Læsetid: 3 min.

Gråvejr uvejr gråvejr

Gennemsnitsgråvejret trækker sammen flere steder på de to danske kvartetter Kitty Wu og My Beloveds nye album. Men i deres pletvise og væsensforskellige uvejr - i det rasende blod og i de gotiske katedraler - finder de to bands alligevel noget form
5. september 2005

Dansk rock. Smag på ordene... Forvirrende følelse, ikke? Big Fat Snake og Raveonettes, Gasolin' og Kliche i en og samme mundfuld? Dansk rock. I sit udgangspunkt en fordanskning af en engelsksproget genre, i sit afsæt en fortolkning af det store udlands unoder. Sådan har det altid været og sådan bliver det åbenbart ved med at være, alt som nye overfrakker opfindes til skabelonen, typisk i de centrale rocklande England og USA. Det betyder ikke at dansk rock behøver lyde afledt, men det betyder bestemt heller ikke at dansk rock hæver sig synderligt over kopiniveauet.

De to hjemlige kvartetter Kitty Wu og My Beloved har som alle andre deres forbilleder. Kitty Wu skylder sit og nogle gange for meget til bands af elegant melankolsk snit: Joy Division og The Jam og i nyere tid Radiohead, Interpol og Low. Mens My Beloveds aftapning er lidt mere kompleks med sine 80'er-ekkoende guitar- og basklange fra Cocteau Twins og The Cure, støjende ruskvejr a la Sonic Youth, heavygranit og -grandeur med mindelser om Rammstein og Sunn O))) og en ambient tilgang til rocken, som man kunne nyde i fraktioner af den britiske shoegazerrock. Så "power-post-rock" kunne måske være det nemme klistermærke på My Beloveds instrumentale album On Happiness Hill. Men nok snak om den obligatoriske gæld. Lad os se på den tornebesatte indfrielse af den.

I mørke katedraler

Under My Beloveds gotiske hvælvinger udspændes nuancerede lydmalerier: Klaver og elguitarer maler widescreen-harmonier over tungt tårnende trommer og ulmende baspøle. I de mest tredimensionelle numre bevæger man sig rundt i mørke katedraler, i anelsesfuld arkitektur. Men det er ikke så meget i de overordnede linjer, i akkordskiftenes monumentale strukturer at On Happiness Hill er belønnende, ja, der kan albummet faktisk virke trivielt. Der er helt anderledes spænding i de billeddannende samplinger og manende keyboards med en sturm und drang beslægtet med Caspar David Friedrichs jernromantiske malerier, og i skyerne af feedback og hvirvlende støjguitarer, hvis intuitive kompleksitet kan lyde som et musikalsk svar på Jackson Pollocks lærreder.

Desværre lider flere af disse indendørs uvejr også af en lidt klodset og fortærsket rockretorik, men der er også noget charmerende over On Happiness Hill, som akkurat undgår klicheernes inferno takket være de fire musikeres hidsigt overbroderende og entusiastisk fabulerende udskejelser.

Ren frostvæske

Omvendt med Kitty Wu: En disciplineret alvorsfuld kvartet, der med få falbelader eksekverer deres stramt komponerede sange.

"My blood runs cold, when I spend black time with you", synger forsanger, komponist og tekstforfatter Robert Lund på åbningsskæringen, og det slår ligesom tonen an på gruppens tredje album Knives and Daggers. Det er vinter i Kitty Wus ver-den, og rocksangen kan dårligt spille varme i vore skrøbelige hylstre og vakkelvorne sjæle.

Lunds sange er frostvæske, at inhalere, galvaniserende når de er bedst, blodløse når de er værst. Og Knives and Daggers kan simpelthen emme af en udsigtsløs utilfredshed og grå verdensforagt. I flere passager tager jeg mig selv i at håbe, at hr. Lund virkelig får læsset noget af i sine sange - hvilket selvfølgelig ikke gør det til en byrde, som lytteren har gjort sig fortjent til at bære.

Men Robert Lund undslipper også sin egen skygge og den mere monotone slagside af sine sange og sangstemme til fordel for et par lysende stier. Her bliver der åbnet for en følsomhed i og nuancering af stemmelæberne, ligesom sangene også vinder kontur og ikke længere føles som vrissent gråvejr foroven, men som varme knive, der bevæger sig saliggørende igennem lytteren - det gælder sange som "It's Been Arranged", "Give In/Give Up" og "Sinners Will Pay".

Det havde heller ikke skadet med lidt mere musikalsk vovemod såsom den stejle feedback, der gennemhakker sidstnævnte skæring og kradser frydefuldt i Lunds mellemtone. Men ellers skal der ikke sættes en finger på den instrumentale indsats, der er båret af en sexet fremdrift og en indædt udstansning.

Gennemsnitsgråvejret trækker sammen flere steder på de to album, og det er i uvejret at de to bands finder en form, der er værd at skrive om. Hver deres uvejr: My Beloveds instrumentale spektakler, når de er mest uvorne, og Kitty Wu, når Lund tapper ned i det rasende blod, som spurter rundt i os alle og er så gribende at genkende dér på nodepapiret og i cd'ens nuller og etter.

Ralf_C

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu