Læsetid: 5 min.

Göteborgs første kvindelige kosmonaut

Lotta Lotass fortæller om kun at være interesseret i de følelser, der sidder uden på tøjet, og om at tage Jurij Gagarin i hånden for at gøre op med romangenren
26. maj 2005

Det første, Lotta Lotass kan huske, er nogle flimrende optagelser af en klodset skikkelse på en hvid slette.

"Selv om jeg kun var fire år, da Neil Armstrong landede som første mand på månen, er de fjernsynsbilleder blevet hængende lige siden, sammen med fascinationen af flyvning og det ydre rum," fortæller den 40-årige svenske forfatter.

Nu debuterer hun på dansk med sin første rumrejseroman Tredje flyvehastighed. Hun skulle lige skrive tre andre romaner og en doktorafhandling først, den ene af dem om flyvningens historie og Aerodynamiska tal, men det blev Tredje flyvehastighed, der rigtigt knyttede tråden tilbage til barndommens flimrende fjernsynsbilleder. Den handler ikke om den første mand på månen, Neil Armstrong, men den første mand i rummet: Den russiske kosmonaut Jurij Gagarin.

"Alle deltagerne i det amerikanske rumprogram blev med det samme så berømmede. Jeg fik lyst til at skrive om det russiske program, fordi det var så mørkelagt. De svenske aviser dengang var fulde af rygter om, at der havde været kosmonauter i rummet før Gagarin, men at de havde mistet livet og derfor var det blevet hemmeligholdt. Mørket over projektet gjorde det også mere taknemmeligt for mig som forfatter at lege med løgn og sandhed i bogen," forklarer Lotta Lotass, der hårdt presset anslår, at lige over halvdelen af ordene i Tredje flyvehastighed er sande - 55 procent, måske?

Hendes arbejdsmetode er lige så nøgtern, som den er fabulerende:

"Jeg har først en lang, lang indlæsningsperiode, der er ligesom historieforskning. Jeg skriver en masse notater og pløjer mig igennem biografier og dokumenter. Dernæst går jeg i gang med at skrive, og der får jeg lov at finde på, så meget jeg vil."

Til sidst når hun så langt ind, at hun kan kigge ud af koøjet sammen med kosmonauten:

"Alverdens kontinenter, oceaner og have adskiller sig markant fra hinanden når man ser dem fra rummet, ikke bare af form, men også af farve... Fra Det Indiske Oceans mørkeblå indigo til Det Caraibiske Havs smaragd og Den Mexikanske Golfs salatgrønne. Jeg genkender straks Sahara, et stort ocean af gulbrunt sand, blottet for alle tegn på liv. Den gule ørken ender pludseligt, og jeg ser Middelhavets glitrende udstrækning."

Stemmerne

Tredje flyvehastighed er egentlig ikke en historisk roman: Den er på samme tid mere faktuel og mere fiktiv end sådan nogle normalt er; på samme tid blottet for romantisk psykologisering af sine personer - om hvem det ikke engang nævnes, at de har kone og børn - og ekstremt litterær, skrevet i et suggestivt, lyrisk sprog med hyppige og svært sporbare skift mellem fortællerstemmerne.

Hovedpersonerne er ikke bare Jurij Gagarin, men også hans substitut Gherman Titov og en række andre deltagere i det sovjetiske rumprogram, der optræder med svingende grader af identifikation, fra rumhunden Lajka til foretagendets navnløse 'chefkonstruktør'.

- Hvad er det egentlig, du har skrevet?

"Det startede med de skiftende fortællerstemmer. Sådan nogle har jeg brugt før, men denne gang passede de til emnet: Med alt sit hemmelighedskræmmeri og alle gråzonerne tilsammen med den kollektive ideologi var det russiske rumprogram fyldt med deltagere, der aldrig fik noget navn, historie eller anerkendelse. Dem ville jeg gerne give stemmer, og på den måde blev det næsten til en kollektivroman, om end ikke helt. Jeg kunne godt lide tanken om at lade en mand løfte en hund op, og med det samme skifte fortællervinklen nede fra manden og op til hunden. Så jeg lavede et kor af stemmer, og i det er det ikke hele tiden så vigtigt, hvem der siger hvad. At det ofte er Titov skyldes mest, at det var ham, der oftest opholdt sig i nærheden af Gagarin. Og tit var det mere interessant at høre ham, som den konstante nummer to, fortælle end historiens helt - også fordi der må være en grænse for, hvor meget man kan sige om sig selv."

Denne grænse markerer Lotass ved midt i iltkammeret at skifte vinkel fra Gagarins egen til en udenforstående tilskuers: "Skriv dit navn øverst på notesblokken! Og mens jeg gjorde det, åbnede de en ventil og begyndte at suge luften ud gennem tykke rør. // På filmen laver han sjov, snakker i interntelefonen, vifter, tegner kruseduller og skriver efter et par minutter sit navn endnu en gang. Det er tydeligt at det kræver en virkelig kraftanstrengelse. To minutter senere er hans håndskrift nogle ulæselige kragetæer."

Mens ilten suges ud af kammeret, svinder heltens bevidsthed, og en vågen fortæller tager over. Eller også er det forfatteren, der gør opmærksom på, at hun kun kigger ind udefra?

Antipsykologi

"Der var i hvert fald ingen tvivl om, at alle biografierne, der påstår at være sandhed, selv er fulde af løgn," siger Lotass.

"Kosmonauterne skrev deres selvbiografier med ghostwriters. Det hele var elementer i den store propagandamaskine, den store kamp om stormagternes historier. Det handlede om landets magt og kraft og var jo en moderne form for mytologi. Jeg har ikke villet skrive om dem som privatpersoner, men netop som helte, som var fanget i denne udadvendte fiktion. Alt dette om at det russiske folk i fællesskab havde fabrikeret hver del og skrue i maskinerne, og alle disse spørgsmål til kosmonauterne om 'synet af vores vældige land' deroppefra, det var jo på samme tid en dækhistorie, der er dybt tragisk, og noget som indeholder vemod, fordi det også sprang ud af en drøm."

- Men hele romangenren er jo født af fortællingen om det personlige, psykologiske individ?

"Det ved jeg, men på den måde er min bog virkelig det modsatte af en roman. Jeg har aldrig psykologiseret, og jeg har aldrig været interesseret i det indre. Jeg er interesseret i de følelser, der sidder på ydersiden, i kærligheden til rumskibet og teknikken, for eksempel, og i kærligheden til heltene. På den måde ved jeg jo ikke, om de trivedes med deres roller, eller om de kendte til den gru og terror, som de dækkede over, men jeg har forsøgt at beskrive den længsel mod det ydre rum og den tredje hastighed, som de må have delt. Bort fra jorden og ud i rummet, men måske også fra de liv, de havde."

Den tredje hastighed er betegnelsen for den hastighed på 17 kilometer i sekundet, der skal til, for at et rumfartøj kan bevæge sig ud af vores solsystem.

Hun skriver ikke om konerne, og hun skriver ikke om drukken og skandalerne, der forfulgte Gagarin efter rumflyvningen. Men hans sibiriske barndom i den bidende, tænderskærende kulde tæt ved Gulag-lejrene er til gengæld intensivt beskrevet.

"Jamen i starten af hans liv er jeg ikke bange for, at jeg ikke kender til sandheden om ham. Det er først senere, at jeg møder grænserne. Faktisk bliver bogen vist mere usand, jo længere man når i den. Bevægelsen går udad, ud i rummet og ud i usandheden!," erklærer Lotte Lotass.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her