Læsetid: 3 min.

Good Night and Good Luck

Fin film om Edward R. Murrow minder os om, hvordan journalistik bør være
2. december 2005

"Uenighed er ikke illoyalitet. Anklager er ikke beviser. Domfældelse sker på baggrund af en uafhængig rettergang, og man kan ikke forsvare friheden i andre lande ved at begrænse den i sit eget."

Stærkt aktuelle ord udtalt af det amerikanske tv-ikon Edward R. Murrow i 1954.

Som man kan forstå, er det ikke noget tilfælde, at den amerikanske skuespiller, instruktør og manuskriptforfatter George Clooney har besluttet at lave en film om Murrow og holdet bag hans berømte og beundrede dokumentar program See it Now netop nu. Filmen har dansk premiere den 16. december.

Den er blevet modtaget som manna i ørkenen af alle dem, der er trætte af Bush-regeringens 'dem, der ikke er med os, er imod os ideologi' og de stadige indskrænkninger i borgernes personlige frihed under henvisning til krigen mod terrorisme. Og af dem som er fortvivlede over en medløbende logrende presse, der har valgt underholdning frem for oplysning.

Filmen Good Luck and Goodnight - Murrows slutbemærkning i See it now - handler om, hvordan Murrow og hans producer Fred Friendly i en tid, hvor alle i medieverdenen dukker sig af rædsel for at blive anklaget for uamerikansk virksomhed, beslutter sig til at gå i kødet på den magtfulde senator Joe McCarthy og hans heksejagt på virkelige og indbildte kommunister i det amerikanske samfund. De ser det som deres pligt som journalister at afsløre hulheden i McCarthys retorik, og da deres arbejdsgivere hos CBS er bange for, at det vil koste sponsorpenge, tilbyder Murrow og Friendly at betale de mistede beløb af egen lomme.

'Folk vil have underholdning'

McCarthy reagerer som forventet ved at svine Murrow til og anklage ham for kommunisme, men Murrows journalistiske integritet er uangribelig. I modige, grænseoverskridende udsendelser udstiller han senatoren, som den patetiske svindler han er, og det bliver begyndelsen til enden på McCarthy.

Desværre også på See it now. Murrow og Friendly fik priser og skåltaler, men CBS flyttede deres succesprogram fra prime time om aftenen til et dårligt tidspunkt om søndagen. "Folk vil have underholdning," som CBS-bossen den navnkundige William S. Paley, der ellers havde støttet dem, siger. Både Murrow og Friendly fortsatte med at kæmpe imod "den umulige blanding af nyheder, show-business og reklamer", som Murrow kaldte det. Murrow selv sluttede sin karriere som leder af Unites States Information Agency under John F. Kennedy. Friendly forlod sin stilling som chef for CBS' nyhedsafdeling i protest mod, at CBS i 1966 foretrak at genudsende sit-com'en I love Lucy for 120. gang i stedet for at transmittere kongreshøringerne om Vietnam-krigen.

Men han blev ved med at kæmpe for kvalitet i nyhedsformidlingen. Dels som konsulent for den store Ford Foundation i opbygningen af Public Television, dels som professor ved Columbia University's Graduate School of Journalism.

For os, der som elever på skolen har oplevet Friendly, er det en helt speciel oplevelse at sidde i biografens mørke og se ham genopstå i George Clooneys skikkelse. Det er som at se ham selv. Friendly fyldte hele rummet - og det var ikke bare, fordi han var berømt. Med skam at melde, må jeg indrømme, at allerede da jeg gik på Columbia 1970-71, var der mange af os elever, der aldrig havde hørt om ham. Men det sørgede han hurtigt for at rette op på. Han satte absolut ikke sit lys under en skæppe og kokketerede altid med, at han var den største name-dropper på denne side af ZaZa Gabor. Han heglede os igennem og insisterede på, at vi skulle leve op til de allerhøjeste standarder inden for journalistik. Anonyme kilder var det værste, han vidste, lige med undtagelse af udokumenterede oplysninger. Han elskede tv-mediet, men hadede, hvad det udviklede sig til. "Tv tjener så mange penge på at gøre sit værste, at man ikke har råd til at gøre sit bedste."

Han havde et uendeligt forråd af anekdoter og et lige så stort forråd af journalistiske leveregler. Begge dele strøede han om sig med løs hånd. Han skældte mig ud en gang for i en valgreportage at have spildt kostbar sendetid ved at interviewe en valgtilforordnet som bare lirede sine opgaver af. "Du må kun bruge sendetid på folk, der brænder for en sag. Eller imod. Resten er research."

Hvor havde han ret. Hvilket man kan erkyndige sig om i stort set hver eneste nyhedsudsendelse dagligt.

Han sammenfattede sin livsopgave som nyhedsformidler i en enkel sætning:

"Vores opgave er ikke at tage stilling for folk. Vores opgave er at gøre det muligt at tage stilling, og at gøre lidelsen ved at tage stilling så intens, at man kun kan undslippe den lidelse ved at tænke selv."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu