Læsetid: 4 min.

Græd, kasserolleland!

3. januar 2002

ENDNU en magtbegærlig populist er steget ud af tågerne fra Argentinas spruttende og skoldhede sociale suppe. Siden fattige og vrede argentinere kort før jul plyndrede supermarkederne og indledte deres kasserollerevolution imod den herskende politiske klasse har det engang så stolte land haft fire præsidenter, og nu er den 60-årige advokat og senator
Eduardo Duhalde indsat som den femte præsident på bare 15 dage.
Han kalder sig selv en »biologisk peronist«, som er han udvalgt til at løfte den gamle arv fra fyrrernes national-populistiske ’caudillo’, Juan Domingo Perón. Duhalde har sendt sin besmykkede hustru, fru Hilda, ud i Buenos Aires’ fattige forstæder for at give folket en følelse af, at hun er mindst lige så forførende som den legendariske Evita.
Eduardo Duhaldes selviscenesættelse, som er han en nationens frelser, har ikke fået gadens parlament, de kasserollelarmende demonstranter til at opgive protesterne. For de betragter med rette Duhalde som en del af den etablerede politiske klasse, og de kræver, at der straks bliver udskrevet valg. Det burde være en logisk løsning i et politisk demokrati, for den herskende klasse i Argentina har ikke befolkningens tillid.

VALG tør Duhalde dog slet ikke udskrive. I 1999 tabte han valgkampen til Fernando de la Rua, så han vil helst vente til december 2003, for han frygter befolkningens røst mindst lige så meget, som den nu forhenværende hr. Fernando gjorde. Det er af frygt, at den politiske klasse – fra højre til venstre – i disse dramatiske dage rykker sammen om Duhalde. Og de har grund til at føle frygt. Den førte økonomiske model har skubbet millioner af borgere ud i fattigdom, trukket middelklassen ned i sumpen, ødelagt eksportindustrier, pulveriseret argentinernes arbejde og gjort Argentina så bankerot, at der ikke længere er penge nok til at betale af på statens 140 mia. dollar i gæld.
Hovedansvaret for disse miserable resultater kan ikke skydes over på storebror i Washington eller Den Internationale Valutafond, uanset hvor gerne Argentinas politiske klasse vil gøre det. Den argentinske regerings beslutning om at koble pesoen fast til den amerikanske dollar var tilbage i 1991 en effektiv medicin imod hyperinflationen, men i takt med dollarens opskrivning på valutamarkedet blev det til et ødelæggende åg.

IKKE MINDRE end 40 procent af argentinerne lever under fattigdomsgrænsen efter fire års negativ økonomisk vækst, og 18 procent af den i forvejen underbeskæftigede befolkning er kastet ud i arbejdsløshed. Argentina befinder sig på randen af socialt kaos, der under de seneste dages uro har kostet flere mennesker livet. Det er den værste institutionelle krise siden overgangen til demokratiet for 18 år siden.
Intet taler for, at Duhalde er manden, der kan føre de 37 millioner argentinere ud af den korrupte, konkursramte og kaotiske situation. Da han var guvernør for Buenos Aires gav han jord til hjemløse, uddelte mad til de sultne og byggede veje og broer. Men han forlod provinsen med en tårnhøj gæld, og mange mistænkte ham for at have misbrugt magten til personlig berigelse. Og i 1999 hævdede en Interpol-leder, at Duhalde bl.a. havde finansieret sin valgkampagne med penge fra et narkokartel. Den beskyldning har Duhalde afvist, men en sort skygge klæber sig til ham.

THI, Duhalde er slet ikke typen, der kan genrejse omverdenens tillid til Argentina. Han er en politisk dinosaurus, der kun kan give investorer og borgere en fornemmelse af, at han vil føre Argentina ud i en endnu dybere krise. Og måske vende tilbage til handelsprotektionismen. Peronismen og plattenslagerpopulismen er en plage for denne nation, der i 1913 var verdens tiende rigeste land, men siden er dumpet længere og længere ned på grund af dårlig politisk ledelse og en alt for entydig satsning på den gamle råvareøkonomi. Duhalde er et barn af denne forældede tænkning.
Det er godt nok, at han vil rive pesoen fri af dollarfængslet, for der er ingen vej uden om en devaluering af pesoen længere. Problemet er blot, at han slet ikke har holdbare svar på, hvordan økonomien genoprettes, og der bygges solide broer over den sociale afgrund, som er andet end blød voxpop med fruen som budbringer. Duhaldes peronistiske bagland har et stort ansvar for, at Argentinas offentlige og private dollargæld er vokset i 1990’erne, og den overbudsmentalitet skal der gøres op med. Landets gæld må genforhandles og delvist afskrives i en større sanering, men fremover må det internationale samfund kunne forlange en større ansvarlighed af landets herskende klasse.

ARGENTINAS devaluering kommer til at gøre ondt for den del af middelklassen, der har optaget private dollarlån. Og gøre ondt på de forbrugere, der vil køre i dollargrin og købe importvarer i supermarkedet, i stedet for en overgang at lade sig nøje med argentinsk kød, mælk og brød. Devalueringen kan øge den sociale vrede, hvis ikke staten spænder et sikkerhedsnet ud under de svageste. Men den er trods alle risici i indland og udland nødvendig for at genrejse eksporten. Selv ikke de mest forhærdede monetarister kan tro, at devalueringen vil skabe ny hyperinflation i Argentinas nedtrykte økonomi. Genopretningen vil kræve mange ofre og tage lang tid. Men Duhalde er slet ikke den rette mand til at lede landet igennem den smertefulde proces. Så græd blot du store kasserollenation!

bjm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her