Læsetid: 3 min.

Hvad gør manden, når kvinden går?

Går i spåner som Helmer. Går i sort som Berger. Eller går i teatret...
6. marts 2007

Man skulle måske ikke tro det. Men teaterforestillingerne Helmer Hardcore og Mød mig på Cassiopeia har noget til fælles - udover den tilfældighed at de har haft premiere samme uge. De handler nemlig begge to om mænd, der er ved at gå i opløsning, fordi deres kone er gået fra dem.

Egentlig er det ret nedslående. For mændene kan ikke klare sig alene. Disse store og succesfulde mænd bukker under for ensomheden. Hurtigere end en pizza krøller opad.

Helmer går i spåner. Altså ham bankdirektør Helmer fra Ibsens Et Dukkehjem, som er blevet forladt af sin Nora. Nu står han alene med tre unger og et hus belånt til op over begge ører og en underdirektør, der spytter ham i nakken. Og det knækker han på. I hvert fald i Jakob Weis' begavede tildigtning, som bringer Ibsen morderisk håndfast ind i 2007. Lige ind i vores leflen for storflisede badeværelser i Nikolaj Heiselberg Traps rammende armaturhelvede.

Berger går i sort. Altså ham komponisten fra Mød mig på Cassiopeia, som nu er løbet helt tør for inspiration. Premiere på hans nye musical om få dage er truet: For han mangler stadig de vigtige sange til teatrets primadonna, som uheldigvis er hans egen ekskone. Kun takket være et besøg på et museum med statuer af de græske muser og en magisk forbindelse til musen Polyhymnia kommer der noder på papiret - og smil i øjnene.

Frysende

Og hvad er det så, de drømmer om? Bare om at have en kvinde ved deres side, så er alt andet underordnet. I Helmer Hardcore har Jakob Weis både et opfindsomt greb om Ibsens tekst og om Helmer - med mange subtile videredigtninger på Ibsens hentydninger. For hvorfor er det egentlig, at Nora går? Og hvad er husvennen Doktor Ranks dødelige sygdom egentlig? Selve idéen er stykkets allerstørste fortjeneste.

Og Pelle Koppel har instrueret med machooverbærenhed og mandecharme. Denne Helmer er en ordskryder, men i Jens Jørn Spottags fornedrende fortolkning bliver han også en destruktiv følelsesforagter - farlig, ikke bare for sig selv, men også for dem, der er afhængige af ham. Og i et forfærdeligt hurtigt skred fra direktøren til psykopaten. Er der virkelig ikke længere ned til bunden end tre uger på konen-er-skredet-pizza?

Jesper Lohmann optræder i diabolsk gennemsigtighed som en genopstanden doktor Rank, men teksten er for uklar omkring hans person. For hvorfor har han så travlt med at skubbe til Helmers deroute? Til gengæld får Helmer uventet og ufortjent hjælp af Stine Prætorius' aupairpige, der er lige ved at overtage forestillingen med sin egen tragedie. Spillet mellem Spottag og Prætorius er frysende godt. Og aldeles rædselsfuldt.

Flyvende

Spillet i Mød mig på Cassiopeia er ikke rædselsfuldt. Men det har svært ved at løfte sig. Kun Trine Pallesens muse svæver bedårende omkring med kærlighedssukkende spontanflyvninger og uimodståelig charme - hun lyser! Men resten af forestillingen får man desværre ikke hjertebanken over. Kirsten Brinks indpakning i klichéscenografi og farveladekostumer bidrager ikke just til nogen magi. Kun Preben Harris holder sig fri af udstyrsstykket med sin præcise og muntre parodi på en temperamentsfuld teaterchef - og Susanne Heinrichs hushjælp kan sine komikergreb om en kaffekande.

Heldigvis formår Preben Kristensen dog at kæmpe imod sine græske gevandter i sin vidunderligt selvironiske fortolkning af Zeus. Denne fadergud er musikalsk som bare fanden, og hans nydigtede Zeus-potpourri er intet mindre end en musikalsk bedrift. Det er lige så flot, som det er folkeligt. Og aldeles uimodståeligt.

Også selv om man måske ikke skulle tro det.

Mød mig på Cassiopeia. Musical baseret på Fleming Lynge og Børge Müllers film fra 1951 med musik af Kai Normann Andersen. Bearbejdelse: Adam Price. Ny Zeus-potpourri (warw!): James Price og Preben Kristensen. Iscenesættelse: Per Pallesen. Koreografi (sjov og effektfuld): Zitta de Fries. Scenografi (rekordmange æstetikker samlet på ét sted): Kirsten Brink. Lys (lilla er foretrukken farve): Henrik Kegnæs Spangsbo. Kapelmester (godt drive): James Price. Nørrebros Teater. Ma-lø til 19. maj. 2 timer 40 min. www.nbt.dk

Helmer Hardcore. Tekst: Jakob Weis, inspireret af Henrik Ibsens 'Et Dukkehjem' fra 1879. Iscenesættelse: Pelle Koppel. Scenografi (machovild Gå Glad I Bad-parodi): Nikolaj Heiselberg Trap. Teater V, Prøvehallen på Valby Langgade (bag byggepladsen), bus 26. To-sø frem til 25. mar. 2 timer 20 min. www.teater-v.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her