Bertel Haarder er ikke ligetil.
Slet ikke.
Som undervisningsminister forlanger han flere prøver i skolerne, mere faglighed og en kanon, der dikterer elevernes pensum, for snart sagt hver et fag.
Måske er det derfor - som et oprør mod sin egen alvorlige side - at Bertel Haarder har udstyret den romerske stenstøtte på kontoret med et par gigantiske gule briller af plastik.
"Jeg har selv gjort det," siger han, og ser ikke engang skamfuld ud.
Bertel Haarder er spydspids i regeringens værdikamp på skoleområdet: Det er som om problemerne med integration, den vaklende velfærdsstat og ungdommens generelle sløvsind løber sammen her. Derfor Bertel Haarder.
I disse uger gælder hans kamp faget kristendomskundskab. Ret beset et undseeligt fag, der har levet hengemt og glemt, som en enkelt undervisningstime placeret en sen fredag eftermiddag på skoleskemaet.
Kampen om kristendomskundskaben er symptomatisk - for debatten og for Bertel Haarder.
"En levende hedning er bedre end en død kristen," siger Bertel Haarder, da Folketinget sidst i maj haler ham i krydsild om faget.
Citatet er, som meget andet fra Haarders mund, et Grundtvig-citat: Hellere tale med en åndsrig ikke-kristen end en indholdsløs kristen.
Nu er det - den 16. juni - at Fanden så at sige tager ved Bertel Haarder.
Frihedssyn
En byge af spørgsmål om kristendomskundskab er væltet ned over Bertel Haarder fra Folketinget: Skal salmesang og fadervor være daglig forteelse i skolen? Må muslimer blive fritaget for faget? Og så videre.
En minister under beskydning sætter normalt en mindre hær af embedsmænd til at besvare spørgsmålene. Først en fuldmægtig, der formulerer sig i bedste kancellistil. Så en kontorchef og måske endda en afdelingschef, som gennemser svaret. Saft og kraft - og måske en klar mening - bliver suget ud af svaret.
Men den 16. juni er scenariet anderledes. Man ser Haarder for sig - verfe embedsmændene ud af kontoret i en sky af papirer og kuglepenne. I stedet går ministeren selv til tasterne:
Sanddru hedning, tyrk og jøde,
dem har Gud i grunden kær,
hader frem for alt de søde,
som på skrømt ham træder nær.
Rigtig gættet - Bertel Haarder svarer igen med et vers af Grundtvig, forklarer, begrunder og tilslutter sig Grundtvigs filosofi om frihed. Kort sagt, muslimer skal fortsat kunne fravælge faget kristendom i folkeskolen.
Det er sjældent kedeligt med Bertel Haarder. Alligevel er han - efter eget udsagn - ikke spor forskellig fra andre danske forældre. Bertel Haarder har selv fire børn - tre drenge og en pige. Så hvad ville han lægge vægt på, hvis han i dag skulle afgøre det store spørgsmål: Hvilken skole skal lægge lokaler og undervisning til mine børn?
Mange børn er OK
"Min kone og jeg har lagt meget vægt på det kulturelle indhold i skolen. Det ville vi gå efter. Vi vil have, at børnene får ordentlig litteratur, historieundervisning, lærer samler og sange osv.," begynder Bertel Haarder.
Det er nemmere i dag - end dengang han selv var ung - at finde oplysninger om skolerne, fortsætter ministeren. Skolerne skilter frit med information og deres kvaliteter, borgerne er blevet forbrugere og forhører sig selv hos forældrebestyrelse eller rektor. Og karaktererne fra 9. klasses-eleverne ligger frit tilgængeligt på internettet.
- Hvilken rolle spiller klassekvotienten?
"Stort set ingen. Jeg synes, man i Danmark lægger alt for stor vægt på klassekvotienten. Timetallet er meget vigtigere. Og om man benytter holddannelse. Klassekvotienten er ikke afgørende - det viser alle undersøgelser også. Hvis man skal skabe forbedringer ved at reducere holdstørrelsen, så skal man meget langt ned. Ned på holddannelse. Kombinationen af relativt store klasser og udbredt holddannelse er det bedste, mener jeg," siger Bertel Haarder.
Netop holddannelsen - at dele eleverne efter fagligt niveau - var én af de ting, han sloges med tidligere undervisningsminister Ole Vig Jensen (R) om. Det var uartigt dengang, for ti år siden. Bertel Haarder endte med at få ret - skolerne måtte gerne lave den opdeling:
"Det afgørende er, at når man kommer frem til de fag, hvor eleverne er så forskellige, at de er svære at undervise, så alle får noget ud af det, så er der mere holddannelse," siger han.
Men det er ikke gjort med at se på, om skolerne deler i hold. Bertel Haarder har endnu ikke fundet en skole til sine børn.
Se på karakterer
Bertel Haarder klikker sig i sin søgen efter den bedste skole til børnene formentlig ind på ministeriets hjemmeside med karakterer for de enkelte skoler og fag:
"Det vil jeg ikke udelukke. Jeg vil ikke gøre mig bedre end andre forældre. Og jeg tror, alle forældre er interesserede i, om den skole deres børn kommer på, har for vane at sikre børnene gode kundskaber".
- Ville du også ringe til skolen og spørge, hvor mange indvandrere der går?
"Nej. Jeg ville mere lægge vægt på, hvordan eleverne klarer sig. Der er heldigvis indvandrerskoler, der klarer sig vældig godt. Men jeg er ikke anderledes end andre forældre. Jeg vil ikke gøre mig bedre. Hvis man ved, at der på en skole er et lavt fagligt niveau, fordi halvdelen af eleverne ikke taler ordentlig dansk, så har man da ikke lyst til at lægge børn til den skole. Det er meget naturligt," siger Bertel Haarder og uddeler dermed en form for politisk syndsforladelse til de mange forældre, der vælger privatskole.
Indtil videre afviser regeringen at offentliggøre resultater af de nationale obligatoriske test. Ministeren medgiver dog, at testresultaterne kunne fungere som en guide til forældres valg af den gode skole. Derfor er han også godt tilfreds med, at det for nylig kom frem, hvilke skoler i København, der præsterer godt.
"Det er fremragende, at det er kommet frem. Det er også formålet med de nationale obligatoriske test, nemlig at finde frem til den gode praksis."
- Men som det ser ud nu, er det kun dig, der vil kende de resultater?
"Ja, der ville være fordele ved, at de var offentlige. Men det bliver de altså ikke. Man må nøjes med at 9. klasseprøverne er offentlige, men det er så også slutresultatet."
- Hvilke fordele ville der være ved at gøre resultaterne offentlige?
"Der ville være den fordel at de lettere kunne anvendes til at finde frem til god praksis. Men ulemperne ville være for store," siger ministeren.
Vanskelig feminisering
Bertel Haarder evner som få ministre at øve markant og direkte indflydelse på sit område. Men én ting har han svært ved at ændre: Feminiseringen af folkeskolen.
Ikke at der er noget galt med de kvindelige lærere, understreger Bertel Haarder - der er blot for mange af dem. Ministeren har stor forståelse for bekymringen hos forældre, der i dag sender deres drengebørn af sted med tonyster på ryggen.
"Ja, altså de bliver sat til at skrive stile om ting, som de er fuldstændig fremmede over for. Om hvad de føler og så videre. Det skal man altså ikke sætte drenge i gang med, for det kan de ikke sætte ord på, og de kan jo være gode nok for det."
I forsøget på at lokke flere mænd om bag katedrene har Haarder dog udtænkt 'et lille løsningsforslag': Han vil ændre holdningen til lærernes overarbejde. Ved at fjerne de faste overarbejdstillæg og udvide adgangen til mere overarbejde ville lærerne kunne tjene mere, og det ville muligvis lokke flere mænd til jobbet som folkeskolelærer, mener ministeren.
Fy fy skamme
Bertel Haarder er godt træt af forbud. Ikke mindst når det gælder nytænkning i forbindelse med integration i skolerne. Derfor skal kommunerne have større frihed til at finde passende løsninger på deres integrationsproblemer, mener ministeren.
"Vi skal ikke være så hurtige til at sige, hvad de ikke må, så er det bedre at fortælle dem, hvad de må. Det er i øvrigt en generel linje, som jeg har lagt. Vi skal være mere optagede af, hvad folk må, end hvad de ikke må. Problemerne er så store, at vi så vidt muligt skal åbne for, at man kan gå nye veje."
Endnu engang viser ministeren sig fra sin kreative side med en henvisning til Søren Kragh-Jacobsens børnesang 'Fy fy skamme skamme':
"Men hva' må vi så?" synger Haarder og tilføjer:
"Den sang vil jeg ikke have sunget her i ministeriet. Jeg vil hellere straks fortælle dem, hvad de må."
- Men privatskoler må f.eks ikke tjene penge på skoledriften?
"Det har ikke noget med det her at gøre, men det har du fuldstændig ret i. Hele fortjenesten skal gå til formålet, det ligger i en selvejende institution. Det er derfor, de selvejende institutioner går deres sejrsgang over hele undervisningssektoren, fordi den på en gang er privat og samtidig uden at der kan trækkes penge ud af systemet."
- Det lyder ekstremt uliberalt?
"Det ville skabe modvilje mod selvejermodellen, hvis skoler kan gøres til pengemaskiner. Det kan godt være, at det ikke ville gøre så stor skade, for man kan tjene penge på så mange ting, men jeg synes, det er vigtigt at bevare den meget brede sympati for selvejermodellen, som nu også indføres på hele gymnasieområdet. Det, som for 20 år siden var en lidt vild idé fra den daværende undervisningsminister, det er nu blevet vedtaget med enstemmighed i hele Folketinget."
Godt ved muffen
Bertel Haarder er selv vokset op på Rønshoved Højskole, som faderen ejede fra 1941-62. Dengang var det lovligt at tjene på skoledrift, men det forhindrede samtidig, at hankunne optage statslån. Så da tiderne strammede til og skolen var truet af lukning, valgte Hans Haarder at gå over til selveje.
"Så jeg er vokset op på en privatskole, hvor mine forældre i princippet kunne have trukket penge ud til andre formål. Men jeg synes ikke at det var noget tab, at den blev en selvejende institution, selv om vi havde været meget rige i dag, hvis ikke den var blevet det. Det er en hel halvø ude i Flensborg Fjord, som er det smukkeste sted i hele landet. Hvis vi havde ejet det, så havde vi ellers været godt ved muffen.
- Så havde du ikke siddet her og vendt papirer?
"Nej, det tror jeg faktisk ikke," småklukker ministeren, der ellers ser ud som om, at han ikke ville trives bedre noget andet sted end i kontoret på Frederiksholms Kanal sammen med den bebrillede dame af sten.
