Læsetid: 4 min.

Grådige fodboldspillere

11. oktober 2003

DA OB’s talentfulde angriber Per Pedersen i efteråret 1996 fik chancen på fodboldlandsholdet, greb han den. Først scorede han et mål mod Frankrig og siden fire mål i en træningskamp i USA. Umiddelbart efter de to kampe blev Pedersen solgt til den engelske Blackburn Rovers for 28 millioner kroner – penge, der gik til både OB og ham selv. Pedersen blev aldrig nogen succes i udlandet. Alligevel er historien interessant, fordi den fortæller, hvor enormt attraktivt, det er at få chancen for at spille i den rød-hvide nationaldragt. Et par kampe med en god præstation er det suverænt bedste udstillingsvindue, når drømmen er at blive professionel i udlandet med udsigt til at blive millionær.
Selv i en tid, hvor Manchester United og Real Madrid i udlandet og FC København og Brøndby herhjemme er uhyre stærke brands, så overgår landsholdene og især EM- og VM-slutrunderne fortsat klubbernes popularitet. Det stærkeste kvalitetsstempel, en spiller kan opnå, er helt uden tvivl at komme på landsholdet. Æren over at spille for sit land giver sig selv – men sidegevinsten for den enkelte, at kunne tjene kolossale summer, er også åbenlys.

FØR DAGENS kvalifikationskamp til EM i Portugal næste år har landsholdsanfører René Henriksen bebudet, at spillerne kræver langt flere penge for fremover at spille på landsholdet. Over for Ritzaus Bureau har Henriksen understreget, at i takt med, at Dansk Boldspil-Union (DBU) sikrer sig større indtægter til landsholdet, bør det naturligt komme spillerne til gode. Ud over at det giver sig selv, at Henriksen aldrig ville have været blevet solgt til en græsk klub med store personlige indtægter til følge, hvis ikke han havde spillet på landsholdet, så er det på alle måder et usolidarisk synspunkt. Økonomien i DBU hænger i virkeligheden ganske enkelt sammen: Der er kun en form for indtægt, der skal drive det hele – de penge, som A-landsholdet sikrer ved billetindtægter, tv-rettigheder, sponsorer og deltagelse ved slutrunder. De midler skal finansiere alt det andet – liga-, ungdoms- og kvindelandshold, talentudvikling, træneruddannelser, fodboldskoler med mere.
Groft sagt kan man sige, at de 11 mand, der spiller på A-landsholdet, skal drive alle de penge hjem, der skal sikre udviklingen for de godt 270.000 danskere, der spiller fodbold, herunder næsten 170.000 børn og unge. Pengene går til at sikre, at tusinder kan få gode oplevelser i årevis – og at nogle få bliver til nye landsholdspillere og potentielle millionærer. Det er jo i al sin enkelthed den udvikling, som alle de nuværende landsholdsspillere har nydt så godt af.

DE SPILLERE, som optræder på landsholdet, er i øvrigt uhyre vellønnede. De fleste tjener om måneden, hvad almindelige danskere tjener på et år – og enkelte af de største stjerner som Jesper Grønkjær i Chelsea og Jon Dahl Tomasson i AC Milan henter noget, der ligner en normal årsgage på en eller to uger. Man skal med andre ord ikke have ondt af dem – og da slet ikke, når man ser, hvor meget ekstra de kan tjene på landsholdet.
I en sæson, hvor Danmark kvalificerer sig til en EM- eller VM-slutrunde, kan den samlede indtægt på landsholdet nå helt op i nærheden af en million kroner for en stamspiller. Den indtægt hentes via bonus for sejre og kvalifikation, men også i høj grad i form af store andele (i reglen over halvdelen) af de indtægter, som DBU får på salg af merchandise og tv-rettigheder samt indtægter fra sponsorer og tilskuere. Oveni dette beløb kan spillerne som følge af deres landsholdsstatus indgå lukrative private sponsoraftaler. Peter Schmeichel havde eksempelvis en aftale med Reebok, der var betinget af, at han var landsholdsmålmand. Jon Dahl har netop indgået en særskilt aftale med Hummel om at spille i deres støvler, når landsholdet overgår til Adidas. Det er med andre ord endog meget økonomisk attraktivt at være landsholdsspiller allerede.

NÅR LANDSHOLDET i aften løber ind i den bosniske heksekeddel af et nationalstadion i Sarajevo, vil et sted mellem en og to millioner danskere (især drenge og mænd) sidde parat bag skærmen. Med en sejr eller uafgjort er kvalifikationen til EM næste år i Portugal hjemme – og selv om vi taber, er der stadig gode chancer for at komme med. Landsholdet har siden 1984 og 1986, da Danmark første gang kom med til EM og VM, konstant hørt til blandt de 10 til 20 bedste hold i verden. Landsholdet har i snart 20 år været en umådelig succes og masser af spillere har brugt det som springbræt.
Det er alt sammen positivt, men det ville klæde de danske spillere, som med få undtagelser er millionærer, at vise lidt mere mådehold under de kommende forhandlinger om deres egen bonus. Man må opfordre de enkelte spillere til at optræde en anelse mindre grådigt og i stedet tænke lidt mere på, hvor meget DBU og landsholdet har hjulpet den enkeltes egen karriere. Og på, at vi også har behov for nye stjerner om 10 0g 20 år.

-dt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu