Læsetid: 3 min.

Good Bye Europe

Når den britiske premierminister Tony Blair på mandag vil give forfatningen nådestødet er det ikke et udslag af en genfundet form for demokratisk idealisme. Blair ved - som den populistiske politiker han er - at de europæiske vælgere er modstandere af mere integration, mere EU, og flere Bruxelleske luftkasteller
4. juni 2005

It is all over now - det hele er forbi. På mandag vil den britiske udenrigsminister Jack Straw, i det britiske Underhus, meddele sine kolleager, at Blair regeringen 'indtil videre' udskyder lovforslaget om tiltræden til den europæiske forfatning på ubestemt tid.

Straw vil - med vanligt pokerfjæs - bedyre, at man da selvfølgeligt kan genbehandle lovforslaget, men det er i praksis umuligt.

Udenrigsministerens erklæring i Underhuset betyder i realiteten, at den traktat, som eurokrater og politikere har arbejdet på i de sidste par år, nu er død - og at den ikke kan genoplives.

Men den stramme tidsplan, som den britiske regering har i den indeværende parlamentssamling, er det umuligt rent tidsmæssigt at finde tid til at debatere lovforslaget om forfatningstraktaten. Hvis lovforslaget om forfatningen skal genfremsættes, vil det kræve, at regeringen dropper andre - og langt mere populære lovforslag - som f.eks. undervisningsloven, en reform af retssystemet, indvandrerlovgivning. Det er politisk set utænkeligt. Hvorfor?

Fordi den europæiske forfatningstraktat er mere upopulær end Blair selv. Over 70 procent af den britiske befolkning vil ifølge meningsmålingerne stemme 'no' ved en folkeafstemning. Det scenario ynder Blair ikke.

Britisk europapolitik

Den engang så usårlige britiske premierminister har lovet sine vælgere, at han vil træde tilbage i den indeværende valgperiode. Han ønsker ikke at gøre dette med et nederlag. Derfor har han ingen interesse i at gennemføre en folkeafstemning om forfatningstraktaten.

Da hans sandsynlige efterfølger finansminister Gordon Brown er alt andet end begejstret for EU, er det utænkeligt, at forfatningstraktaten nogensinde vil blive genoplivet.

Britisk europapolitiks omdrejningspunkt er ikke traktaten men mere spørgsmål som Storbritanniens rabat-ordning og fortsættelsen af briternes undtagelse fra arbejdstidsdirektivet (der tillader briter at arbejde længere end 48 timer pr. uge).

Målet med Blairs europapolitik har aldrig været et stadig tættere samarbejde, men tværtimod en form for løs frihandelsaftale mellem suveræne stater.

Trods filosofiske forskelle er der ikke meget, der adskiller Blair fra hans konservative forgænger, Margaret Thatcher. Begge politikere er - og var - tilhængere af et samarbejde, der sikrer de optimale betingelser for en liberal økonomi.

Traktatens bestemmelser om en europæisk præsident og en afvikling af veto-retten, blev (og bliver) af briterne set som et skridt i retning af en form for europæisk statsdannelse. Noget sådant vil aldrig kunne samle et flertal i den britiske befolkning.

At Blair overhovedet tiltrådte forfatningstraktaten skyldtes mere, at Storbritannien var svækket vis-à-vis andre europæisk stater i kølvandet på Golfkrigen. Det var ikke - på daværende tidspunkt - politisk muligt for Blair at sige nej til traktaten.

Det er med dette in mente, at man skal se de seneste måneders tavshed i Storbritannien om forfatningstraktaten.

Blair på badeferie

Mens Europa-parlamentsmedlem og leder af de europæiske socialdemokrater Poul Nyrup Rasmusen (S), Spaniens ministerpræsident José Luis Rodríques Zapatero og Gerhard Schröder, den tyske socialdemokratiske kansler, drog til Frankrig for at argumentere for forfatningen, tog Blair på badeferie!

Mens resten af Europas statsministre holdt krisemøder, fortsatte Blair sin ferie. Behøver man at sige mere? I denne weekend mødes Chirac og Schröder i Berlin. De to ledere kan holde lige så mange krisemøder, de vil, faktum er, at den europæiske forfatningstraktat er et overstået kapitel i europæisk historie.

Nogle vil -med EU-Kommissionen i spidsen - forsøge at bilde sig ind, at Blair & co er usolidariske. Det er svært at se om denne opfattelse er ynkelig, ubegavet eller slet og ret udemokratisk.

Egeninteresse

Den europæiske Union er ikke en føderal stat, endsige et land. At to lande har sagt nej betyder, at forfatningstraktaten er et uigenkaldeligt og overstået skrinlagt.

Det er der ikke noget spidsfindigt i. At en forfatningsændring kræver enstemmighed er ikke noget særsyn. En føderalstat som Canada har det samme system; også i dette land kan en enkelt delstat nedlægge veto (som Quebec gjorde i begyndelsen af 1980'erne og som Manitoba gjorde i slutningen af samme årti).

At Tony Blair - med Jack Straw som bøddel - vil give forfatningen nådesstødet på mandag er givetvis ikke et udslag af en genfundet form for demokratisk idealisme. Den britiske leders motiver er - som ofte før - et resultat af slet skjult egeninteresse. EU-forfatningstraktaten er ikke nogen undtagelse. Men det betyder ikke, at hans beslutning er mindre glædelig.

De franske og det hollandske folkeafstemninger er blevet mødt med forvirring og bestyrtelse i andre europæiske hovedstæder. Ikke i London. Her blev forkastelsen af forfatningstraktaten medtaget med (uofficiel) jubel.

Men i modsætning til sine europæiske kollegaer har Blair længe kunnet læse skriften på den europæiske væg. Blair ved - som den populistiske politiker han er - at de europæiske vælgere er modstandere af mere integration, mere EU, og flere Bruxelleske luftkasteller.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her