Læsetid: 3 min.

Det grædende Venstre

14. februar 1998

GRÆDENDE POLITIKERE er en sjældenhed på danske talerstole. Men den oplevelse fik 1.100 vrede landmænd, der forgårs aften var samlet til protestmøde i Odense Congress Center.
Ifølge Politikens referat græd formanden for Folketingets landbrugsudvalg, Venstre-kvinden Mariann Fischer Boel, da hun skulle forklare sit partis deltagelse i den ny vandmiljøplan. Den retter sig jo som bekendt mod forurening fra landbrug.
Ud af Venstres folketingsgruppe på 42 er Mariann Fischer Boel en af de 11, der angiver deres titel som gods- eller gårdejer. Som man kunne læse i gårsdagens Information, var en anden af de 11, Christian Mejdahl, også i et bevæget stemningsleje, dog kun bekymring, da han i sit himmerlandske bagland skulle redegøre for samme sag:
"Venstre er nødt til at køre det her igennem, uanset hvor mange protester, vi får. Hvis vi springer i målet, så vil vi bare få endnu mere klø," sagde Mejdahl. Han indrømmede to skrækscenarier. Det ene: "Det er ikke særligt spændende, hvis nogle i folketingsgruppen siger nej." Det andet: At landmændene "drager konklusionen at stemme nej til EU's Amsterdamtraktat ved folkeafstemningen til maj."
For at undgå det sidste henstillede Mejdahl til en forstående, men beskeden fremmødt skare på 25:
"De klø, vi politikere skal have, skal vi have på en anden måde end ved, at I stemmer nej."
Mejdahl havde dog ikke noget bud på, hvilken anden måde han foretrak Venstres klø.

VENSTRE HAR grund til bekymring, ja, sågar til gråd. Grunden ligger i tallene: Mere end en fjerdedel af folketingsgruppen er som nævnt gods- eller gårdejere. Det er snarest en underrepræsentation af den vægt, landbrugshensyn til dato har haft i partiets samlede apparat - og dets politik. Men hvor meget fylder gruppen 'selvstændige i landbrugserhverv' i Venstres vælgerkorps? Hold vejret. Ifølge en Sonar-undersøgelse foretaget for Morgenavisen Jyllands-Posten: Sølle tre procent.
For et stort parti er det stemmer, der kan gnaskes som flæskesvær, men ikke noget, der drøjer. Og Venstre er ikke bare et stort parti; det er i sin historie tilmed en bred folkelig bevægelse, som også Socialdemokratiet er det. Opbruddet i det danske samfund truer nu begge partier på den historiske del af identiteten - og dermed på størrelsen.
Venstre har som bevægelse altid været mere klumpet end Socialdemokratiet: I årenes løb har nogle af klumperne skilt sig ud som nye partier: Det radikale Venstre lever - såvidt vides - endnu, andre er røget på historiens køkkenmødding: 1930'ernes halvfascistiske LS, Landbrugernes Sammenslutning; De Uafhængige, der udskilte sig som protestbevægelse mod den ny grundlov; Liberalt Centrum, der i 1960'erne repræsenterede de byfrisindedes oprør mod landbrugsfløjen.
Trods afskalningerne har Venstre større spændvidde end noget andet parti: Glade grundtvigianere, sammenbidte indremissionærer, vulgærliberalissimoer, åndsindividualister, frimerkantilister, statsstøttestøttere, håndsnilde forligsflikkere. Alle er der plads til i Uffes telt på holdningernes markedsplads.

ELLER ER DER? Nogle af byliberalisterne ser deltagelsen i vandmiljøplanen som en indledning til et længe udskudt opgør med landbrugsinteresserne:
"Vi har været for svage til at sige fra over for landmændene. Vi burde tidligere have krævet, at landbruget brugte de selvsamme markedsøkonomiske principper, som vi forfægter over for andre erhverv," siger V-mf'er Jens Løgstrup Madsen til Jyllands-Posten og vil afskaffe landbrugsstøtten.
VU-formand Troels Lund Paulsen supplerer: "Landbruget har ikke vetoret i Venstre og derfor heller ingen særstatus."
Vi får se. For den hårde landbrugskerne giver ikke op uden indædt kamp. Erfaringerne fra den første vandmiljøplan har lært den, at et politisk nederlag kan vendes gennem en udmattelseskrig.
Mariann Fischer Boel fik da også gennem tåresløret kraftigt sværtet det forlig, Venstre selv har tiltrådt: "Sagligheden har haft trange kår under disse forhandlinger," sagde hun. Flere undsigelser er utvivlsomt i vente.
Dermed giver Venstre sig selv årsag til fremtidig hulken. For hvis ikke partiet troværdigt kan samles om sin ny miljøkurs, deserterer byvælgerne, mens Pia Kjærsgaard med refleksmæssig opportunisme sætter stødet ind mod Venstres landværts flanke. dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her