Læsetid: 2 min.

Grådkvalte skæbner

Den norske 'Hawaii, Oslo' flyder over af følelser
6. maj 2005

Film, der slynger sideordnede historier sammen i en spidsfindigt udregnet konstruktion, er en helt lille genre for sig, kendt fra Nashville over Magnolia til vores egen lille Russian Pizza Blues.

Denne splinternye norske variant har en insisterende dødsens-alvor og er henlagt til et døgn i Oslo, uden dog at rumme nogen særlig markant by-atmosfære. Vi er blandt deciderede ousidere eller personer, som skæbnen spiller et puds. Længe synes alt at gå galt for de plagede, rare mennesker, der vil det så godt og har det så skidt; men til slut uddeles at par gaver af den rundhåndede instruktør.

Psykisk syge

Vi møder et par, der jubler over at blive forældre, men rammes af tragedien, da barnet fødes med en fatal hjertefejl. Er den uhelbredelig? Kan en formue skaffes til en USA-operation?

Den unge Vidar er ansat som en plejer på en institution for psykisk syge, men er selv så uafbalanceret, at en kvindelig kollega med fuld ret anser ham for "en fare for patienterne". Med sin ekstreme næstekærlige omsorg er Vidar dog filmens store helt og martyrskikkelse.

Hans stakkels patient Leon reagerer på alle kriser ved at løbe ud i natten og drømme om at møde en køn barndomskæreste, der er blevet stewardesse. De har ikke set hinanden i 14 år, men inkarnerer alligevel filmens utroværdige love story.

En ambulancefører er lun på en ung mor, der på det groveste har forsømt sine to børn, som lever usselt og forrået på gaden.

Og et bankrøveri indflettes ganske snedigt i konstruktionen.

Ikke så rørende

Film, der nærmest står på hovedet for at få os til føle med sine knus-elskelige personer, kan have den modsatte virkning.

Den tåreduggede følelsesfuldhed, der driver gennem Hawaii, Oslo som gennemblødende natteregn, fik kynikeren snarere end medføleren op i mig. Det kan hænge sammen med det fortærskede i situationerne, det banale i karaktertegningen og det ofte ubehjælpsomme i fotograferingen, men først og fremmest med den i mine øjne alt for opskruede patos, hvormed alt gennemspilles.

Instruktør og skuespillere ved tilsyneladende ikke, at en i sig selv rørende situation ofte opnår stærkere følelses-effekt gennem en vis tilbagenholdenhed. Tilskueren skal have råderum.

Her reageres på alt - og med samme ensformigt klæge skuespiller-grebethed. Det virker ikke blot gammeldags, men også falsk. Resultatet bliver, at Hawaii, Oslo ender som en ganske utålelig gang følelsesblæver.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu