Læsetid: 4 min.

Gore bliver sig selv

19. august 2000

"En ting ved jeg om at være præsident. Det er det eneste embede i forfatningen, hvor man får i opdrag at kæmpe for alle borgere, ikke blot en delstat, en valgkreds - ikke blot for de rige og mægtige, men for alle og især for mennesker, der har behov for et mæle, dem der mangler en foregangsmand og dem der skal løftes op for ikke at falde bagud."
Vicepræsident Al Gore i sin takketale til den
demokratiske partikongres torsdag i Los Angeles
Den demokratiske præsidentkandidat Al Gore tog torsdag aften i Los Angeles det første nødvendige skridt i en lang og vanskelig rejse mod Det Hvide Hus i november. I sin tv-tale på partikongressens sidste dag fik USA's vicepræsident langt om længe chancen til at træde frem i rampelyset som sin egen mand efter at have stået otte år i skyggen af den karismatiske Bill Clinton. I det store og hele bestod Gore prøven. Han virkede mere afslappet og tillidvækkende, end tv-kameraerne normalt viser ham. Han fremlagde et temmelig traditionelt demokratisk budskab. Som præsident ville han kæmpe for det jævne folks interesser, forsvare den statslige pensionsforbund mod republikanerne, investere mere i uddannelse og en dag skaffe sygesikring til alle amerikanere. Alle disse emner er populære hos et flertal af vælgerne. Såfremt præsidentvalg kun handlede om det, ville Gore vinde over Texas-guvernør George W. Bush.

Det store problem for demokraterne er imidlertid, at den republikanske kandidat ved at rykke mod den politiske midte og 'stjæle' nogle typiske demokratiske emner har neutraliseret deres indbyggede fordele som partiet, der kæmper for jævne amerikaneres interesser. Overraskende viser meningsmålinger f.eks., at vælgerne sætter lige så meget lid til Bush' skolereformer som til Gores. Derfor blev vicepræsidenten nødt til at skære sit politiske program ud i pap og ad den vej fremhæve de i virkeligheden fundamentale politiske forskelle mellem de to præsidentkandidater. Den opgave skulle løses uden at kritisere modstanderen for skarpt, for undersøgelser har vist, at en stor del af vælgerne reagerer negativt, så snart Gore eller andre demokrater polemiserer mod Bush. Den eneste farbare vej for Gore var tilsyneladen-de at klæde sig ud som populist. Han ville sætte sig op imod de store koncerner - de rige og mægtige - og "give magten tilbage til folket", hvormed han mente, at flere beslutninger skal lægges ud til borgerne.

Denne strategi blev så krydret med hans familiehistorie. Hans far og mor var vokset op i små kår og måtte kæmpe for det daglige brød. Selv havde han nær mistet troen på at gøre noget godt for sit land efter at have været en tur i Vietnam i slutningen af 60'erne. Men apatien blev transformeret til aktivisme, da han som reporter på en avis i Tennessee fik øjnene op for, at den jævne familie i Amerika skal kæm-pe dag ud og dag ind mod alle odds. Kun i politik ville den unge Gore kunne udrette noget for disse mennesker. Derfor stillede han op til Repræsentanternes Hus i 1976. Det er muligt, at uoplyste amerikanere hopper på den historie. Desværre stemmer den ikke rigtig overens med virkeligheden. Gore voksede op i Washington D.C. hvor han levede en privilegeret tilværelse som søn af den førende demokratiske senator Albert Gore. Sr. Hans motiv til at gå ind i politik var primært farens ydmygende nederlag ved senatsvalget i 1970. Historien minder noget om den unge Bush, der nu vil tage hævn for sin fars nederlag til Clinton i 92.
Hvor gerne man end ser Gore blive valgt til USA's præsident, er denne forvandling af hans politiske identitet ret foruroligende. Det bekræfter blot, hvad mange vælgere nærer mistanke om: At vicepræsidenten er villig til at skifte ham, hvis det er politisk påkræ-vet. Kun de næste par måneders valgkamp vil vise om denne populistiske linje fænger. Vil vælgerne tro ham?

Man kunne formulere spørgsmålet på en anden måde. Kan Gore overbevise tvivlerne om, at der står enormt meget på spil i denne valgkamp? Bush regner med, at vælgerne egentlig er godt tilfredse med deres tilværelse og derfor ikke frygter en moderat republikaner ved roret i Det Hvide Hus. Det er muligt. På den anden side lover republikaneren en så stor skattelettelse - der især vil tilgodese den øvre middelklasse og de rige - at mange måske vil falde for Gores argument, at USA skal spare op til dårlige tider og investere pengene i uddannelse, i sygesikring og i en konsolidering af den statslige pensionsfond. Hvorom alting er - denne spændende valgdyst er ikke afgjort på forhånd. George W. Bush står i øjeblikket stærkest. Flest delstater ligger for tiden i den republikanske lejr. Folk synes, guvernøren virker sympatisk. Al Gore sidder derimod inde med de bedste argumenter. I Los Angeles lykkedes det for ham at præsentere sig selv og budskabet i det bedst mulige lys. Det burde give et løft i meningsmålingerne og demokraterne en saltvandsindsprøjtning. burch

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu