Læsetid: 4 min.

Gråd, glas og puder

Jan Fabre provokerer med sine overdrevne billeder på menneskets skrøbelighed. Hans glassplint-inspiration fra 'Snedronningen' er skærende sårbar, men filosofisk har han ikke fundet slutningen endnu
1. september 2005

'Pis, sved og tårer', lyder sloganet fra Jan Fabre - den gale belgier, der delte vandene med sin History of Tears under Avignon Festivalen. Her udvandrede den ene del af publikum, mens de andre stod op og klappede.

Også i Musikhuset provokerer den 46-årige Fabre med sin Andersen-inspirerede kropsforestilling, omend uden at nogen i tirsdags forlod salen i vrede.

Hans berygtede pissescener tager danskerne ganske roligt, bl.a. når en lille tyk mand står på en stige og forsøger at klemme et par dråber ned i en kolbe mellem benene - hvilke dråber det så end er.

Heller ikke nøgenscenerne med hans smukke, trimmede dansere kan gøre de danske tilskuere meget andet end misundelige. Og hans aftørringer af de 'genitale tårer' (som han med unisex-høflighed benævner både sperm og sekret), vækker kun empatisk undren og smil.

Urimelig

Når Fabre provokerer, skyldes det hans overdrevne billeder på menneskets skrøbelighed. Ikke alene skal alle danserne klatre metervis op på alt for høje stiger - og fortællersken køres helt op i en byggelift, så hun kan stå deroppe med engleudsyn og vride sine tåreklude tørre i endeløs dryppen.

Nej, Fabre udsætter menneskene for urimeligheder konstant.

I begyndelsen ligger halvdelen af danserne på store puder på gulvet og skriger - hjerteskærende, smertefuldt, uophørligt. De andre, de 'voksne', forsøger først at trøste dem blidt og få skrigene til at standse.

Det hjælper ikke. Så tager de dem op. Så bærer de dem rundt. Så smider de dem på jorden. Så begynder at skælde ud på dem, langer ud efter dem, ryster dem. Og dog fortsætter skrigene. Så begynder de 'voksne' selv at skrige af desperation - og griber til den sidste, rædselsfulde udvej: Lægger puderne over de skrigende ansigter, trykker til - og får fred. Denne indledning er et eksistentielt værk i sig selv (en dvd-version bør straks blive samlerobjekt hos sundhedsplejersker!). For mere er der ikke at sige omkring det med at elske hinanden så meget, at vi bliver nødt til at slå ihjel for at holde det ud. Eller hvad?

Frankofil

Men Fabre stopper ikke her. Hans frankofile filosofblod årelades for et væld af ord om gråden: Om kroppens tårer, om de skjulte tårer - og om tårerne, der pludselig ikke er flere af. Spermen får også sit.

På mange måder er Fabre bundet til 1990'erne og scenekunstens minimalistiske æstetik. Fabre dyrker i hvert fald gentagelsen - med replikker udtalt af 'Ridderen af Håbløsheden' og 'Vandringsmanden' med slet skjulte henvisninger helt tilbage til Sartre.

Og så med et overdrevet, europæisk forælderhad: I Fabres verden er vi grædende børn, indtil vores forældre afviser vores tårer. Og vi er glade for at lugte til vores egen sved, inden vi møder reklamen for Rexona. Nok om det!

Klaustrofobisk

Fabre kan intensivere scenerummet, så tilskueren næsten ikke kan holde det ud. For han kan få alt i rummet til at gå sammen: De anonyme kroppe, de hvide dragter, de ens underbukser, de hvide tåreklude, de høje A-stiger, de engleagtige harpetoner, de Beauvoirske klarinetskrig og endelig de Mefisto-dundrende stortrommedrøn, der gør rummet klaustrofobisk - og så forpligtende for tilskueren, at det bliver svært at gå.

I Tårernes historie er Fabres glasscene den værste. Den er en nutidig masochisme-version af Snedronningen - med fokus på den troldssplint, som Kay får i øjet og som gør kærligheden umulig at se.

Danserne står splitternøgne og stiller deres bare fødder op i store glasskåle. Så ankommer kliniske assistenter med tørreklude og anbringer glasvaser på deres arme, glaspokaler over deres hoveder og glaskobler i skridtene, naturligvis efter at de først har aftørret kroppene for diverse væsker. Glassene er skøre og kan springe når som helst - flere er allerede smadret forinden. Tilskuerens frygt for, at glassene pludselig vil skære sig ind i kødet på disse kroppe, er helt reel...

Her leger Fabre med tilskuerens gysen, som han kobler til eventyrets uundgåelige element af prøvelse: Ingen siger, hvorfor disse dansere skal vandre på glasskår - sådan er det bare.

At vende om og opgive er ikke en mulighed. Helt på linje med 'det uundgåelige' i Andersens eventyr.

Grumset

Musikhuset har kun købt to forestillinger af Fabres Andersenske co-produktion, men København har ikke grebet chancen. Det er en skam. Ikke mindst fordi Fabre angivelig har udviklet forestillingen siden Avignon.

Han har dog stadig ikke fundet en slutning, der kan matche hverken eventyrets troværdige grusomhed eller eventyret oprigtige lykke. Hertil er hans filosofi for grumset og selvcirklende.

"Jeg søger et menneske," siger hans forarmede filosof. Men det bliver han ved med.

Måske kunne Fabre finde sin egen slutning i sin ordløse koreografi: Her hvor arme og ben hele tiden rækker ud, men uden nogensinde at røre et andet menneske. Her hvor tårer grædes, og sved svedes, men hvor væskerne højst tørres væk af en professionel terapeut.

Her hvor kærligheden fordamper: Aldrig kan tårerne kysses væk af den elskede. For den elskede findes ikke. Og slet ikke på puden ved siden af.

'History of Tears' af Jan Fabre, Belgien. Musik: Eric Sleichim. Dramaturgi: Miet Martens. Musikhuset i Århus,tirsdag. www.aarhusfestuge.com

20050831-221749-pic-69664158.jpgI History of Tears udsætter Fabre menneskene for urimeligheder konstant .Han kan intensivere scenerummet, så tilskueren næsten ikke kan holde det ud
Foto: Wonge Bergmann

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu