske ordfører leverede i 1987, da han var skatteminister, et særdeles præcist argument: "Den skattemæssige behandling af kapitalafkast bør være ens, uanset om kapitalen er placeret i værdipapirer, erhvervsaktiver eller egen bolig. I modsat fald diskrimineres over for bestemte boligmønstre og formueanbringelser", skrev han i artikelsamlingen "Bolig og økonomi".
At samme mand nu kan være med til at stille forslag om at afskaffe lejeværdibeskatningen, viser blot, hvor ualvorligt meget dansk politik er.
Den anden gode grund til at øge beskatningen af boliger er, at boliger er et "smaddergodt" beskatningsobjekt, som tidligere overvismand Anders Ølgaard så mundret udtrykte det i onsdagens tv-avis. Jord og huse er nemlig svære at flytte over grænser i modsætning til kapital og arbejdskraft. Derfor er det nødvendigt at dreje beskatningen over mod de såkaldt immobile faktorer i økonomien. Det påpeger vismændene i deres nye rapport. Det understregede skatteminister Carsten Koch i sidste uge på Finansrådets konference om ejerboligens fremtid. Og det ved de borgerlige politikere, incl. Mimi Jakobsen, såmænd godt. I sin tid som erhvervsminister har hun om nogen fremhævet ovennævnte problem i at beskatte indkomst og kapital ... hvilket er endnu et forstemmende eksempel på ualvorligheden i den politiske debat.
BESKATNINGEN af ejerboligerne kan ikke ses isoleret fra det øvrige boligmarked. Der er en intrikat balance mellem ejerboliger, andelsboliger, privat udlejningsbyggeri og socialt boligbyggeri. Mange årtiers boligpolitik har fungeret efter en slags vippestangsprincip - støtte til den ene boligform har kort efter udløst støtte til den anden form. Alle boligformer er støttede, ejerne via rentefradragsreglerne, det sociale boligbyggeri er finansieringsstøttet, og så er der tilskuddene til sanering og byfornyelse, samt den individuelle boligstøtte. Det hele har forbedret danskernes boligstandard radikalt siden 1950'erne. Men det har samtidigt indbygget svære problemer i den offentlige økonomi.
Hvis balancen mellem ejere og lejere skal opretholdes, så må en stigning i beskatning af boligejerne følges af en nedskæringer i boligstøtten. Det er også i sig selv helt nødvendigt: Med mindre, at reglerne ændres, vil udgifterne til den individuelle boligstøtte fortsætte sin himmelflugt fra to milliarder i 1970 til otte milliarder i 1996 til 15 milliarder i år 2020. Loven er nemlig udformet så boligstøtten vil udgøre en uændret andel af modtagerens husleje og indkomst, selv om modtageren bliver rigere og bor i en bedre bolig.
At eksempelvis de konservatives Anne Birgitte Lundholdt, da boligstøtten var på den politiske dagsorden i januar, sagde til Information: "Det er regeringen, der ønsker, der skal skæres i boligstøtten. Det har aldrig, aldrig, aldrig været konservativt krav eller ønske" - når enhver kan slå op i "Håndbog i dansk politik" og læse, at de konservative mener, at "den voldsomme stigning i de offentlige udgifter til boligstøtte skal bremses" - så presser ordet u-alvorligt sig endnu engang på.
Der er faktisk grund til alvor. Boligmarkedet har udviklet sig så indviklet, at indgreb i den ene ende giver udslag i den anden. Hver bevægelse griber ind i mange, menneskers liv. Så enhver anbefaling til politikerne om at gøre det nødvendige, bør følges af et: "men gør det langsomt", så ingen kommer til skade.
fris (Pia Fris Jensen)
