Læsetid: 3 min.

Golfen vil have atomer

De olieproducerende stater på Den arabiske Halvø vil ikke lade Iran styre udviklingen. Derfor søger de nu andre energikilder
19. marts 2007

TEL AVIV - Saudi-Arabien mener, at enhver stat i Mellemøsten må have ret til at iværksætte atomprogrammer til fredelige formål. Det sagde kongedømmets udenrigsminister, prins Saud al-Faisal for nylig på et regionalt udenrigsministermøde, hvorved endnu en tung politisk partner har sluttet sig til en voksende gruppe af stater, som ønsker at indføre atomkraft.

"Mens de iranske programmer er en ekstra byrde for Mellemøsten, må Det Internationale Atomenergiagenturs (IAEA) standarder og målsætninger gælde for alle stater i regionen, herunder Israel," sagde prinsen.

Dette er nye signaler fra en del af Mellemøsten, hvor afskaffelse af alle atomprogrammer indtil for nylig har været holdningen. Men en længe ulmende debat i samarbejdsorganisationen Gulf Cooperation Council (GCC), hvor Saudi-Arabien er toneangivende, har lidt efter lidt vendt stemningen, og iagttagere er ikke i tvivl om, at dette skyldes den iranske indflydelse.

"Beslutningen om at iværksætte atomforskningsprogrammer markerer et afgørende skift bort fra traditionel GCC-politik," hedder det således i en kommentar i Beirut-dagbladet Daily Star fra Nicole Stracke.

Hun er forsker i sikkerhed og terror ved Gulf Research Center i Dubai og mener, at "dette tilkendegiver en ny holdning til det ændrede politiske og sikkerhedsmæssige miljø i golfregionen".

Alle seks GCC-medlemmer - Saudi-Arabien, Kuwait, Qatar, Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater og Oman - har underskrevet ikke-spredningsaftalen. Fem af dem er oven i købet tilsluttet den særlige protokol, der omfatter lande med stort set totalt fravær af atomare programmer. Med denne baggrund har staterne gennem længere tid søgt at opnå iranske garantier for, at de ikke udvikler atomvåben. Og i forlængelse af dette har GCC ytret særlig bekymring over det iranske Bushehr-atomanlæg, der med sin beliggenhed lige ud til Den Persiske Golf ville udgøre et alvorligt miljø-problem for de nærmeste GCC-lande i tilfælde af et amerikansk bombeangreb.

OK fra IAEA

Inden det er kommet hertil, har GCC forsøgt andre veje. I 2005 foreslog organisationen således, at der skulle oprettes en zone, som var uden masseødelæggelses-våben, og inviterede forgæves Yemen, Iran og Irak til at tilslutte sig denne. Allerede dengang gjorde Iran sin deltagelse afhængig af, at Israel også ville tilslutte sig, hvilket man i GCC hurtigt kom til at betragte som et bevidst iransk forsøg på at blokere for videre udvikling. De aktuelle signaler fra organisationen er derfor, at man nu betragter alle muligheder for en alternativ løsning som udtømte, hvilket er grunden til det store politiske kursskift.

"Det er ikke rådets hensigt at starte et atomkapløb med Iran," vurderer Nicole Stracke videre.

"Det er en strategisk beslutning og et klart signal til Teheran om, at GCC ikke vil dukke sig og gemme sig, mens Teheran opbygger sit atomberedskab, blander sig i irakiske anliggender og demonstrerer sin vilje til at ændre regionale alliancer til egen fordel."

Med dette i baghovedet gik GCC allerede i februar til IAEA og fik ved en række møder med agenturets chef, Muhammed el-Baradei, principiel støtte til at søge fredelig udnyttelse af atomenergi.

Egyptens vej

"IAEA har lovet at levere teknisk ekspertise og eksperter, som vil arbejde sammen med vore eksperter," sagde GCC's generalsekretær Abdul Rahman Hamad al-Attiya om disse møder, som handlede om i første omgang at udarbejde planer for iværksættelse af et atomprogram.

Hermed går GCC ifølge mellemøstlige iagttagere samme vej som Jordan og Egypten, som begge har ytret ønske om egne civile atomprogrammer. I disse to tilfælde er den formelle begrundelse den store belastning, de høje oliepriser udgør for de nationale økonomier, hvilket næppe kan være tilfældet i de olieproducerende og velhavende golfstater. Men det underliggende sikkerhedspolitiske budskab er det samme.

"GCC hævder, at ideen ikke strider imod planen om en masseødelæggelsesvåbenfri zone, idet denne skal være lettere at forhandle sig frem til, når flere stater har egne atomprogrammer," siger Nawaf Tell, der forsker i mellemøstlig sikkerhedspolitik på University of Jordan i Amman.

"Men hele udviklingen indeholder også nogle faremomenter, som nemt kan bringe ny ubalance i regionen."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her